HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Der er ikke plads til den store køkkenhave på vores grund. Vi producerer dog lidt eget grønt - bla. lidt rabarber. Det er nemlig netop sådan en lille ting som kan sprede stor glæde. Måske fordi det er noget af det første der kan høstes, og vi er så grådige efter den slags her i de første forårsmåneder? Men kan man få rabarberne til at give noget ENDNU TIDLIGERE?! Jeg har lavet et lille forsøg med at sætte dem i deres eget lille rabarber-drivhus. Det ser ud til at have sat lidt ekstra fut i dem! Til venstre : En plastkasse bliver placeret over den spæde rabarber d. 19. marts. Den er klodset lidt op med nogle småsten så luften kan cirkulere lidt. Og et par sten ovenpå for at blæsten ikke skal tage den! Til højre : D. 9. april er der kommet gang i væksten. Man kan se der er lidt lunere luft inde i boksen. Til venstre : D. 22 april. En lille kube af rabarber! Jeg tænker, at nu må den slippes fri, ellers vil jeg tro bladene begynder at tage skade af være klemt op mod plastik...

Jeg gider ikke luge. Og jeg gider ikke se på jord, når jeg kan få blomstrendende planter i stedet. Derfor står væksterne ganske tæt her hos mig og til dels også i flere lag. Det kan jo give udfordringer når man skal flytte lidt på tingene. For nogle år siden fik jeg en staudespade - du ved, sådan en spade med et smalt blad, som man nemmere kan stikke ned i junglen af grønt, når man ønsker at flytte en staude. Den er rigtig god, men man skal stadig kunne vippe med den for at få plante og rodklump vristet fri. Under denne operation kan naboplanterne nemt komme til at lide overlast. Derfor ønskede jeg mig på et tidspunkt en pælespade! Det er sådan en anordning med 2 blade, der stikkes ned i jorden, drejes lidt rundt, klemmes sammen med en saksebevægelse og som så løfter en "prop" af jord op. Den er - som navnet antyder - beregnet til at grave huller til pæle. Men den er faktisk også ganske fiks til at liste ned omkring en staude eller et fejlplaceret løg og så med k...

Dette er en haveblog, og derfor er fokus selvfølgelig på...ja haven. Men haven hører jo til et hus. Og huset har en historie og en arkitektur, som selvfølgelig har betydning for hvordan haven ser ud. I disse dage gennemgår huset en tiltrængt renovering, hvor der kommer nyt strå på den ene side af taget, ny skorstenspibe, frontspicet bliver rettet op og der kommer ny zink på. Så i dette indlæg kommer der altså meget mursten og meget lidt have. Så er du advaret! FØR : Huset er fra 1857 og er oprindeligt en skole. Det forklarer det markante parti der markerer hoveddøren: Et frontespice. Dette er lidt usædvanligt bredt og stort. Man lavede den slags partier i facaden for at sikre at brændende strå ikke skulle falde ned og blokere udgangen, hvis der skulle opstå brand. Gennem tiden er overdelen blevet lappet og repareret på sådan en måde at det fine profil er gået tabt.  EFTER : Efter mureren har været igang: Frontespicet har fået sin barokke og mere elegante afslutning ...