HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE! Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild! Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket . Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har genne...

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og... Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering. Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig s...

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder. Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...). Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilb...

I nogle lande er det med påske en betydeligt større ting end den er her hos os i Danmark. Tyskerne har feks. en stor tradition for at dekorere hus og have i påsken. Hundredevis af æg hænges på træer og buske og tilfører med et trylleslag en gang fest og farve til de endnu ret nøgne haver. Her til lands er vi lidt mere beherskede, men jo tættere på grænsen du kommer i det sønderjyske, jo større er sandsynligheden for at se en påskehave. Jeg er ikke blevet grebet af den tendens endnu, men jeg gætter på at det vil gribe om sig, på linie med de julepyntede (for)haver.  God påske til Jer alle!

Overskriften på dette indlæg var også titlen på et seminar jeg deltog i sidste fredag. Det hører til sjældenhederne, at jeg gør den slags, men det her lød så interesant, at jeg måtte med. Udgangspunktet var den nye museumsbygning ved Moesgård ved Århus, og de overvejelser man havde gjort sig i projektet om hvordan man bygger videre på et kulturlandskab, som indholder så mange kulturhistoriske spor og som landskabeligt også har en unik kvalitet. Og hvad man så gør fremadrettet, når man skal afveje bevaringsinteresser mod en aktiv brug af landskabet. Kristine Jensen har været landskabsarkitekt på projektet og hun var også arrangør af seminaret. Og så var hun min lærer på Arkitektskolen i sin tid og min vejleder til mit afgangprojekt! Hendes projekter er ofte enkle og skåret ind til benet - og netop derfor stærke i sit udtryk. Jeg har tidligere vist hendes blomstrende oval til Århus Festuge i 2014 - Park Paseo . Området omkring Moesgård har i over 100 år været et yndet ud...

I sommer fik jeg lavet et lille spejlbassin (det kan du se her:  Et nyt spejlbassin ). Jeg lovede dengang, at vende tilbage til det løbende, så det gør jeg nu! Det er jo ikke fordi der er meget at vise på denne tid. Det gustne foto fanger stemningen meget godt... Men jeg har været ret spændt på hvordan bassinet ville arte sig når det blev frostvejr. Det ved vi nu! Og det arter sig fint - heldigvis. Det er jo ikke så dybt, så selv når det bundfryser (som det har været nu), så presser det ikke synderligt meget på siderne. Med andre ord: kanterne ligger hvor de skal! Dugen skal også stå sin prøve - bliver den mør af frosten? Men det ved vi først til foråret.  Nu kan jeg så glæde mig over at studere den store isklump i bassinet. Ligeså facinerende vandfladen er om sommeren, ligeså spændende er det at fordybe sig i hvordan iskrystallerne dannes. Se hvordan tusindvis af små luftbobler er blevet fanget i isen og danner en solid masse af "have-champagne".  Blad...

Egentlig var det slet ikke dette projekt, der stod først for. Men tingene faldt sådan, at det rykkede frem i prioriteringen. Bla. at det er ret trættende at se på en stor sanddynge i haven. Så nu skulle der gøres kål på den, så mine nye bede kunne få sig lidt pænere omgivelser. Projektet har gået ud på at få omlagt belægningen ud for det gamle æbletræ og få afslutningen strammet op med en fast kant. Desuden skulle passagen ud til naboens mark have en anden løsning - det var efterhånden med livet som indsats, at man klemte sig igennem her. Den nye kant er sat, så den danner et forhøjet plateau for enden af det lange bed og frem til trinnet op til marken udenfor. Normalt bemærker man det ikke så meget, men haven er faktisk forsænket ca. 30-40 cm i forhold til marken. Det er fint i forhold til læ og gør faktisk også at vi ser "mere" af marken. Et FØR billede, inden det hele gik løs. Æbletræets rødder, mus og mulvarpe har efterånden fået undermineret belægningen....