Opslag

Viser opslag fra juni 6, 2013

En af byens haver - Tivoli Hotel

Billede
Vil lige slå et slag for en af de gratis glæder i København: Tivoli Hotels taghave/park! Byrum og byhaver er jo mange ting, men synes det er fantastisk, at der findes sådanne åndehuller i byen. Oven i købet som en del af et gennemført kommercielt projekt som et hotel og konferencecenter. (Godt nok ikke helt frivilligt; Københavns Kommune var temmelig insisterende...) Men resultatet er i dag, at der er et "hemmeligt" grønt strøg  henover tagene på bygningerne langs Kalvebod Brygge, med start ved SEB's bygning i et stiliseret svensk landskab, videre gennem Rigsarkivet grafiske og minimalistiske, runeinspirerede præriebede, til man når Tivolis fine anlæg med masser af ikoniske indslag, med mange referencer til den "rigtige" tivoli-have. Efter planen skal strøget fortsættes ved de næste byggerier - vi venter med spænding!

Overvældende Storkenæb

Billede
Er der en plante der fortjener respekt, så er det Storkenæb. Jeg imponeres altid over denne plante, der forandres fra ...ja, nærmest ingenting... til imponerende frodige puder af fine fligede blade og skyer af blomster. Især denne blå sort (som jeg ikke lige har navnet på) er fantastisk. Næsten lidt for pladskrævende her i beddet hvor alle må kæmpe om pladsen. Den lilla (som jeg heller ikke har navnet på) er lidt mere ydmyg og får altid nogle orange/rustrøde blade, så den ser halvvissen ud. Men de er i hvert fald en fornøjelse nu, hvor vi gerne vil have blomster at nyde! Og så kan man jo altid forsøge at fremprovokere endnu en blomstring ved at klippe dem ned når de er ved at afblomstre...men jeg kan ikke altid nænne det, og ender med at være for sent ude med saksen...