Gå videre til hovedindholdet

Lidt mere såning...

...for det er RIGTIGT svært ikke at forsøge at tage hul på havelivet. Vi ved jo hvordan det lige pludseligt går meget stærkt og hvordan der altid er et eller andet man ikke lige nåede. Så måske man kan forberede sig lidt? Det er jo stadig tidligt... men da frøpakken med Kæmpe Skælhoved, Cephalaria gigantea, dumpede ind ad døren, så blev jeg da nødt til at så dem. De er jo en af de stauder man kan så hele året - faktisk er jeg måske lidt sent ude? Nu er de i hvert fald sået i potter og sat på altanen.

Har ikke haft Skælhoved før, men så den for nogle år siden i haven i Hune. Blev meget betaget af den, men fik ikke gjort mere ved det. Men så var der er en artikel i HAVEFOLKET der fristede her i vintermørket og der var ikke andet at gøre end lade sig lokke og bestille frø hjem. Nu er det så bare at vente...


Kommentarer

  1. Det er både nemt og spændende at så på den måde - ikke noget med kunstigt lys og undervarme. Kæmpeskælhoved virker robust i haven, så mon ikke også den villigt sår sig selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er rigtigt nok nemt - hvis det virker ;-)
      Men den må da meget gerne så sig selv fremover!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  2. Det er godt vi kan inspirere! Og så kan jeg hilse og sige, at selvom mange måske tror vi får i H og r, så er det dyrt at være skribent i HAVEFOLKET, for ud over alt det vi ser her på bloggene så kommer vi jo også til at inspirere hinanden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marianne
      He he, ja jeg kan tænke mig at det løber op! Heldigvis går det jo også "ud over" os læsere - vi lider i stilhed (næsten!) og vil bare have mer!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…