HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Jeg har jo helt glemt at vise min nyeste(!) pergola frem!  Det er en fin, mindre udgave af "spiseplads-pergolaen", med nogenlunde samme konstruktionsprincip. Det er en let overdækning, som skal dele den bagerste del af haven op som et selvstændigt rum, og danne et lille, nyt haverum ud for udgangen til haven. Det har hele tiden været ønsket, at det kunne blive skabt en lille niche hvor man kunne sidde lidt i læ og nyde morgensolen. Der har været diverse midlertidige installationer, men nu er rummet kommet på plads. Det er et skønt sted at sidde og der er noget særligt hyggeligt ved at sidde under et "tag" - også selv om det blot er nogle skyggegivende lameller. På bagsiden er arbejdsbordet blevet integreret så der nu er at godt og solidt sted at stå og rode med potter eller lege værksted. Pladen kan fortsat tages af og sættes på bukke hvis der brug for mere albuerum - eller en opdækning til østersparty i haven! Nu skal den blot få lov at bli...

Dahlia eller geogine? Hvilket navn er mest passende? I mine ører er det helt klart Dahlia - og her kommer forklaringen: Hvis nogen skulle være i tvivl, så dækker navnene præcist det samme. Rent historisk refererer dahlia til svensken Dahl og geogine til russeren Georgi. Men for mig handler det om noget helt andet, nemlig de associationer navnene giver.  Når jeg hører ordet Geogine, så ser jeg sådan en koket frøken for mig. Sådan en 1800-talsdame med krinoline og tætknappede bluser helt op under hagen. Den slags damer, som godt nok var pyntede, men på sådan en stram og kontrolleret måde. Lyder det som den farverige og overdådige blomst? Nope. Dahia så? Ja, der ser jeg mere sådan en Baywatch-babe for mig. Sådan en dame med lidt for meget makeup, lidt for stort hår og ikke mindst en fysisk fremtoning, som er korrigeret for alle fejl og mangler, og som trodser alle naturens love - inklusiv tyngdeloven - med god hjælp fra plastkirugen. Som bare er for meget , men også umulig ...

Den var ellers så fin pergolaen. Og der var lagt en del timers arbejde i den - endda på trods af hold i ryggen. Men der var også en vis tvivl. Var den nu landet helt rigtigt? Efter nogen overvejelse blev beslutningen taget: pergolaens lameller skulle skiftes ud. Og så var det ellers bare om at gå igang og få det gjort. Det er den værste type af arbejde: At gøre noget om, man lige HAR lavet! Men erfaringen siger, at det gælder om få rykket så snart man kan se at noget er galt...enten begynder man at "vænne sig til det" og lærer at "leve med det". Eller også så er kimen lagt til mange års ærgelser over at man ikke gjorde noget i tide. Så lamellerne røg ned. Og hvorfor så det? For det første begyndte de ret hurtigt at vride sig, nogle af dem allerede mens de blev monteret - det ville vi ikke kunne holde ud at se på i længden. For det andet kom vi mere og mere til at holde af det rå træ - altså uden maling. Og for det tredje, så skyggede lamellerne ikke nok. Ell...

Man skal vist være ualmindeligt tungnem, for ikke at have opfattet, at der netop er foregået noget helt usædvanligt i den danske haveverden. Haveselskabet har arranget et stort haveshow, CPH Garden, efter forbillede fra de engelske af slagsen! Instagram, Facebook og havebloggene er svømmet over med lækre fotos, referater af hvem, der vandt hvad, og hvad haveshowet har budt på af indhold eller mangel på samme. Så det undlader jeg at bruge krudt på! "CPH-stenen" udført af Helle Nørby Selvfølgelig er det Chelsea, der er den store inspiration, men det er mit indtryk, at man ikke ville forsøge at konkurrere med den store diva - det ville også være en uværdig kamp. I stedet har man forsøgt at finde sin egen, danske version. Havefolkets svar på Roskilde. Kniber man øjnene sammen og træder et par skridt tilbage, så er det vist lykkedes ret godt. Haveselskabet kan i hvert fald godt klappe sig selv på skuldrene! Eller i hvert fald den ene. Ikke helt n...

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE! Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild! Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket . Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har genne...

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og... Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering. Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig s...

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder. Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...). Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilb...

I nogle lande er det med påske en betydeligt større ting end den er her hos os i Danmark. Tyskerne har feks. en stor tradition for at dekorere hus og have i påsken. Hundredevis af æg hænges på træer og buske og tilfører med et trylleslag en gang fest og farve til de endnu ret nøgne haver. Her til lands er vi lidt mere beherskede, men jo tættere på grænsen du kommer i det sønderjyske, jo større er sandsynligheden for at se en påskehave. Jeg er ikke blevet grebet af den tendens endnu, men jeg gætter på at det vil gribe om sig, på linie med de julepyntede (for)haver.  God påske til Jer alle!

Overskriften på dette indlæg var også titlen på et seminar jeg deltog i sidste fredag. Det hører til sjældenhederne, at jeg gør den slags, men det her lød så interesant, at jeg måtte med. Udgangspunktet var den nye museumsbygning ved Moesgård ved Århus, og de overvejelser man havde gjort sig i projektet om hvordan man bygger videre på et kulturlandskab, som indholder så mange kulturhistoriske spor og som landskabeligt også har en unik kvalitet. Og hvad man så gør fremadrettet, når man skal afveje bevaringsinteresser mod en aktiv brug af landskabet. Kristine Jensen har været landskabsarkitekt på projektet og hun var også arrangør af seminaret. Og så var hun min lærer på Arkitektskolen i sin tid og min vejleder til mit afgangprojekt! Hendes projekter er ofte enkle og skåret ind til benet - og netop derfor stærke i sit udtryk. Jeg har tidligere vist hendes blomstrende oval til Århus Festuge i 2014 - Park Paseo . Området omkring Moesgård har i over 100 år været et yndet ud...