HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Når man bliver en undermåler i forhold til en grøn sag. Juni er virkelig måneden hvor man gang på gang forundres over den voksekraft og vitalitet der pludselig griber de stauder, der for et øjeblik siden var helt usynlige og måske kun afslørede deres eksistens med de visne pinde fra sidste års vækst. Nu er det ikke mit erklærede mål at avle rekordvækster - den slags overlader jeg til andre. Men det har dog været en bevidst strategi at vælge planter, der kunne lade mig nyde horisonten indefra huset om vinteren i brændeovnens varme, men samtidig skærme af og danne et mindre, tættere rum om sommeren.  Til det formål er højdespringerne geniale, for selv om de rager godt op i vejret, danner de kun et let filter, sagtens lader øjet følge landskabet udenfor. Lad os præsentere holdet: Fingerbøl,  Digitalis .  En af mine favoritter! (Men svær af fotografere i vestenvind...) Har i år sikret mig en rimelig bestand af selvsåede planter, så næste års blomstring ...

Dette forår var første gang jeg for alvor prøvede at så og forspire planter til udplantning i haven. Det gik egentligt meget godt, med nogle enkelte - men væsentlige lærepenge: 1) Når man ikke har et drivhus skal man ikke så for tidligt: der er ganske enkelt ikke nok lys i en vindueskarm. 2) Sætter man spirekasser på altanen skal de være sikrede på en eller anden måde - sådan noget flamingo kan flyve langt omkring! Men ellers en succes. Næste sæson byder på Kæmpejernurt (igen! Satser ikke på overlevende af dette års planter), Zinnia, Staudevalmue og Klokkeranke. Valmuerne skulle man jo faktisk kunne så nu? Men jeg er jo så også blevet opmærksom på de muligheder der ligger i at høste egne frø. Derfor har jeg sikret mig mine egen frø fra Fingerbøl og min 2 slags stokroser. Ved ikke om jeg får brug for dem - der er en hel del 1.års Fingerbøl i haven nu og stokroser er der egentlig nok af. Meeeen måske man skulle have flere af den lyserøde slags? Og burde man ikke sikre næs...

En lille status...Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke tilfreds! Sidste år synes jeg bedet var blevet for rodet, så jeg samlede nogle af de markante planter i større grupper, f.eks. Kugletidslen. Den strategi synes jeg ikke har virket. Godt nok er der ikke en masse oveni hinanden, men til gengæld hakker grupperne bedet op i små dele. Det var jo  ikke meningen - skal netop opleves som én stor masse, med gentagelser, der giver en vis rytme. Udfordringen er jo at bedet er langt (17 meter) og smalt (fra omkring 80 cm i den ene ende til ca. 1,5 m i den anden). Så det skal både virke når man kigger på langs af det og når man ser lige ind i bedet. Derfor arbejder jeg med at få så meget dybde i bedet, ved at forstærke perspektivet så meget som muligt. Men det skal også bibrinnge en masse farve til haven - og det har manglet i år: Det er meget grønt i grønt. Godt nok mange forskellige strukturer i løvet, men ikke nok variation i farve. Og slet ikke nok i blomster! Det skylde...

Violfrøstjernerne er nu over 2 meter høje! Sibirsk Iris, Storkenæb, Ridderspore, Fingerbøl.  Storkenæb vælder ud over stenkanten.  Hortensia er sat alvorligt tilbage i år. Men kommer nu med skud fra bunden. Haven begynder at blomstre for alvor her midt i juni! De blå Storkenæb er på sit højeste og Ridderspore og Fingerbøl har skudt de flotte, ranke blomsterstande i vejret.