Opslag

Viser opslag fra juli 28, 2012

Haven i juli II

Billede
Kattehale (Lythrum salicaria 'Robert') blomster flot, Stolt Kavaler er på vej. Æblerne på espaliet er ved at have en god størrelse. Hjortenstrøst (EUPATORIUM maculatum 'Atropurpureum') er skudt i vejret og er nu oppe på mindst 2 meter. Drejeblomsterne (Physostegia virgipiana) har i foråret spredt sig på forunderlig vis og fylder nu det mindste hul i plantetæppet ud sammen med scabioserne. De første af vores Dahlia er ved at sætte blomster, noget senere end sidste år, men der er også mere kamp om pladsen og lyset i år. OG de elendige snegle har også ædt topskuddene! Har nu indledt kampen vha. sneglekorn - hårdt mod hårdt! Drejeblomst Kattehale Hjortetrøst

Haven i juli I

Billede
Så er det ferie, højsommer og høsttid! Der er masser af blomster i det lange bed, hortensiaerne er endelig ved at sætte blomster og krydderurterne er ved at toppe og de hvide floks, Carolina-Floks (PHLOX carolina 'Mäntsäla') står fint under æbletræet. De lange stande af Fingerbøl har jeg klippet af - de var ellers meget flotte, men også fulde af frø! Hvis ikke man er fan af lugning er det en effektiv måde at begrænse det på. Har dog drysset lidt hist og her så kommende generationer er sikret... Vores Stormhat (ACONITUM henryi 'Spark's Variety') blomstrer nu - men en række planter er på mystisk vis gået til. De visner på roden efter de har nået en højde på en meters penge. Snegle? Sygdom? Ved det ikke, men de kan simpelthen 'løftes' af roden lige i jordoverfladen. Øv! Det er ellers en flot blomst...men nogle enkelte har heldigvis klaret den indtil videre. De hvide floks lyser op! Stormhat

Kvan

Billede
For et par år siden havde vi en kvan (Angelica archangelica). Den stod under æbletræet og gjorde ikke meget væsen af sig det første år - men år 2 tog fanden ved den og den blomstrede med en imponerende krone af flotte skærme. Og så døde den! Vi lærte så, at det er den naturlige cyklus for en kvan...men vi havde ikke været så kvikke at gemme frø fra planten - vi havde kun høstet stængler til snaps (en meget aromatisk en af slagsen!). Så nu var den altså borte...indtil der her i foråret dukkede en lille plante op, som jeg længe ikke kunne bestemme om var en skvalderkål eller en kvan. Planten blev pottet og sat i 'karantæne' intil den var en meter høj - så var jeg ikke længere i tvivl, det måtte være en kvan! Nu står den under æbletræet - og hvis ellers sneglene kunne lade den være, kan den få lov at vokse her. Og levere råvare til snaps. Men vi har heldigvis også fået nogle frø at arbejde videre med. Dem fik vi da vi var på Hirtshals Museum for at blive klogere på bjesk

Hyldedrik

Vi elsker hyldedrik men har ikke selv en hyld - og så må man jo 'låne'! Det gør vi så rundt omkring i hegn og lignende i området. Her er den bedste opskrift på hyldedrik jeg har smagt til dato! Den bygger på en opskrift fra Tønnisgård på Rømø: 40 nyudsprungne skærme 1,5 liter kogende vand 1,75 kg lys rørsukker 30 g citronsyre Saft og skal af 1 ubehandlet citron Hæld det kogende vand over skærmene, rør sukkeret i til det er opløst, tilsæt citron og citronsyre (rør evt. citronsyren om i lidt af vædsken. Lad det stå i 4-5 dage, filtrer og hæld på Atamonskyllede flasker eller bøtter til fryseren. I år valgte vi kun at lave 1/2 portion - halvdelen kom på flaske og resten i fryseren. Næste gang skal vi lave hel portion og have mere på flaske. Det er super at have ved hånden! Også til drinks...

Violfrøstjerner

Billede
Haven er velsignet med 2 typer af Violfrøstjerner. De overrasker altid i foråret med de små fine hjerteformede blade der kan minde lidt om akelejer, og siden med de fine skyer af små lyserøde blomster. I år er de kommet rigtigt fint - Thalictrum delavayi 'Hewitt's Double' står nu med blomster på de spinkle stande (de var længe om at skyde, troede først de var gået til). Og ikke mindst Thalictrum 'Elin' imponerer med sine over 2 meter og store klaser af blomster. Jeg har været nødt til at binde dem til hegnet - vestenvinden og den megen vand var alligevel en stor belastning. Men ellers er det utroligt at de kan holde såden en højde med de tunde stængler!

Stokroser

Billede
Her i højsommeren er det stokroserne der bidrager til idyllen i gavlbedet. Den type vi har er en dyb, mørk, rød sort der næsten kan se sort ud. Jeg tror det er en Alcea Rosea 'Niger'... men er ikke sikker - synes vores er lidt for rød.

Tidselkugle og Anisisop

Billede
To markante planter her i juli er Tidselkugle (ECHINOPS bannaticus 'Taplow Blue') og Anisisop (Agastache hybrid 'Blue Fortune'). Sidstnævnte kendes også under navnet Hjertensfryd - og den er virkelig en fryd! Længe står den i foråret og ligner bare nogle brændenælder. Men så får den fine, buskede spir af blå-lilla blomster, der står LÆNGE! En meget dejlig staude. Tidselkugle i blomst Anisisop/Hjertensfryd Tidselkuglen er måske mere sær end køn... men man kan ikke andet end blive facineret over de fine kugler, der først er grøn, pigget stjerne, og siden omdannes til en fin kugle af små blå trompformede blomster.

Havens nye beboere

Billede
Så er der flyttet et par nye beboere ind i haven! Efter et besøg hos Mikael på Røsnes fulgte der nogle planter med til Ballum: En ny mynte, en fransk estragon og en kvæde. De ser ud til at have klaret turen; Krydderurterne står hod de andre urter og kvæden har indtil videre fået en potte at stå i (det er en prikken sag, så den skal placeres med omtanke...). Vi siger velkommen til de nye! Den nye mynte (kender ikke navnet) har lidt røde markeringer på bladene. Ved siden af ses hvad der skulle være Mexikansk Mynte... er sået for længe siden men er ikke rigtigt blevet til noget - endnu! Fransk Estragon Kvæde - kender ikke sorten endnu...

Lavendel i juli

Billede
God vækst i de små lavendelplanter. I foråret satte jeg en række små lavendelplanter i en krukke. Det ser ud til at operationen lykkes; de fleste er blevet større og kraftige og enkelte blomstrer endda! Har klippet de højeste lidt tilbage - så bliver de tættere og får flere topskud - og dermed blomster.   Moderplanterne i gavlbedet blomster på livet løs og dufter fantastiskt! Klik for at se tidligere indlæg om dette