Opslag

Viser opslag fra oktober 14, 2013

Dahlia på vinterferie

Billede
Så er det blevet tid til at få reddet dahliaerne fra den grumme danske vinter. Jeg har jo sat dem i plantekasser - i øvrigt sammen med Kæmpejernurt - og det har fungeret ganske godt! De har vokset sig voldsomt store over sommeren og jeg kan da komme i tvivl om de overhovedet kan få plads i plantekasserne næste år. Det er ret hyggeligt at se dem over jorden igen. Jeg kan faktisk kende dem - de har åbenbart hver sin særlige facon. Lidt som når man kender en særlig næse eller sjove ører!  Det er dog ikke sikkert, at de allesammen kommer i jorden, for nogle af dem er simpelthen for små til denne placering - og heller ikke de bedste farver eller former... når nu de skal stå sammen. Men alligevel skal de selvfølgelig bevares - nogle kan måske få en fremtid i en krukke eller måske  en anden have.