Gå videre til hovedindholdet

Vinterlæsning: The Barn Garden

Gråt og koldt og klamt. Så nu har jeg taget hul på vinterlæsningen og er startet med Tom og Sue Stuart-Smiths ”The Barn Garden”. 



Som glad haveamatør er der en særlig fornøjelse i at se hvordan en af Englands helt store havearkitekter har grebet havedyrkningen an, når han er på hjemmebane i privaten. Bogen er nemlig en beskrivelse af Toms barndomshjem, som han nu har overtaget fra hans forældre. På den måde bliver det også historien om hvordan han er blevet præget i sin barn– og ungdom og hvordan havekunsten på det tidspunkt fik overtaget hans liv. Haven er i udgangspunktet anlagt af hans forældre, men som tiden går og han selv bruger haven som eksperimentarium, bliver haven udvidet mere og mere – ja, faktisk bliver det omkringliggende landskab også bearbejdet til en slags udvidelse af haven med bl.a. en ”prærie” og en ”eng”. 



Så er det jo heldigt at haven er anlagt på en gård med rigeligt med areal tilknyttet – og bogen beskriver også denne forvandling fra status som landbrug til hjem og bolig for familien Stuart-Smith. Det er Tom der er den kendte arkitekt, der bl.a. har udstillet og vundet priser på Chelsea Flower Show. (Stumper og stykker fra de forskellige udstillinger har i øvrigt fået plads i haven flere steder). Han har som sagt brugt haven til at afprøve forskellige greb og beplantninger, eksperimenter og ideer der også har kostet livet for nogle af hans forældres anlæg. Der er ingen tvivl om at han har en tilgang til haven, som er nært beslægtet med den moderne hollandske tradition som Piet Oudolf bl.a. er kendt for. Den er karakteriseret af store, sammenhængende flader af planter, afstemt i farver og tekstur – gennem alle årstider. Han bruger en uhøjtidelig blanding af stauder, græsser og såmænd også roser i hans beplantninger, som man også kender fra den traditionelle engelske have - men alligevel med en lidt større vægt på strukturerende elementer som hække, belagte og slåede stier, kæmpe vandkar og vægge i corten-stål end man måske ville mene hører til en engelsk cottage garden. 



Det er de lidt frække plantekombinationer og de markant styrende ”arkitektoniske” elementer, der giver anlægget en moderne feel…i mangel af bedre ord. Kjeld Slots ovale haver er måske en god dansk pendant? Nu er der jo også en anden bidragyder til bogen, nemlig Sue! De to beskriver på fornøjelig vis hvordan de gennem årene har fået deres respektive domæner: Tom er enerådene i de store haverum og den landskabelige bearbejdning, mens Sue er blevet herre over gårdhaven og køkkenhaven. Sidstnævnte falder vel i kategorien potager, idet der også bor en masse tulipaner og sommerblomster i denne del af haven. Bogen er som sådan ikke et opslagsværk i hvordan ”man gør”; der er ikke tekniske beskrivelser af beskæring, jordblandinger eller planteformering. Der er i stedet enkle betragtninger om bladformer, årstider og typer af beplantning i de forskellige haverum. Dog er der et planteregister bag i bogen, listet rum for rum. Og så forførende billeder naturligvis (som det hører sig til i en havebog!). Men også nøgterne, sort-hvide billeder, der viser de løbende ændringer og anlæg af haverummene. Det er faktisk det, der står tilbage når man har lukket bogen – at det er ok at gøre om, at eksperimentere og prøve af, at blive klogere og dermed også ”fejle” af og til… Den tager jeg til mig!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…