HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Det er en årlig krise. Dahliaerne er klappet sammen efter den første frost, og nu starter kapløbet om at få sikret knoldene på bedste vis, så de kan give glæde næste år igen. Her plejer det så at handle om at få gravet knoldene op, tørret og renset af, for så at pakke dem ind i aviser og slæbe dem op på loftet. Men ikke i år. Jeg satser det hele - og lader knoldene blive i jorden. Hvorfor så det? Det er selvfølgelig meget nemmere. Og det er den væsentligste grund. Men det er også en kalkuleret risiko, for jeg tror selvfølgelig på, at det nok skal lykkes. Det er der flere grunde til: 1. Jeg har fundet en god placering bag carporten, stik syd og delvist under udhænget. Her er dahlierne lykkedes på bedste vis i nogle år nu. Risikoen for at det hele bundfryser mener jeg er mindst her. 2. Her langs fundamentet er der masser af grus i jorden og det er meget veldrænet. Knoldene vil ikke stå og soppe i vand, selv om vi skulle få et vådt vinterhalvår. 3. Jeg gør lidt ekstra for at sikre k...

Dahlia eller geogine? Hvilket navn er mest passende? I mine ører er det helt klart Dahlia - og her kommer forklaringen: Hvis nogen skulle være i tvivl, så dækker navnene præcist det samme. Rent historisk refererer dahlia til svensken Dahl og geogine til russeren Georgi. Men for mig handler det om noget helt andet, nemlig de associationer navnene giver.  Når jeg hører ordet Geogine, så ser jeg sådan en koket frøken for mig. Sådan en 1800-talsdame med krinoline og tætknappede bluser helt op under hagen. Den slags damer, som godt nok var pyntede, men på sådan en stram og kontrolleret måde. Lyder det som den farverige og overdådige blomst? Nope. Dahia så? Ja, der ser jeg mere sådan en Baywatch-babe for mig. Sådan en dame med lidt for meget makeup, lidt for stort hår og ikke mindst en fysisk fremtoning, som er korrigeret for alle fejl og mangler, og som trodser alle naturens love - inklusiv tyngdeloven - med god hjælp fra plastkirugen. Som bare er for meget , men også umulig ...

Sommeren er vist ovre for i år. Luften er blevet en anden og dagene er blevet markant kortere. Og det bliver kun værre... Men man kan da glædes over at der stadig er gang i det derude. Feks. mine kinesiske Sankthansurt, som har klaret sig fint. også på trods af de larver der gnaskede i dem i foråret. Den selvsåede ruccolas blomster er løbende blevet fjernet for at begrænse frøsætningen. Men nu lader jeg dem sidde en tid, for de er da smukke? Sidste år samlede jeg planterne i det store bed i større grupper af samme slags. Effekten er rigtig fin på bla. Sankhansurten, som gør sig i store flokke. Mine dahlia har skuffet i år! Lagde ellers godt ud med at få dem drevet fint frem i foråret (de blev plantet i potter i år). Men det er kun 2 af dem der har blomstret - og det kun sparsomt. Jeg har ikke gødet hele sommeren, for jeg har læst at det får planterne til blot at skyde masser af blade - men ingen blomster. Ved ikke om jeg tror på den længere. I hvert fald har jeg givet dem...

Jeg anlagde et nyt bed her i foråret; nu skulle en del af terrassen ofres til fordel for mere jord og planter. Tror vist godt vi kan sige, at jeg ikke har fortrudt den beslutning et eneste sekund – måske kun at jeg ikke har gjort det for længe siden! Anledningen var egentlig, at der var nogle planter der fortjente lidt bedre placering – bl.a. i erkendelse af at alt efterhånden har vokset sig så tæt, at det begynder at blive en udfordring at få lys nok til alle planter. Desuden kunne vi godt udnytte pladsen bedre, så der var mulighed for lidt flere forskellige oplevelser i den lille have. Ud af de overvejelser opstod et firkantet bed i slutningen af maj måned foran det gamle æbletræ. Det har givet en rigtig fin krog hvor man naturligt søger hen for bare at sidde lidt – og bare kigge – lytte til fuglene – eller få en tår kaffe i morgensolen. Bedet er tænkt til primært at blive domineret af Solhat og Violfrøstjerner. Jeg synes de to klæder hinanden så godt: Solhattens svæven...

Når man bliver en undermåler i forhold til en grøn sag. Juni er virkelig måneden hvor man gang på gang forundres over den voksekraft og vitalitet der pludselig griber de stauder, der for et øjeblik siden var helt usynlige og måske kun afslørede deres eksistens med de visne pinde fra sidste års vækst. Nu er det ikke mit erklærede mål at avle rekordvækster - den slags overlader jeg til andre. Men det har dog været en bevidst strategi at vælge planter, der kunne lade mig nyde horisonten indefra huset om vinteren i brændeovnens varme, men samtidig skærme af og danne et mindre, tættere rum om sommeren.  Til det formål er højdespringerne geniale, for selv om de rager godt op i vejret, danner de kun et let filter, sagtens lader øjet følge landskabet udenfor. Lad os præsentere holdet: Fingerbøl,  Digitalis .  En af mine favoritter! (Men svær af fotografere i vestenvind...) Har i år sikret mig en rimelig bestand af selvsåede planter, så næste års blomstring ...

Dahliaer. Hvor er de en kilde til mange glæder - og frustrationer. Store glæder når de overrasker med deres overdådige og nærmest dekadente blomstring. Og frustrationer når de skal klare sig igennem en dansk vinter med den helt rette opbevaring. Lige nu står den på frustrationer...i år er deres hvileophold ikke gået efter planen. Forsøgte mig i efteråret med en (troede jeg) ideel nedpakning i en gammel kapillærkasse. Frostsikker og med lufthuller til cirkulation. Men da jeg nu har hentet knoldene frem fra gemmerne må jeg konstatere at den løsning ikke skal gentages: flere af dem er rådnende, svampede klumper, der på ingen måde bliver til farvestrålende blomster. Nogensinde. Heldigvis har nogle overlevet. Og heldigvis har jeg nu haft et påskud til at investere i nye dahliaer. Og heldigvis er prisen jo efterhånden overkommelig... Dahliaer skal der i hvert fald være i haven i år! Så nu er alle knolde, gamle og nye, sat til "vækning" i plantemuld i skuret - vi tage...

Så er det blevet tid til at få reddet dahliaerne fra den grumme danske vinter. Jeg har jo sat dem i plantekasser - i øvrigt sammen med Kæmpejernurt - og det har fungeret ganske godt! De har vokset sig voldsomt store over sommeren og jeg kan da komme i tvivl om de overhovedet kan få plads i plantekasserne næste år. Det er ret hyggeligt at se dem over jorden igen. Jeg kan faktisk kende dem - de har åbenbart hver sin særlige facon. Lidt som når man kender en særlig næse eller sjove ører!  Det er dog ikke sikkert, at de allesammen kommer i jorden, for nogle af dem er simpelthen for små til denne placering - og heller ikke de bedste farver eller former... når nu de skal stå sammen. Men alligevel skal de selvfølgelig bevares - nogle kan måske få en fremtid i en krukke eller måske  en anden have.

Efter meget skiftende resultater med dahlia, må jeg konstatere at mit forsøg med plantekasser har givet bonus! Alle 6 stk. har klaret den fint (på nær noget sneglebid), alle har mange knopper, og de 5 har blomstret. Her i haven er alt typisk 14 bagefter resten af landet , så det er vist meget godt! Jeg har et lidt anstrengt forhold til alle de farver og faconer på dahlia og har bestemt forsøgt at udvise mådehold da de blev anskaffet... Alligevel er der ikke den store harmoni i det "bed" - løvfarve, højde, farver og typer stritter lidt i alle retninger. Alligevel er det en stor tilfredsstillelse at se dem skyde i højden og udfolde deres små-vulgære blomster, der ligner noget fra en tropisk regnskov - og ikke en forblæst lille vestkysthave! Bisty Snowflake Excentrique Dahlia har fået følgeskab af nogle Zinnia i år Også Kæmpe Jernurten har fået et par pladser her...De klæder ikke de dominerende dahlia...men giver dog lidt luftig lethed til arrangeme...