HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

 I sommer havde jeg et "uheld" med min potte med brombær - den tørrede ud! Nu kunne man jo sige at jeg da bare skulle putte den i jorden i stedet for at lade den stå i en potte. Men det er en fritidshave og det betyder blandt andet at de planter der bor i haven helst ikke må få frit løb...og brombær er jo nogle hidsige nogle når der gælder om at brede sig. Nu er der godt nok tale om en rimelig tam en af slagsen..og tornfri. Men alligevel - vil ikke lige tage chancen. Desuden giver den nuværende løsning mulighed for at rykke lidt rundt på den afhængig af sol og vind. Hvor den sidste er en væsentlig spiller her ude ved kysten! Men altså er der en risiko for udtørring. Har ellers konstrueret et indbygget vandreservior i mine potter, men det var så ikke nok, da de måtte klare sig selv i 3 uger i den aller tørreste periode. Heldigvis overlevede brombærplanten (mod alle odds), og jeg lovede den at jeg nok skulle potte den om her i efteråret, så den fik en større potte. Jeg er nem...

... havedyrkning fra lænestolen er jo en fin disciplin på denne tid af året! Foran brændeovnen med en dampende kop te i nærheden, og med kataloger,  den bærbare og ikke mindst BØGER, der med forførende billeder giver forhåbning om at der kommer liv i haven igen. Og næste år kunne man jo gøre sådan...og sådan... og dén plante dér vil da bare være helt rigtig på hjørnet... Så kører de små grå og ud af siderne i bøgerne vælter der pludselig uanede mængder af ideer og drømme om hvordan haven (både den man reelt har og den man får når man vinder i Lotto) skal se ud og udvikle sig. Til det brug har jeg sikret mig 1. runde titler som skal bære mig igennem den kommende mørke tid - i hvert fald frem til jul, hvor der jo KUNNE ligge en bog mere under træet til lille mig? Det er vist ikke svært at se temaet? Jeg er - som så mange andre i disse år - forført at den nye bevægelse blandt havearkitekter hen imod en "naturlig" have. Haver der mimer sammensætninger og udtryk man kunne fi...

Regn og rusk! Nu er det ved at være alvor med det efterår. Ser på staklerne, der forsøger at trodse elementerne for at få hængt valgplakater op... Behøver de altså ikke gøre for min skyld. Har nemlig travlt med så meget andet: har fået 2 kæmpe græskar af naboen, som har pyntet uden for døren i nogle uger. Nu har det ene fået lidt kreativt skamfering, mens det andet bid for bid er blevet omsat til suppe, tærte og syltede græskar. Og der er stadig halvdelen tilbage. Skulle man gøre noget alvorligt ved sult i verden må jeg hermed anbefale græskar! Synes det er nogle forunderlige frugter (det er en frugt, ikke?), som jeg helt sikkert skal have nogle af når jeg får noget mere jord at boltre mig på. Ville egentlig lave en lygtemand af det græskar, der blot skulle pynte - men har oplevet at de ikke holder så godt når man laver alle de huller i skallen. I stedet har jeg ridset i overflade, og lavet en drabelig edderkop inklusiv spind. Kom i tanke om at jeg i gemmerne havde et gammelt sæt ...

Tid til at høste de sidste æbler! På espalierne var det Rubinola Balkon, der sad tilbage - nu med en fantastisk orangerød farve. De andre var fra det gamle træ med Ingrid Marie. Som det fremgår at billedet er de høstet lige tidligt nok til at de har fået den flotte røde farve. Men sådan måtte det blive - de begyndte at dr atte af træet og da jeg forsøgte at plukke de helt modne, slap de andre også grenene. Og med betonsten og junglen af Hortensia og andet godt under træet ville de være tabt hvis de alle faldt af sig selv. Men de var jo så også plukkemodne. Så en hurtig beslutning blev at redde så meget som muligt nu, også satse på at lade æblerne modne det sidste i kasser på loftet. Resultatet blev et par kasser med KÆMPE Ingrid Marie - noget af en kontrast til sidste år hvor vi ikke fik et eneste. Ser ud til at den nye rutine med beskæring endelig bærer frugt - bogstaveligt talt!!! Nu er de så sorteret og fordelt i flere kasser så de ligger pænt i ét lag og placeret på loftet...

Nå, så har jeg også haft fornøjelsen af "buskbomsygen", Cylindrocladium buxicola. Ikke mig selv selvfølgelig, men de 2 buskbomkegler, der har markeret indgangsdøren. Rigtigt trist. Har forsøgt at klippe det angrebne bort og at skære ned på vandingen. Men det havde fået fat og så var det bare med at tage konsekvensen: Ned i affaldssækken med planterne og bortskaffet på passende vis. Heldigvis er der ikke tale om en hæk eller lignede, men det er da alligevel ærgeligt. Nu håber jeg bare at de andre buskbom i haven klarer sig bedre. Indtil videre ser de ok ud og det kan skyldes at de står mod syd og dermed ikke har konstant fugtigt miljø om sig som staklerne på nordsiden. Jeg har i stedet plantet nogle Aucuba japonica "Variegata", som egentlig er et ret godt bytte. Stedsegrønne, skyggetålende og med flotte blanke blade, der giver en friskhed og frodighed, som denne side trænger sådan til.

Jeg har tidligere lovet at vise min oversigtsplan over det store bed. Den får I her! Det skal ikke være nogen hemmelighed at det var et stort arbejde at få grundlaget på plads. Brugte mange timer på at plotte de forskellige planter ind på tegningen. Og her har jeg valgt at se bort fra 1-årige. Og løg. Men har altså brugt tegningen som grundlag da jeg skulle vælge løg, mængder og hvordan de skulle lægges. Det siger sig selv at jeg ikke bare kan grave et hul og fylde dem i dér - det er der ganske enkelt ikke plads til. Desuden er det jo også en kunst at få den største effekt som muligt, når nu bedet er så langt, så langt. Det kommer nemt til at bliver for småt og pistent, hvis ikke der er tilpas med knald på. Nu er løgene lagt, pænt gravet ned mellem de faste beboere og dem der er på gæsteoptræden (Fingerbøl og den slags). Og jeg har min plan og liste så jeg kan holde hus med hvad der gik tabt i vinteren, hvad der skal flyttes og måske hvor jeg kunne klemme en lille, bitte ny ting ne...

 Det er jo ingen nyhed at haven i år har været under angreb af snegle og andet plantegnaskende kryb. Træls. Også træls for peberroden, som i år skulle vise om  eksperimentet med løbende opgravning og fjernelse af siderødder skulle bære frugt. Eller rettere rod. Kan allerede nu afsløre at det skete ikke. Som det fremgår af billedet nedenfor blev bladene fuldstændigt ribbet af en eller flere grådige bløddyr. Det grønne er nogle gulerodstoppe, som jeg satte ned for at holde på fugten i jorden - og selvfølgelig skåne mig for det triste syn. Dem rørte krapylene selvfølgelig ikke. Overhovedet! Nederste billede viser årets høst - rødder er omtrent som da de blev sat sidste efterår. Men dog i live, hvilket er et mindre mirakel og vidner om peberrodens overlevelseskraft og hvorfor den er frygtet af nogle haveejere. Nu KUNNE det jo være min hårdhændede behandling, der også har været medvirkende til det sørgelige resultat. Det vil jeg ikke afvise. Og vil formentlig lade roden vær...