Gå videre til hovedindholdet

Forberedelse til beskæring

Nu er alle blade snart faldet af æbletræet og strukturen træder igen frem efterhånden som det grønne forsvinder. Sommerens sky af kraftige grønne blade er på retur og den store masse, der gav kølig skygge i de varme sommerdage,  lader nu igen lys trænge gennem grenene og ned til underskoven af Hortensia, Kvan og Violfrøstjerne.

Træet her i november


Træet har i år ENDELIG givet frugt igen - store flotte æbler. Så det gik uden sommerbeskæring. Havde ellers en plan om at begrænse antallet af vanris ved at fjerne dem i løbet af sommeren. Men må erkende at det kræver helt særlige talenter. Ikke det at svinge saksen - det kan alle - men at SE hvor man skal slå til er praktisk talt umuligt når man står med hovedet oppe i sådan en trætop. Man (jeg) mister ganske enkelt orienteringen og kan ikke se hvad der skal væk og hvad der skal blive. Så det bliver til 1 årlig beskæring - februar eller marts! Typisk en kold fornøjelse, men så er det nye haveår jo ligesom i gang. Og det er unægteligt noget nemmere at se hvor snittet skal ligge.

Snoren markerer hvor der skal saves til februar.


Men, men...i år har jeg dog været så snu at markere hvilke af de større grene der kan ryge og hvor snittet skal ligge. Ulempen ved vinterbeskæringen er jo at man skal være udstyret med enten en god hukommelse eller en god fantasi for at kunne "se" hvordan en gren tager sig ud med blade og den nye sæsons vækst... Det kan være svært sådan en vinterdag! Og jeg har i hvert tøvet mere end en gang inden sav og saks har fået lov at arbejde sig igennem en gren. Nu har jeg så bundet snore på de grene der skal væk - de kan fjernes uden at forstyrre træets proportioner og må vige til fordel for mere lys ind under kronen. Kom forår så vi kan komme igang!

Træet efter beskæring i marts




























Nogle af de flotte æbler - Ingrid Marie

Kommentarer

  1. Det er faktisk en god idé med snorene. Det er nemlig uligt nemmere at beskære med blade på træerne, men også meget besværligt. Spændende at se om det giver pote og flere og større frugter på træet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Altid hjerteskærende at klippe og skære i et træ. Så godt hvis man kan føle sig mere sikker på at man fjerner de rigtige grene :)
      God lørdag fra Henrik Havehjerne

      Slet
  2. Martsbeskæringen ser da helt god ud, i vore kolonihave beskar vi altid i denne paraplyform, hvor de lange 1 års ris blev klippet af i forholdet 2/3 helt væk 1/3 klippet til 3-4 knopper, nye 2års afkortes til igen 3-4 knopper, disse skud bærer så æbler på 3 års skud.
    Men det er et rigtig klippearbejde. både sommer og vinter.

    SvarSlet
  3. Hej Henrik
    Vi er stadig i en proces med at bygge træets krone op og få balance i træet. Det blev kraftigt beskåret og udtyndet for 4 år siden, og nu bruger vi det enkle princip at der højest må være 3 skud i hver forgrening og de afkortes til 2-3 knopper. I virkeligheden er det kun det ene skud der skal bevares - de øvrige er kun "forsikring" indtil 3. eller 4. år hvor grensættet fjernes helt. Det er så også derfor vi først nu begynder at få æbler på træet igen. Men der skal mange snit til - så man skal huske at slibe sin saks!
    Søndagshilsen fra Henrik Havehjerne

    SvarSlet
  4. Det er da en virkelig god ide at afmærke de grene der kan fjernes, vi burde også beskære vores paradisæbletræ, det er blevet alt for stort..... men det er nu ikke så nemt at gøre det rigtigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sussi
      Nej det er ikke nemt - men har hørt en klog mand sige, at hvis man er i tvivl: Så klip! Hvis man klipper en forkert gren af vil der komme en ny...men det kan jo godt nok tage nogle år :-)))

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…