HYLDEBLOMST/KVAN CORDIAL

Lige nu blomstrer hylden (faktisk er det måske endda lige ved at være på det absolut sidste, hvis du skal nå at plukke de velduftende blomster). Det er så skønt med hyldeblomstsaft, det er bare smagen af sommer. Næst efter jordbær!





Men du kan med fordel også lave dig en skøn sirup - en cordial - af hyldeblomsterne. Og som altid bruger jeg også kvan hvor jeg kan, og netop i siruppen tilfører kvanen lidt skarphed og lidt kølige, mentholagtige noter, der klæder hylden rigtigt godt. 



Denne cordial (eller lad os bare kalde det sirup, for det er jo det som det er), er genial i drinks. Særligt med gin, is og en skvæt danskvand! Men du kan også bare bruge den i salatdressinger. Eller hvad med at hælde lidt over solmodne jordbær? Lækkert!



Opskriften er simpel og bygger på den basisopskrift på sirup, du kan bruge til alverdens ting: 1 dl vand til 100 g (rør-)sukker.

Her får du den komplette opskrift. Mængden kan lige akkurat være i en 70 cl snapseflaske:
  • 5 dl vand 
  • 500 g rørsukker 
  • 125 g hyldeblomstskærme (klip stilkene helt af) 
  • 20 cm stilk af kvan, skåret i mindre stykker
  • Atamon (hvis ikke du bruger siruppen indenfor en uge)
Giv sukker og vand et opkog, og rør til al sukker er opløst. Lad skærme og kvan koge med et par minutter, og derefter trække deri i 30 min/1 time. Filtrer. Jeg gør det gennem kaffefilter, fordi der er så mange urenheder, pollen osv, der kan gøre siruppen grumset når den ældes. Det tager en rum tid, men det er det værd. Gem på køl - og tilsæt Atamon, hvis du skal gemme siruppen længere end en uges tid.
God fornøjelse!




Er du på INSTAGRAM? Du kan følge mig der, hvor jeg løbende poster billeder fra haven eller fra de haver og steder jeg besøger. Min profil hedder henrik_mikaelsen_havehjernen og du finder den lige HER

Kommentarer

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære opslag fra denne blog

Larver i potter

ÆBLE ESPALIER - DO'S AND DON'TS

Rhododendronhaven i Rens