Det nye bed – sådan blev det

Jeg anlagde et nyt bed her i foråret; nu skulle en del af terrassen ofres til fordel for mere jord og planter. Tror vist godt vi kan sige, at jeg ikke har fortrudt den beslutning et eneste sekund – måske kun at jeg ikke har gjort det for længe siden!

Anledningen var egentlig, at der var nogle planter der fortjente lidt bedre placering – bl.a. i erkendelse af at alt efterhånden har vokset sig så tæt, at det begynder at blive en udfordring at få lys nok til alle planter. Desuden kunne vi godt udnytte pladsen bedre, så der var mulighed for lidt flere forskellige oplevelser i den lille have.

Ud af de overvejelser opstod et firkantet bed i slutningen af maj måned foran det gamle æbletræ. Det har givet en rigtig fin krog hvor man naturligt søger hen for bare at sidde lidt – og bare kigge – lytte til fuglene – eller få en tår kaffe i morgensolen.

Bedet er tænkt til primært at blive domineret af Solhat og Violfrøstjerner. Jeg synes de to klæder hinanden så godt: Solhattens svævende, rosa skiver og Violfrøstjernernes skyer af pink prikker i luften.

I år har jeg så også kastet en håndfuld limefarvede Zennia, nogle Kæmpe Jernurt og udplantet nogle Ærenspris i bedet, samt en dahlia i hvert hjørne. Den ene kom ikke… men de andre kvitterede med en masse rosa, pink og orange blomster – den sidste skulle egentlig have været sart gul, men sådan kan man jo få små overraskelser af og til. Alt i alt endte det helt uventet som et Kenzo-bed og man kunne da føle sig fristet til at videreføre dette til næste år.

Men jeg skal jo lige huske formålet: at redde lyshungrende planter frem i solen. Det gælder også den hvide pæon der har kæmpet denne sommer med at konkurrere med hortensiaerne under æbletræet – den SKAL flyttes her i efteråret. De hvide staudevalmuer jeg såede i vinter er også sat i dette bed og er tænkt til at optræde i de første sommermåneder. Og så er der indkøbt hvide tulipaner til at klare foråret… Lyder som om der allerede er pladsmangel… måske jeg skal se mig om efter et nyt bed?