HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

De 1,5 nye bede er nu etableret efter de sædvanlige mængder af blod, sved og tårer. Der er ikke meget, der går lige så enkelt som det er tænkt. Slet ikke når pladsen er trang; så ender man med at flytte på sten, jord og sand mange gange, fordi man lige må igennem nogle midlertidige placeringer ind imellem. Men der er jo kun 1 vej - fremad! Derfor er der nu nye bede i haven. YES! (Så mangler der bare nogle planter...) Designet  endte jo med, at jeg lavede 2 kopier af det firkantede bed jeg lavede forrige år. Det blev så kun til 1,5 bed, for det ene blev delvist transmogriffet til et spejlbassin (mere om det en anden dag). Proceduren var på denne måde prøvet før, så jeg kunne til dels bare trække på erfaringerne fra sidst. Vi tilstræber at bruge de materialer vi har, så udgangspunktet har igen været at bruge de sten vi piller op af terrassen til at sætte en kant om bedet. Med de dimensioner jeg har valgt går antallet næsten op...med lidt ekstra til lidt andre projekter...

Hvad er en have? Eller rettere: hvad skal en have være? For mig er det et sted, hvor man kan slappe af, slikke sol, spise og lave forskelligt praktisk arbejde. Altsammen omgivet af blomster, træer og buske, som giver skiftende oplevelser året igennem med dufte, farver og former. Set i det lys har det længe været et ønske, at inddrage noget mere af den belagte terrasse for at omdanne det til bede. Men da det er i lille have må de ikke blive for avancerede, for store eller ligge i vejen for færdsel og brug af haven i øvrigt. Jeg har derfor skitseret og skitseret. Målt op og lavet prøveopstillinger. Rettet og korrigeret. Tænkt om. Lavet om. Hoppet tilbage til gamle ideer. Skitseret og skitseret. Igen og igen. Hvorfor f..... skulle det nu være så svært!? Først og fremmest er det svært, fordi det er et lille rum. Og en god del af arealet er reelt færdselsareal. Dernæst er der en udsigt som skal bevares. Og så er der ikke megen hjælp at hente i husets facade... j...

Hvor er det dejligt, når man får en oplevelse, som er meget bedre end det man som udgangspunkt regnede med! Sådan én fik jeg i weekenden, hvor jeg var et smut i Blåvand. Egentlig var det fyrtårnet, der var målet. Men det kom jeg slet ikke op i, for der var noget der var mindst lige så spændende udenfor. Der er nemlig udstillingen "Wadden Tide"! Wadden Tide er en del af Vadehavs-festivalen. 12 værker af landskabskunst er udstillet, lavet af kunstnere fra hele verden. De har tænkt værkerne til stedet og de fleste tager udgangspunkt den unikke placering, nemlig på stranden og i klitterne nedenfor fyret ved Blåvand. Flere har mere eller mindre direkte referencer til Vadehavet. Jeg elsker den slags kunst, hvor den spiller op til natur og landskabet omkring den. Og især da hvor naturen eller naturfænomener er en del af værket. F.eks. værket  WIND SIGNS in G Major , hvor  Anna Schimkat  har opstillet en række bundter kloakrør på stranden som stor...

Så blev det tid til et facelift - på huset altså. I virkeligheden er der nok ikke den store forskel på den behandling du kan få på diverse skønhedsklinikker og så den huset er blevet udsat for. Det er alger, mos og skidt på murværket vi taler om, og der er ikke så lidt af den slags på sådan en gammel nordvendt facade. Det er ikke fordi det gør stor skade på murværket - men det er klart, at det kan holde på fugten på muren, som så giver grobund for ny algevækst, og så har vi skruen uden ende. Kønt er det i hvert fald ikke, så nu skal det væk! Processen startede for 14 dage siden med en oversprøjtning af facaden med algesæbe. Det skal have nogle dage til at virke - og så skal det selvfølgelig ikke skylles af i regnvejr. Altså var det mere held end noget andet der har gjort at muren rent faktisk var klar til afrensning her i weekenden. Man kan prøve at fjerne de døde alger med en stiv kost - men det batter ligesom ikke rigtigt. Så da vores murer tilbød, at vi kunne låne hans højt...

Det med beskæring er jo nærmest et religiøst spørgsmål. Og ligesom med andre religiøse spørgsmål er det svært at finde ud af hvem, der sidder inde med den helt rigtige fortolkning. Så man må lægge til og trække fra og så i øvrigt mærke efter: Hvad føles rigtigt? Når det gælder det gamle æbletræ, har jeg hidtil  foretaget beskæringen om vinteren  - omkring marts. Det skyldes dels, at det har været ganske voldsomme indgreb der har fundet sted. Vi snakker amputering af store grene og flere på én gang. Så det gav god mening at gøre det på et tidspunkt hvor saftspændingen er lav. Dernæst har der så været det rent praktiske: Det er simpelthen meget nemmere at beskære i vinterhalvåret hvor træet står nøgent og man tydeligt kan se dets struktur. Det er også meget nemmere at komme til rundt om træet på den tid af året. Ulempen er at det kræver en god del fantasi at forestille sig betydningen af den beskæring man laver. Man har ikke helt samme fornemmelse for ...

Det handler stadig om sten. Om den nye pigstenbelægning foran huset. Vi er færdige. Med stor streg under FÆRDIGE, for det har været et stort arbejde. Hårdt at slæbe sten og sidde bøjet og hamre og banke dem på plads, men så har vejret også drillet med regn i stride strømme eller ulidelig varme - med tilhørende invasion af gnavpanner og klæg. Men vi er færdige. Og resultatet er blevet ret godt faktisk. Synes vi selv i hvert fald...  Til det sidste var var der stor usikkerhed om der var sten nok. Den uendelige bunke viste sig ikke at være så uendelig endda. Om der var nok vil jeg vente med at afsløre... Nogle steder har vi måttet justere lidt på den gamle belægning - feks. her ved denne målerbrønd. Det er mit håb at affaldsspandene kan komme til at bo her , så vi slipper for at trække dem frem og tilbage når der er tømmedag. Hvis vi HUSKER hvornår der er tømmedag. Bemærk det fine dæksel. Selvfølgelig passer brønden ikke med belægningen, så den er nogle cm for lav. Nu ha...

Jeg stammer ikke. Men det er sådan det foregår når man lægger pigstensbelægning. Igen og igen vendes og drejes hver eneste sten og igen forsøger man at finde det helt rigtige placering til netop DENNE stump bjerg. Igen og igen bankes den på plads til den er i rette højde. Og så kan man gå videre til næste. Stenene er leveret af vognmand fra en grusgrav, hentet 20 meter nede i jorden hvor du finder sten der er rundede...men ikke runde. De er formet af landskabets bevægelser gennem tusind af år, afstrømning af isvand, indfanget i is igen, skurret rundt med en langsomhed som vores hjerner næsten ikke kan fatte. Til sidst er de så endt i dette lag i netop denne grusgrav, hentet af netop denne vognmand og læsset af i netop denne indkørsel. 1.5 ton.  Og så går man ellers i gang. En sten ad gangen. Og pludselig ligger der 1 meter. Så 2 og så mange. Hvorfor så dette besvær? Jo, den slags belægning hører ligesom med til sådan et hus! Det er nok den væsentligste forklaring. ...