Gå videre til hovedindholdet

Vinterlæsning: The Barn Garden

Gråt og koldt og klamt. Så nu har jeg taget hul på vinterlæsningen og er startet med Tom og Sue Stuart-Smiths ”The Barn Garden”. 



Som glad haveamatør er der en særlig fornøjelse i at se hvordan en af Englands helt store havearkitekter har grebet havedyrkningen an, når han er på hjemmebane i privaten. Bogen er nemlig en beskrivelse af Toms barndomshjem, som han nu har overtaget fra hans forældre. På den måde bliver det også historien om hvordan han er blevet præget i sin barn– og ungdom og hvordan havekunsten på det tidspunkt fik overtaget hans liv. Haven er i udgangspunktet anlagt af hans forældre, men som tiden går og han selv bruger haven som eksperimentarium, bliver haven udvidet mere og mere – ja, faktisk bliver det omkringliggende landskab også bearbejdet til en slags udvidelse af haven med bl.a. en ”prærie” og en ”eng”. 



Så er det jo heldigt at haven er anlagt på en gård med rigeligt med areal tilknyttet – og bogen beskriver også denne forvandling fra status som landbrug til hjem og bolig for familien Stuart-Smith. Det er Tom der er den kendte arkitekt, der bl.a. har udstillet og vundet priser på Chelsea Flower Show. (Stumper og stykker fra de forskellige udstillinger har i øvrigt fået plads i haven flere steder). Han har som sagt brugt haven til at afprøve forskellige greb og beplantninger, eksperimenter og ideer der også har kostet livet for nogle af hans forældres anlæg. Der er ingen tvivl om at han har en tilgang til haven, som er nært beslægtet med den moderne hollandske tradition som Piet Oudolf bl.a. er kendt for. Den er karakteriseret af store, sammenhængende flader af planter, afstemt i farver og tekstur – gennem alle årstider. Han bruger en uhøjtidelig blanding af stauder, græsser og såmænd også roser i hans beplantninger, som man også kender fra den traditionelle engelske have - men alligevel med en lidt større vægt på strukturerende elementer som hække, belagte og slåede stier, kæmpe vandkar og vægge i corten-stål end man måske ville mene hører til en engelsk cottage garden. 



Det er de lidt frække plantekombinationer og de markant styrende ”arkitektoniske” elementer, der giver anlægget en moderne feel…i mangel af bedre ord. Kjeld Slots ovale haver er måske en god dansk pendant? Nu er der jo også en anden bidragyder til bogen, nemlig Sue! De to beskriver på fornøjelig vis hvordan de gennem årene har fået deres respektive domæner: Tom er enerådene i de store haverum og den landskabelige bearbejdning, mens Sue er blevet herre over gårdhaven og køkkenhaven. Sidstnævnte falder vel i kategorien potager, idet der også bor en masse tulipaner og sommerblomster i denne del af haven. Bogen er som sådan ikke et opslagsværk i hvordan ”man gør”; der er ikke tekniske beskrivelser af beskæring, jordblandinger eller planteformering. Der er i stedet enkle betragtninger om bladformer, årstider og typer af beplantning i de forskellige haverum. Dog er der et planteregister bag i bogen, listet rum for rum. Og så forførende billeder naturligvis (som det hører sig til i en havebog!). Men også nøgterne, sort-hvide billeder, der viser de løbende ændringer og anlæg af haverummene. Det er faktisk det, der står tilbage når man har lukket bogen – at det er ok at gøre om, at eksperimentere og prøve af, at blive klogere og dermed også ”fejle” af og til… Den tager jeg til mig!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En ommer... pergola version 2.0

Den var ellers så fin pergolaen. Og der var lagt en del timers arbejde i den - endda på trods af hold i ryggen. Men der var også en vis tvivl. Var den nu landet helt rigtigt? Efter nogen overvejelse blev beslutningen taget: pergolaens lameller skulle skiftes ud. Og så var det ellers bare om at gå igang og få det gjort. Det er den værste type af arbejde: At gøre noget om, man lige HAR lavet! Men erfaringen siger, at det gælder om få rykket så snart man kan se at noget er galt...enten begynder man at "vænne sig til det" og lærer at "leve med det". Eller også så er kimen lagt til mange års ærgelser over at man ikke gjorde noget i tide.

Så lamellerne røg ned. Og hvorfor så det? For det første begyndte de ret hurtigt at vride sig, nogle af dem allerede mens de blev monteret - det ville vi ikke kunne holde ud at se på i længden. For det andet kom vi mere og mere til at holde af det rå træ - altså uden maling. Og for det tredje, så skyggede lamellerne ikke nok. Eller re…

Et rabarberdrivhus

Der er ikke plads til den store køkkenhave på vores grund. Vi producerer dog lidt eget grønt - bla. lidt rabarber. Det er nemlig netop sådan en lille ting som kan sprede stor glæde. Måske fordi det er noget af det første der kan høstes, og vi er så grådige efter den slags her i de første forårsmåneder?

Men kan man få rabarberne til at give noget ENDNU TIDLIGERE?! Jeg har lavet et lille forsøg med at sætte dem i deres eget lille rabarber-drivhus. Det ser ud til at have sat lidt ekstra fut i dem!

Til venstre: En plastkasse bliver placeret over den spæde rabarber d. 19. marts. Den er klodset lidt op med nogle småsten så luften kan cirkulere lidt. Og et par sten ovenpå for at blæsten ikke skal tage den!

Til højre: D. 9. april er der kommet gang i væksten. Man kan se der er lidt lunere luft inde i boksen.



Til venstre: D. 22 april. En lille kube af rabarber! Jeg tænker, at nu må den slippes fri, ellers vil jeg tro bladene begynder at tage skade af være klemt op mod plastik-"ruden".

T…

#GROWSOMESHIT! CPH Garden

Man skal vist være ualmindeligt tungnem, for ikke at have opfattet, at der netop er foregået noget helt usædvanligt i den danske haveverden. Haveselskabet har arranget et stort haveshow, CPH Garden, efter forbillede fra de engelske af slagsen! Instagram, Facebook og havebloggene er svømmet over med lækre fotos, referater af hvem, der vandt hvad, og hvad haveshowet har budt på af indhold eller mangel på samme. Så det undlader jeg at bruge krudt på!
Selvfølgelig er det Chelsea, der er den store inspiration, men det er mit indtryk, at man ikke ville forsøge at konkurrere med den store diva - det ville også være en uværdig kamp. I stedet har man forsøgt at finde sin egen, danske version. Havefolkets svar på Roskilde. Kniber man øjnene sammen og træder et par skridt tilbage, så er det vist lykkedes ret godt. Haveselskabet kan i hvert fald godt klappe sig selv på skuldrene! Eller i hvert fald den ene.

Det danske havefolk er en broget skare. Nogle er ikke bange for kemi, nogle sværger til ø…