Gå videre til hovedindholdet

Et rabarberdrivhus

Der er ikke plads til den store køkkenhave på vores grund. Vi producerer dog lidt eget grønt - bla. lidt rabarber. Det er nemlig netop sådan en lille ting som kan sprede stor glæde. Måske fordi det er noget af det første der kan høstes, og vi er så grådige efter den slags her i de første forårsmåneder?



Men kan man få rabarberne til at give noget ENDNU TIDLIGERE?! Jeg har lavet et lille forsøg med at sætte dem i deres eget lille rabarber-drivhus. Det ser ud til at have sat lidt ekstra fut i dem!

Til venstre: En plastkasse bliver placeret over den spæde rabarber d. 19. marts. Den er klodset lidt op med nogle småsten så luften kan cirkulere lidt. Og et par sten ovenpå for at blæsten ikke skal tage den!

Til højre: D. 9. april er der kommet gang i væksten. Man kan se der er lidt lunere luft inde i boksen.



Til venstre: D. 22 april. En lille kube af rabarber! Jeg tænker, at nu må den slippes fri, ellers vil jeg tro bladene begynder at tage skade af være klemt op mod plastik-"ruden".

Til højre: Den befriede rabarber! Ser ud til egentlig at kunne høstes af nu...men venter lige en uges tid, så den kan få en chance for at opbygge noget smag. Men eksperimentet vurderer jeg til at være en succes.

Man kan købe fine lerklokker som man kan drive rababer frem i - men det her er da en nem og billig løsning! Nogen der har erfaring med lerpotterne?



Kommentarer

  1. Hej Henrik.Smart med den plastikkasse over rabarberne.............måske ikke det kønneste syn.Men åbenbart effektivt.
    Mine er nu så store at jeg så småt kan tage lidt til noget rødgrød sammen med alle de bær jeg har i fryseren.
    God dag Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      He he, ja vi ka godt være enige om at det her drivhus er lidt "æstetisk udfordret"! Godt du nævner bær i fryseren... Jeg har da vist også en del jeg skal have brugt inden der kommer nye forsyninger.
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…