Opslag

Roser på banen

Billede
Vil lige dele endnu en af Københavns mindre kendte haver med Jer: Den fine rosenhave på DSB's S-togs perron på Østerport. Mange overser den fuldstændigt, men den er virkelig et besøg værd - især jo hvis man alligevel står og venter på et tog. Den er anlagt på det sidste stykke af perronen og er således omgivet af spor på 3 sider. Den består af flere bede med buketroser, kantet med borter af lavendel og nogle partier med høje buske/træer, der inddeler rummet i mindre dele og desuden skærmer haven af, så det er sin helt egen verden mellem signaler, stål, jern og granitskærver. Slå et smut forbi - roserne er på sit smukkeste nu!

Endelig blomstrer pæonen!

Billede
3 år tog det. 3 år før pæonen blomstrede! (Kan i skrivende stund ikke huske navnet). Den blev ellers hjembragt fra planteskolen med fine, fyldte hoveder, som lovede godt. Men så skete der ligesom ikke mere. Har tænkt at den muligvis er fejlplaceret - ikke nok lys? Ikke nok næring? Men den skulle åbenbart bare have lidt tid til at finde sig til rette - nu tør jeg i hvert fald ikke pille ved den! Nu kunne det jo være fantastisk, hvis man have duft på det hersens internet, for den har en fantastisk en af slagsen. Ikke bedøvende, for man skal have snuden ganske tæt på for at kunne nyde den. Men så får man den ekstra dimension med. Som med så meget andet i haver, er skønheden og nydelsen flygtig. Det gælder også denne - den falder efter en uges tid.

Blomster på altanen igen

Billede
Efter tulipanene faldt har der været lidt farveløst her hjemme på altanen - kun grønt i grønt. Nu er der så heldigvis små pletter med farve. SMÅ pletter! Men her på altanen kan man jo heldigvis sidde ganske tæt på og nyde de små blomster på kaprifolien, klematissen og sørme også snart husløget, der har sendt en strunk blomsterstand i vejret. Skal vist ud og shoppe nogle flere blomstrene planter... Forslag til planter der kan tåle vinden, tørken, bagende sol og dunkel skygge (på én gang vel at mærke) modtages gerne!

Kandiseret kvan II

Billede
Eeeeeeelsker duften og smagen af kvan! Det ligner intet andet og har en frisk, meget parfumeret smag. Så den vil jeg jo gerne gemme på! Det gør jeg på snaps, men har længe villet prøve at kandisere kvan. Det er/var meget brugt i England til brød og kager - lidt ligesom sukat, men jeg har ikke set det til salg her i landet i mange år.  Andet steds på bloggen ligger der en opskrift jeg fandt på nettet. Jeg har tilladt mig at ændre i den, for jeg bryder mig ikke om at stængerne pudres med sukker til sidst. Og det var også en noget omstændig proces, som jeg slet, slet ikke har tålmodighed til. Så jeg har læst lidt på kandisering i almindelighed og kommet frem til denne metode, som giver et fint resultat: 3-4 stilke kvan (de øverste, tynde bliver lidt "træde" i det; de helt nederste "rør" koger nemt i smadder, så de ideelle er nok de mellemste - hvis det giver mening...) 1 spsk natron ½ liter vand -------- 1 dl sukker 1 dl vand 1. Rør natron ud i v...

Status i juni: Gråt og vådt

Billede
Gråvejr. Regn. MEGET regn. Så ikke den store havenydelse, selv om jeg har ventet på at komme i haven i flere uger. Men vil gerne give lidt status på hvordan det står til derude, her omkring Skt. Hans. Alt er vokset ENORMT hurtigt! Så hurtigt at enkelte planter ikke har klaret konkurrencen, ser det ud til. Mine Scabiose ser ud til at være væk/ikke synlige. Riddersporene gør heller ikke meget væsen af sig - men det kan måske komme...Men ellers grønt og frodigt, og primært kun ukrudt i urtehaven, hvor der også er mere bar jord. Og mellem fliserne. Og i gruset i indkørslen. Og nå ja, også lidt i potterne. Men det er heldigvis relativt nemt at fjerne når jorden er fugtig. Man skal bare derud i det våde og grå for at gøre det...

Gang i dahlia!

Billede
Der da sket noget i haven i mit fravær! F.eks. er mine dahlia i kapilærkasserne kommet godt i vejret. Der er knopper i flere af dem, så jeg forventer at de blomster indenfor de næste uger. Lykkes det tilfredsstillende bliver det herefter her, mine dahlia skal vokse og tulipanerne kan så overtage pladsen vinteren over. Fladbælgen er helt væk - desværre. Men har sat nogle Zinnia og Kæmpejernurt til at fylde hullerne. (Bemærk i øvrigt det fine cafe-sæt...med egenhændigt snedkereret sæde og bordplade! Det gamle træ var desværre rådnet og mørt, men vi synes ikke vi kunne finde nogle nye møbler vi kunne lide, så i stedet har vi altså gjort-det-selv. Og er meget tilfreds med resultatet!)

Til Havefestival hos Kjeld Slot

Billede
15. juni blev det så mit første besøg hos Kjeld Slot's Ellipsehaver på Djursland. Formentlig ikke det sidste... Det er et meget inspirerende sted, med masser af ideer og tanker om have, landskab, vejr og vind, farver og former. Vejret holdt sig flot og sommerligt i de timer vi tilbragte i haven, men dagen endte i tung regn og rusk - så jeg er taknemmelig for vores timing, så det minde vi har fra dagen ikke er blevet besudlet af ustadigt dansk klima... Havde været spændt på at se effekten af opdelingen af haven i mindre rum, adskilt af hække. Det er et tema, der altid har fascineret mig, og det var en stor oplevelse at se det gennemført så konsekvent. Det giver mulighed for mange haver i haven, med hver sin komposition, sit formål, farveholdning og stemning. Samtidigt  strammer det rummet op, så os der er forfaldne til stauder og sammenflydende beplantninger kan plante løs, men indenfor en ramme, der sikrer en vis stuktur og styring, så det ikke bliver alt for "rodet"....