Gå videre til hovedindholdet

Fredensborg Slots orangeri

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot.


Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop.
Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament. Ikke helt så elegant som forbillederne, men det er jo også svært at spille op til et bygningsværk som Fredensborg Slot og samtidigt undgå at blive en pastiche. Huset er tegnet af Søren D. Schmidt og bygget i 1995.
Det er ikke kun lidt "hyggetomater", der dyrkes her. Man producerer planter til udplantning i køkkenhaven og til prydhaven. Produktionen gør, at hoffet næsten er selvforsynende med grønsager, urter og blomster.
Væksthusene ligger på terrasser ned af skråningen mod syd. De mange rum med forskellig størrelse og soleksponering gør, at huset kan tilbyde forskelligt klima, passende til hver plantearts behov. Og som her er der også plads til at benytte huset til ophold.
Der hører vand til sådant et hus og fontænen og karret har fået en fin plads i rummet.
Den gule farve er behagelig for øjnene i et hus hvor lyset lukkes ind i så store mængder, og jeg synes faktisk også at væksterne - især de grønne - træder særligt smukt frem med denne baggrund i forhold til den hvide. Men da det er den nordvendte side kan jeg tænke mig, at farven også er valgt for at få så meget "sol-farve" og varme tilført det reflekterede lys.
Gulvets flisemønster i det ottekantede tårnrum er det samme som i Kuppelsalen på slottet. Det er den vi kender fra gallamiddagene (i TV forstås...jeg er endnu ikke blevet inviteret).
Væksthusenes gulv er forsynet med et smukt sildebensmønster i klinker.
Vandkunst af irret kobber.
Citrontræerne flyttes indendøre i deres kostbare Versailles-kasser om vinteren. Her midt på sommeren er der gang i mistbænkene.
Jo, der KAN vokse citroner i Danmark!
Et gardin kan filtrere lyset lidt. De store lysekroner må være smukke når mørket falder på.
Orangeriet set fra sydsiden og den forgyldte kugle som prikken over i'et.

Hvor: Fredensborg Slotshave, Fredensborg

Den offentlige del er åben for publikum hele året, mens Den Reserverede Have kun er åben juli måned. Her kan man også blive guidet rundt i køkkenhaven og Orangeriet.

Du kan læse mere om mit besøg i Fredensborg Slotshave her:
Om haven og parken.
Om potageren.

Kommentarer

  1. Hvor er det smukt! Jeg har nogle gange forsøgt at få et kig ind til orangeriet, når jeg har været i Fredensborg slotspark - desværre har jeg aldrig været der i juli. Men det ser bestemt ud til at være et besøg værd - synes det er skønt, at huset ikke kun bliver brugt til 'parade', men i høj grad også til produktion.

    SvarSlet
  2. Et orangeri der er en dronning og prins værdig, jeg kan egentlig godt lide den moderne stramme pen der er valgt til det nye orangeri, netop som du selv skriver, ellers ville det bare blive en pastiche. Her må man vist gerne være rigeligt jaloux.
    Henrik

    SvarSlet
  3. Der er skønt på Fredensborg, det er virkeligt en køretur værd. Jeg har været der nogle gange men kun i orangeriet en enkelt gang. Tak for nogle flotte fotos, det er præcis som jeg husker det.
    Hilsner fra Linda

    SvarSlet
  4. Tak for en interessant og smuk rundtur!

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…