Moesgård, alle tiders landskab

Overskriften på dette indlæg var også titlen på et seminar jeg deltog i sidste fredag. Det hører til sjældenhederne, at jeg gør den slags, men det her lød så interesant, at jeg måtte med. Udgangspunktet var den nye museumsbygning ved Moesgård ved Århus, og de overvejelser man havde gjort sig i projektet om hvordan man bygger videre på et kulturlandskab, som indholder så mange kulturhistoriske spor og som landskabeligt også har en unik kvalitet. Og hvad man så gør fremadrettet, når man skal afveje bevaringsinteresser mod en aktiv brug af landskabet.

Kristine Jensen har været landskabsarkitekt på projektet og hun var også arrangør af seminaret. Og så var hun min lærer på Arkitektskolen i sin tid og min vejleder til mit afgangprojekt! Hendes projekter er ofte enkle og skåret ind til benet - og netop derfor stærke i sit udtryk. Jeg har tidligere vist hendes blomstrende oval til Århus Festuge i 2014 - Park Paseo.

Området omkring Moesgård har i over 100 år været et yndet udfluktsmål for byens borgere - også længe inden herregården Moesgård blev omdannet til museum. Her er man taget ud for at bade, gå tur i skoven og få kaffe og frokost på Skovmøllen. Det har med andre ord været betragtet som en del byens grønne rum og kommunen ejer da også nu en god del af Marselisskoven.

Herregårdslandskabet omkring Moesgård er relativt uberørt, hvilket især skyldes en landskabsfredning - den såkaldte Fulden-fredning. Du kan læse mere om fredningen her: Fulden og Moesgaard

En af de ting der er til diskussion er: Skal man fælde alleen og plante en ny? Den er oprindeligt dimensioneret til at herskabet og gæster kunne få en passende ankomst til gården i karet. Men det harmonerer dårligt med moderne køretøjer - herunder tusistbusser - i begge kørselsretninger. Træerne har desuden nået en alder hvor tiden de har levet, overstiger den tid de har tilbage... Retfærdiggør det en fælding? Eller skal tiden bare gå sin gang?

Der har været gjort mange overvejelser om hvordan den nye bygning kunne placeres og lægges ind i landskabet. Det er et stort volumen, uanset hvordan man griber det an, vil det være et markant indslag i landskabet. Grebet med at lægge det ned i bakken er lykkedes rigtigt godt - ikke kun fordi det visuelt synes mindre, det understreger også landskabets forløb.

Det store græstag gør hele fladen til et sted for ophold og leg (du kan godt se en lækker kælkebakke, ikke?). Men det fungerer også som en udsigtsplatform, som nu gør det store landskab tilgængeligt. Fantastisk udsyn over skovene, skråninger og bugten!

Det er helt bevidst, at arealerne omkring museet er udlagt som grøn græseng. Inden man påbegyndte byggeriet, blev der foretaget en omfattende registrering af planter og græsser, med henblik på at kunne reetablere arealerne igen med samme flora og med samme vedligeholdsstrategi som omkring Moesgaard i øvrigt. Det blev også diskuteret: Skal sådan et rekreativ område tilbyde flere funktioner? Eller skal man tvært imod begynde at tænke i at presse nogle brugere væk for at skåne arealerne? Feks. mountainbikes, heste - eller noget helt andet vi slet ikke kender endnu.

Befolkningstallet stiger i Århus og byen fortættes - man ønsker ikke at byen skal udvide sig ud af, men i stedet skal der bygges højere, tættere og inddrages "tomme" arealer indenfor byzonen. Det er jo umiddelbart godt i forhold til at bevare området omkring Moesgaard og holde det fri for nyt byggeri. Men det vil paradoksalt nok gøre brugen af området mere intensiv, for det vil bla. være her byens borgere vil søge hen for at bruge stedet som rekreativt rum. Skal man gøre tilgængeligheden større med mere parkering, flere busforbindelser, bredere veje og bedre cykelstier? Eller skal man netop undlade at gøre noget, så det hæmmer benyttelsen, at det er så besværligt at komme til?

Så er der jo hele diskussionen om hvilket natursyn man skal anlægge til sådan et rekreativt rum, som er så fyldt af kulturhistoriske lag. I de områder der er omfattet af fredningen lægges der op til en fastholdelse af det eksisterende. Man bruger og plejer området på en måde så det ligner et landskab omkring en "rigtig", fungerende herregård. Nogle ser gerne, at naturen i højere grad fik lov at passe sig selv - også selv om det betyder, at de elementer, der kræver menneskelig indblanding for at beholde deres udtryk, vil gå i opløsning.

Parken skal få lov at falde hen og vokse vildt, allé-træerne skal falde hvor de falder - når de falder. Andre vil tvært imod stramme de landskabelige træk op, der også har en arkitektonisk værdi endnu tydeligere op - og bygge videre på dem. Feks forstærke allerne, forlænge dem og plante nyt - som man har gjort langs vejen op til det nye museum. Rydde en passage i skoven, så der (igen) etableres et kig fra hovedbygningen på Moesgaard helt ud til bugten. Kristine Jensen er fortaler for det sidste - og jeg er enig. Sådan et landskab er resultatet af kontinuerlige til- og fravalg, og dem der batter, er dem der tegner landskabet eller kulturhistorien tydeligere op!

Jeg fik lidt ny energi på arkitekt-batterierne ovenpå denne dag og det var fedt! Og tiltrængt :-)