HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

I skrivende stund er stråtaget ved at få den sidste finish. Med andre ord har jeg ikke set resultatet "live", men har modtaget nogle billeder fra vores tækker. Jeg må sige, at det pynter, at se huset uden stillads! Og uden pressening på. Og uden bunker af strå og andet affald rundt om huset. I dette indlæg får I en tur gennem denne del af renoveringen...og jeg må advare: der kommer stærke billeder hvis man er skidt-forskrækket! Foto: David Pegrim Lad os starte med at nyde resultatet so far. Taget var ikke ved at falde sammen før, men nu hvor det står nytækket må man sige, at det bare er FLOT når det er helt jomfrueligt lyst og med skarpe kanter! Allerede efter nogle måneder vil det få den grå-brune farve, som kendetegner stråtag, så det er med at nyde synet nu. Men der er jo noget der går forud...og det er jo at det gamle tag fjernes. Og murværket repareres. Og nyt strå lægges på. Det er noget der sviner: støv, strå og stumper af mursten og mørtel overalt! Folk i

Der er ikke plads til den store køkkenhave på vores grund. Vi producerer dog lidt eget grønt - bla. lidt rabarber. Det er nemlig netop sådan en lille ting som kan sprede stor glæde. Måske fordi det er noget af det første der kan høstes, og vi er så grådige efter den slags her i de første forårsmåneder? Men kan man få rabarberne til at give noget ENDNU TIDLIGERE?! Jeg har lavet et lille forsøg med at sætte dem i deres eget lille rabarber-drivhus. Det ser ud til at have sat lidt ekstra fut i dem! Til venstre : En plastkasse bliver placeret over den spæde rabarber d. 19. marts. Den er klodset lidt op med nogle småsten så luften kan cirkulere lidt. Og et par sten ovenpå for at blæsten ikke skal tage den! Til højre : D. 9. april er der kommet gang i væksten. Man kan se der er lidt lunere luft inde i boksen. Til venstre : D. 22 april. En lille kube af rabarber! Jeg tænker, at nu må den slippes fri, ellers vil jeg tro bladene begynder at tage skade af være klemt op mod plastik

Jeg gider ikke luge. Og jeg gider ikke se på jord, når jeg kan få blomstrendende planter i stedet. Derfor står væksterne ganske tæt her hos mig og til dels også i flere lag. Det kan jo give udfordringer når man skal flytte lidt på tingene. For nogle år siden fik jeg en staudespade - du ved, sådan en spade med et smalt blad, som man nemmere kan stikke ned i junglen af grønt, når man ønsker at flytte en staude. Den er rigtig god, men man skal stadig kunne vippe med den for at få plante og rodklump vristet fri. Under denne operation kan naboplanterne nemt komme til at lide overlast. Derfor ønskede jeg mig på et tidspunkt en pælespade! Det er sådan en anordning med 2 blade, der stikkes ned i jorden, drejes lidt rundt, klemmes sammen med en saksebevægelse og som så løfter en "prop" af jord op. Den er - som navnet antyder - beregnet til at grave huller til pæle. Men den er faktisk også ganske fiks til at liste ned omkring en staude eller et fejlplaceret løg og så med k

Dette er en haveblog, og derfor er fokus selvfølgelig på...ja haven. Men haven hører jo til et hus. Og huset har en historie og en arkitektur, som selvfølgelig har betydning for hvordan haven ser ud. I disse dage gennemgår huset en tiltrængt renovering, hvor der kommer nyt strå på den ene side af taget, ny skorstenspibe, frontspicet bliver rettet op og der kommer ny zink på. Så i dette indlæg kommer der altså meget mursten og meget lidt have. Så er du advaret! FØR : Huset er fra 1857 og er oprindeligt en skole. Det forklarer det markante parti der markerer hoveddøren: Et frontespice. Dette er lidt usædvanligt bredt og stort. Man lavede den slags partier i facaden for at sikre at brændende strå ikke skulle falde ned og blokere udgangen, hvis der skulle opstå brand. Gennem tiden er overdelen blevet lappet og repareret på sådan en måde at det fine profil er gået tabt.  EFTER : Efter mureren har været igang: Frontespicet har fået sin barokke og mere elegante afslutning tilb

...for nu blev det gamle æbletræ også beskåret. Det markerer endegyldigt at sidste sæson er ovre, når de strittende augustskud ryger af! Samtidigt må man jo også tvinge billeder frem af et træ i vækst, med blomstring og frugter, så man kan beskære de rigtige grene. Og den slags billeder for sit indre blik er slet ikke tossede...slet ikke! Nu ligger de afskårne grene og minder om, at man godt kan have brug for voldsomme kosmetiske indgreb hvis man er en ældre årgang og gerne vil have ungdommens figur og frugtbarhed. Ingrid Marie, som den gamle dame hedder, har undergået en foryngelseskur igennem de seneste år og er nu et fint og sundt lille træ med masser af personlighed. Augustskuddene er lange og lige, hurtigtspurtende skud, som træet sætter som en reaktion på beskæring. Det må man indstille sig på: når først du er begyndt på beskæring, må du fortsætte, for træets kompenserende vækst lukker helt af for lys og luft. Og hvad kan man så bruge det til? De krogede mindre

En af de markante forandringer vi lavede i haven for nogle år siden var, at fjerne et bræddehegn ud mod marken og erstatte det med et langt espalier af æbletræer. Jeg har samlet lidt op på erfaringerne med det, her 4 år efter. Jeg har valgt et æbleespalier i stedet for et hegn eller en hæk ud mod naboens mark, fordi jeg gerne ville have noget der var mere åbent end et hegn - bla så det var muligt at have stauder på skyggesiden. Samtidigt skulle det lukke af for indkik om sommeren - men give os udsigten tilbage igen om vinteren! At det så også kunne give os frugt var en ekstra bonus! Jeg har "snydt" og langt hen ad vejen brugt træets grene til at lave alle etager på en gang. Tænkte at jeg jo altid kunne fjerne dem og lade nye komme frem hvis der var brug for en bedre placering. Må dog konstatere, at træet ikke er så villig til at skyde fra stammen når først det er etableret, så vil man styre formen helt må man gå den slagne vej og danne en etage om året. Jeg må indt

Sådanne kolde og blæsende dage, som vi har haft i den seneste tid kan bedst tilbringes indendøre. Jeg har bla. bladret igennem mine billeder og blev fanget af de spejlbassiner jeg er stødt på i de seneste år. De kan jo noget ganske særligt, nemlig reflektere omgivelserne - og ikke mindst: Hente himlen ned! Strengt taget er dette ikke et spejlbassin, men et springvand. Bevægelse i vandet ødelægger reflektionerne, men jeg tænker faktisk at dette er meget smukkere som det står her uden sprøjteriet og i stedet kan gengive den smukke trappe og rammen af gamle takshække. Vi er i Barcelona i  Parc del Laberint d'Horta Samme idé i en moderne udgave. Dette er også et springvand: der er dyser over hele pladsen, der kan forvande den til et stort badeland. Men også her synes jeg det er stærkest når vandspejlet fra "pølen" bare får lov at stå alene. "Krystallen", Nykredit på Kalvebod Brygge, København. Samme form og tanke, men denne gang udført som et "ri