Gå videre til hovedindholdet

Dahliaer - klarede de den?


Dahliaer. Hvor er de en kilde til mange glæder - og frustrationer. Store glæder når de overrasker med deres overdådige og nærmest dekadente blomstring. Og frustrationer når de skal klare sig igennem en dansk vinter med den helt rette opbevaring.



Lige nu står den på frustrationer...i år er deres hvileophold ikke gået efter planen. Forsøgte mig i efteråret med en (troede jeg) ideel nedpakning i en gammel kapillærkasse. Frostsikker og med lufthuller til cirkulation. Men da jeg nu har hentet knoldene frem fra gemmerne må jeg konstatere at den løsning ikke skal gentages: flere af dem er rådnende, svampede klumper, der på ingen måde bliver til farvestrålende blomster. Nogensinde.



Heldigvis har nogle overlevet. Og heldigvis har jeg nu haft et påskud til at investere i nye dahliaer. Og heldigvis er prisen jo efterhånden overkommelig... Dahliaer skal der i hvert fald være i haven i år! Så nu er alle knolde, gamle og nye, sat til "vækning" i plantemuld i skuret - vi tager en runde mere.


Kommentarer

  1. Hej Henrik .Lidt surt når dahliaknoldene ikke har overlevet...........men dejligt at du har fået købt nogle nye.Jeg viser også mine nye indkøb af dahlia i dag..........havde kun en enkelt hvid som ser fin ud.Så nu kan vi glæde os til at de smukke blomstre kan glæde os mrd de smukke farver.
    God aften Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette,
      Du har taget hul på det grønne ser jeg! :-)
      Ja surt når der er planter der går til - og har da overvejet om det overhovedet er besværet værd at forsøge at overvintre dem: så slipper man da for besværet og ærgelserne...men der går jo også lidt sport i det...
      Havehilsner fra Henrik

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…