Strandmalurt i bægeret

Det er sommer og alt må godt være lidt enkelt og nemt - også når det gælder mad og drikke. Samtidigt er det jo skønt når man kan bruge de ting som naturen stiller til rådighed netop nu, hvor sommersæsonen nok er ved at toppe.

Det gælder feks. snaps af Strandmalurt som i øjeblikket står og lyser i strandengene med sine stålgrå blade og kviste nogle hundrede meter fra vores have. En underlig voksagtig plante der ikke gør meget væsen af sig, men som er ret effektfuld i snaps. Og her behøver vi ikke lade den trække i måneder inden vi kan nyde resultatet - nej, vi taler blot timer, du!

Du behøver blot en enkelt kvist til en ½ flaske Brøndum Klar (det er som altid det jeg bruger til snaps). Lad det trække. Nu kan du så regulere smagen alt efter hvor længe de lader den stå. Efter 12 timer er den drikkeklar, men efter 24 timer er den mere blød og afrundet i smagen med flere nuancer. Herefter vinder den til gengæld ikke ved at trække yderligere - efter min smag.

Farven er let grønlig og bliver også mere grøn ved længere trækketid. Den skal som udgangspunkt ikke fortyndes og er en glimrende følgesvend til sommerens lette retter. Faktisk bør du sikre dig at den er drukket inden sommeren er ovre, for den vinder ikke ved lagring, tvært imod.

Den KAN lagres - men da bør du lave en lidt stærkere essens på flere stilke. Over tid vil den miste den fine grønne farve og gå over i ravgule toner i stedet. Men som sagt: nyd den hellere som den er NU! En lille advarsel: nogle siger de oplever lidt ubehag af denne snaps...det har jeg ikke selv oplevet og er nok tilbøjelig til at mene, at det nok kunne have noget at gøre med de mængder snaps man har indtaget... Velbekomme!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Larver i potter

ÆBLE ESPALIER - DO'S AND DON'TS

Rhododendronhaven i Rens