HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Det er vigtigt med det rette grej, hvis man vil have den fulde fornøjelse af den tid man lægger i haven. Spaden skal være skarp og med et godt greb. Beskærersaksen ligge godt i hånden. Og liggestolen god for øjet og egnet til location for indtagelse af kølige drinks! Sådan en liggestol (eller solvogn er det rettere) har jeg nu. Efter et laaaaaangt tilløb har jeg fået indkøbt et af havens vigtigste møbler. Den forgænger var en hvid plasticsag, som havde gjort det godt og som udmærkede sig ved at kunne klappes sammen og stuves af vejen om vinteren. Eller bare når sommeren var mere normal dansk, med sjaskende regnvejr i ugevis. Den valgte nye model kan ikke klappes sammen, så jeg forudser at den kan regne med at skulle stå ude året rundt. Det er nu lidt med vilje, for jeg ser for mig at den kan få en ekstra funktion som "udstillingsbænk" i foråret til krukker med tulipaner, og måske også til noget pynteligt i efterårs og -vintermånederne. Grene med lys måske? Lanterner? Wh

Nu har jeg endelig fået leget med noget betonstøbning. Det er godt nok længe siden sidst - vi taler helt tilbage i studietiden. Men det er endt med et lille, overskueligt projekt: En fod til et lys! Nærmere bestemt til det fine lys fra  LIVING BY HEART . Og hvorfor så det? Jo, med til lyset fulgte et låg, lavet af en dåse ligesom selve lyset. Det er vældigt praktisk med sådan et, for lyset kan være svært at blæse ud når først der er kommet godt gang i det, og så kan låget kvæle flammen. Desuden er det en klar fordel, at det ikke bliver fuld af vand når det regner (jo, det gør det altså stadig engang imellem i Danmark...). Der kommer heller ikke insekter og andet snask ned i stearinen, når den er flydende. Men sådan et lille låg af tyndt metal kan jo på ingen måde blive liggende her på vestkysten. Ikke uden at få en sten ovenpå som vægt, og det ser bare ikke smart ud. Det ved jeg så heller ikke om min løsning gør, men det ligger i hvert fald solidt på plads! Nu står lyset i fode

Jeg har jo helt glemt at vise min nyeste(!) pergola frem!  Det er en fin, mindre udgave af "spiseplads-pergolaen", med nogenlunde samme konstruktionsprincip. Det er en let overdækning, som skal dele den bagerste del af haven op som et selvstændigt rum, og danne et lille, nyt haverum ud for udgangen til haven. Det har hele tiden været ønsket, at det kunne blive skabt en lille niche hvor man kunne sidde lidt i læ og nyde morgensolen. Der har været diverse midlertidige installationer, men nu er rummet kommet på plads. Det er et skønt sted at sidde og der er noget særligt hyggeligt ved at sidde under et "tag" - også selv om det blot er nogle skyggegivende lameller. På bagsiden er arbejdsbordet blevet integreret så der nu er at godt og solidt sted at stå og rode med potter eller lege værksted. Pladen kan fortsat tages af og sættes på bukke hvis der brug for mere albuerum - eller en opdækning til østersparty i haven! Nu skal den blot få lov at bli

Dahlia eller geogine? Hvilket navn er mest passende? I mine ører er det helt klart Dahlia - og her kommer forklaringen: Hvis nogen skulle være i tvivl, så dækker navnene præcist det samme. Rent historisk refererer dahlia til svensken Dahl og geogine til russeren Georgi. Men for mig handler det om noget helt andet, nemlig de associationer navnene giver.  Når jeg hører ordet Geogine, så ser jeg sådan en koket frøken for mig. Sådan en 1800-talsdame med krinoline og tætknappede bluser helt op under hagen. Den slags damer, som godt nok var pyntede, men på sådan en stram og kontrolleret måde. Lyder det som den farverige og overdådige blomst? Nope. Dahia så? Ja, der ser jeg mere sådan en Baywatch-babe for mig. Sådan en dame med lidt for meget makeup, lidt for stort hår og ikke mindst en fysisk fremtoning, som er korrigeret for alle fejl og mangler, og som trodser alle naturens love - inklusiv tyngdeloven - med god hjælp fra plastkirugen. Som bare er for meget , men også umulig at i

Den var ellers så fin pergolaen. Og der var lagt en del timers arbejde i den - endda på trods af hold i ryggen. Men der var også en vis tvivl. Var den nu landet helt rigtigt? Efter nogen overvejelse blev beslutningen taget: pergolaens lameller skulle skiftes ud. Og så var det ellers bare om at gå igang og få det gjort. Det er den værste type af arbejde: At gøre noget om, man lige HAR lavet! Men erfaringen siger, at det gælder om få rykket så snart man kan se at noget er galt...enten begynder man at "vænne sig til det" og lærer at "leve med det". Eller også så er kimen lagt til mange års ærgelser over at man ikke gjorde noget i tide. Så lamellerne røg ned. Og hvorfor så det? For det første begyndte de ret hurtigt at vride sig, nogle af dem allerede mens de blev monteret - det ville vi ikke kunne holde ud at se på i længden. For det andet kom vi mere og mere til at holde af det rå træ - altså uden maling. Og for det tredje, så skyggede lamellerne ikke nok. Ell

Man skal vist være ualmindeligt tungnem, for ikke at have opfattet, at der netop er foregået noget helt usædvanligt i den danske haveverden. Haveselskabet har arranget et stort haveshow, CPH Garden, efter forbillede fra de engelske af slagsen! Instagram, Facebook og havebloggene er svømmet over med lækre fotos, referater af hvem, der vandt hvad, og hvad haveshowet har budt på af indhold eller mangel på samme. Så det undlader jeg at bruge krudt på! "CPH-stenen" udført af Helle Nørby Selvfølgelig er det Chelsea, der er den store inspiration, men det er mit indtryk, at man ikke ville forsøge at konkurrere med den store diva - det ville også være en uværdig kamp. I stedet har man forsøgt at finde sin egen, danske version. Havefolkets svar på Roskilde. Kniber man øjnene sammen og træder et par skridt tilbage, så er det vist lykkedes ret godt. Haveselskabet kan i hvert fald godt klappe sig selv på skuldrene! Eller i hvert fald den ene. Ikke helt nemt at tage fotos t

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE! Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild! Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket . Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har genne