Gå videre til hovedindholdet

De skønne valmuer

Selvgjort er velgjort siger man... Der er vel ikke altid rigtigt, men sandt er det, at der er en særlig tilfredsstillelse i at se planter vokse frem, som man selv har sået. Særligt stort er det, når det så også har indebåret en del møje og besvær...

Men nu kan vi glæde os over de ordentlige moppedrenge af nogle blomster som mine orientalske valmuer har kvitteret med. Kæmpe er de! Fint hvide med en mørk midte med de kendetegnende sorte markeringer i bunden af blomsten.

Egentligt forbavsende stive i stilken og med robuste kronblade. Og altså kæmpe, kæmpe og en stor overraskelse når man sammenligner med blomsterkapslen.







Kommentarer

  1. Divaer i haven, har også prøvet at så staudevalmuer, købte frø det skulle havde været Pattys plum, men var alle orange da de efter 2 år endelig bar blomst......behøver jeg at sige de blev kasseret. Men vil da prøve igen, for helt forførende i strutskørt det er de.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. ORANGE!!? Den forbudte farve! Men jo faktisk ved at være ret trendy på linie med de gule og røde farver. :)
      Vil nok også forsøge mig med en Pattys Plum hvis vi engang får mere jord - den er jo fantastisk.

      Slet
  2. Den store flotte valmue er også en af dem jeg har i haven, og man bliver så benovet over dens skønhed og styrke, mine har holdt til både regn og storm siden de begyndte at blomstre. Man fascineres også over hvor de kæmpe knopper.
    En diva med en fængslerne skønhed :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Diva er netop ordet! Skrøbelig udenpå - men sej og livskraftig indeni ;)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Dahlia - havens duller

Dahlia eller geogine? Hvilket navn er mest passende? I mine ører er det helt klart Dahlia - og her kommer forklaringen: Hvis nogen skulle være i tvivl, så dækker navnene præcist det samme. Rent historisk refererer dahlia til svensken Dahl og geogine til russeren Georgi. Men for mig handler det om noget helt andet, nemlig de associationer navnene giver. 
Når jeg hører ordet Geogine, så ser jeg sådan en koket frøken for mig. Sådan en 1800-talsdame med krinoline og tætknappede bluser helt op under hagen. Den slags damer, som godt nok var pyntede, men på sådan en stram og kontrolleret måde. Lyder det som den farverige og overdådige blomst? Nope.


Dahia så? Ja, der ser jeg mere sådan en Baywatch-babe for mig. Sådan en dame med lidt for meget makeup, lidt for stort hår og ikke mindst en fysisk fremtoning, som er korrigeret for alle fejl og mangler, og som trodser alle naturens love - inklusiv tyngdeloven - med god hjælp fra plastkirugen. Som bare er for meget, men også umulig at ignorere og …

Et nyt spejlbassin

Jeg har længe været meget optaget af spejlbassiner og hvad vand og reflektioner kan tilføre en have. Nu opstod der så en for at få netop sådant et i forbindelse med at vi har ændret lidt på terrassen og anlagt nye bede. Det ene blev i stedet delvist til et lavt bassin og her kan du se hvordan det blev til!

Bassinet, som det så ud da det netop var færdigt - spejleffekten er super! Både for at spejle himlen, men også de planter der kommer i det smalle bed langs med bassinkanten. Bænken foran bliver en ny ynglingsplads tror jeg.
Udgangspunktet er kanten af herregårdssten, der er taget op af terrassen. Her er de lagt op i en prøveopstilling. Siden er de blevet monteret med fliseklæber - undtaget øverste lag omkring bassinet. Det vender jeg tilbage til.
Bassinet bliver foret med insilagefolie. Vi havde noget liggende fra afdækningen på loftet da stråtaget blev skiftet. Det er sort, det er kraftigt, det er STORE stykker - og det var gratis. Fliserne blev omhyggeligt fejet, så der ikke kom ste…

En ommer... pergola version 2.0

Den var ellers så fin pergolaen. Og der var lagt en del timers arbejde i den - endda på trods af hold i ryggen. Men der var også en vis tvivl. Var den nu landet helt rigtigt? Efter nogen overvejelse blev beslutningen taget: pergolaens lameller skulle skiftes ud. Og så var det ellers bare om at gå igang og få det gjort. Det er den værste type af arbejde: At gøre noget om, man lige HAR lavet! Men erfaringen siger, at det gælder om få rykket så snart man kan se at noget er galt...enten begynder man at "vænne sig til det" og lærer at "leve med det". Eller også så er kimen lagt til mange års ærgelser over at man ikke gjorde noget i tide.

Så lamellerne røg ned. Og hvorfor så det? For det første begyndte de ret hurtigt at vride sig, nogle af dem allerede mens de blev monteret - det ville vi ikke kunne holde ud at se på i længden. For det andet kom vi mere og mere til at holde af det rå træ - altså uden maling. Og for det tredje, så skyggede lamellerne ikke nok. Eller re…