HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

I de sidste mange år har der været opført et egnsspil i Tønder Kommune, hvor lokale kræfter opfører et spil med udgangspunkt i egnens historie. Handlingen har relation til stedet hvor stykket opføres - og i år lagde Schackenborg bygninger til som kulisse. Jeg benyttede lejligheden til lige at skridte omgivelserne af... det er jo ikke hver dag man kommer på denne side af lågen! Den del af haven - eller skulle man sige parken?- der var tilgængelig, var den østlige del, der er bygget op omkring en akse der udgår fra slottets smukke, barokke indgangsparti til en gitterlåge, der afslutter anlægget mod øst. Aksen markeres af meterhøje klippede, cylinderformede taks og en bort på hver side med stauder og roser. "Indbyggede" fakler slår takten an langs bedene. Langs den ene side ses et rektangulært bassin, men ellers er anlægget helt enkelt og uden særlige elementer. En undtagelse herfra er et fint drivhus, der læner sig op af den lange bygning, der flankerer aksen mod no...

Så flyttede solsortens teenagere hjemmefra! Og efterlod en gave til værten: en gang rengøring af skuret - for selvfølgelig endte det med en overskidning af hele hytten. Formentlig fra den sidste efternøler, der ikke rigtigt kunne få luft under vingerne... Begge forældre har sørget for at de fik rigelig med næring - men hannen var noget af en tøsedreng, og flaksede væk når man nærmede sig. Der er trangt i det lille hjem. Tak for husly - de søde små har efterladt en række minder...

Selvgjort er velgjort siger man... Der er vel ikke altid rigtigt, men sandt er det, at der er en særlig tilfredsstillelse i at se planter vokse frem, som man selv har sået. Særligt stort er det, når det så også har indebåret en del møje og besvær... Men nu kan vi glæde os over de ordentlige moppedrenge af nogle blomster som mine orientalske valmuer har kvitteret med. Kæmpe er de! Fint hvide med en mørk midte med de kendetegnende sorte markeringer i bunden af blomsten. Egentligt forbavsende stive i stilken og med robuste kronblade. Og altså kæmpe, kæmpe og en stor overraskelse når man sammenligner med blomsterkapslen.

Når man er en travl musvit-familie med huset fuld af skrigende unger er det da ok at ty til fast food engang imellem. Så selv om man ellers vil arbejde hårdt for at finde larver og andet godt og nærende, er det da klart at man også tager det lidt nemme engang imellem! Timers underholdning - sådan nogle små fyre kan man slet ikke lade være med at sidde og se på og nyde!

Vupti! Så var der pludselig en rede på en hylde inde i skuret! Og vupti - så var der også en solsort, der vagtsomt følger ens bevægelser for at tjekke om man er ven eller fjende. Og som ellers forsøger at gøre sig usynlig ved ikke så meget som at blinke med øjnene. Det er da også frækt af sådanne mennesker pludselig at dukke op når man ellers har haft hele skuret for sig selv i flere dage. Uden forstyrelser. Og nu: skramlen med potter og krukker og brænde og... Vi giver solsorten tålt ophold indtil videre og håber ungerne kommer ud renlige og velopdragne.

Tulipaner er godt nok nogle sære nogen! De er lidt utilregnelige synes jeg. Feks ved at de kan finde på at skifte farve - det har jeg prøvet. Eller at de ikke kommer overhovedet - det har jeg også prøvet. Eller at de kommer - men ikke sætter blomster - det har jeg også prøvet. Men hvad så med denne her: de sætter en lang rodstængel i stedet for at danne sideløg? Dén var ny! Det drejer sig om mine små Toronto, der som sædvanligt har stået vinteren over i plantekasserne og som sædvanligt har blomstret så gavmildt her i foråret. Men da det var tid til at hive dem op for at give plads til Klokkerankerne mødte der mig et underligt syn: Hele jordklumpen var hævet 5-10 cm fra kassens bund af nogle hvide stængler... De minder lidt om hvide asparges - sprøde og nemt ved at knække. Nederst har de en ansats til et løg. Jeg gætter på det er tulipanens måde at forsøge at komme længere ned i jorden på? En strategi som altså ikke lykkedes, for under jorden var der jo blot flamingo. Men hvo...

Gang på gang bliver man forundret over de flotte haver der gemmer sig rundt omkring landet. I lørdags var jeg på besøg i en af dem, nemlig Rodendronhaven i Rens. Vejret var ikke det bedste - men det kunne nu ikke ødelægge dagen! Haven er en privat villahave hos Tove og Jørgen Jørgensen, der bid for bid har omdannet hele grundet til en perlerække af surbundsbede. De viser gerne haven frem og deler ud af deres erfaringer, så det er ikke kun øjet, der bliver stimuleret ved et besøg. I tiden hvor de mange rhododendron og azaleaer blomster holder de åbent dagligt - men tjek deres hjemmeside for åbningstider. Noget man bemærker straks er de sirligt skårne kanter, der strammer det frodige grønne rum gevaldigt op. En disciplin jeg ALDRIG ville kunne have. Ifølge parret er det dog også her det meste havearbejde ligger - selve bedene er så tætte efterhånden, at det er begrænset hvor meget der skal luges der. Haven har nogle og 30 år på bagen, så der er også nogle velv...