Gå videre til hovedindholdet

Stormflod i plantekasserne

Med vadehavet lige ved er vi vant til at holde øje med vandstanden. Men at der skulle blive oversvømmelse i plantekasserne havde jeg ikke lige set komme. Det er jo ellers så skønt med det milde vejr. Men det har bestemt også sine bagsider. På denne tid af året plejer vi at have frost og ofte også sne. Sådan er det ikke i år og det har givet mig en lille udfordring jeg ikke har haft før: mine plantekasser er ved at drukne!

Det er jo ikke en naturlig måde for planter at vokse på og som sædvanligt er der en pris man må betale hvis man laver kunstige systemer. Lige nu er det, at der kommer ALT for meget væde ned fra oven! Tidligere år har det ikke været det store problem, for jord og vand i kasserne plejer at være bundfrosset til langt ind i foråret. (Det er jo i princippet en kæmpe køletaske). Så overskydende vand plejer bare at rende af – men ikke i år. Så da jeg konstaterede at løg og jordbær (det er det, der bor i kasserne pt.) stod og soppede i vand måtte vi i gang med en redningsaktion. 




Diverse planer blev udtænkt og forkastet. Den plan, der stod tilbage var at tømme kasserne ud fra hævertprincippet. Så på hovedet i skuret for at finde en passende slange. Så ind og fylde slange med vand og ned i vandsnasket… Uden effekt. Og så suge… Adr! Uden effekt.

Forstærkning måtte til – det blev i form af en venlig nabo, der har en hævert-dims man kobler en boremaskine på. NU skete der noget! Snart var kasserne tomme for vand og vandspejlet væk i jorden. Nu håber jeg bare på en lidt mere tør periode, for ellers er jeg bange for at løg og planter rådner væk.



Kommentarer

  1. Uh ha, det med vanding og fritidboliger er en svær balance, vi vil have blomster men kan ikke passe dem hele tiden. Jeg har jo et avanceret vandingssystem til alle vores krukker om sommeren hvor ferien efterlader haven uden opsyn i flere uger...
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en svær balance, ja. I det store hele vil alt jo kunne klare sig i et par uger...men så er der jo bare de dage ind imellem hvor det liiiige bliver for tørt - som vi oplevede det i sommer. Og det kan være fatalt. Og så handler det selvfølgelig også om at undgå at bruge al tiden i haven på at rigge til og rigge af - det skal jo være en fornøjelse først og fremmest!
      Hilsen Havehjernen

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…