HENRIK MIKAELSEN * Havehjernen

Rundt omkring os har vi alle disse små stumper/lommer af rum, der binder alle de store by- og landskabsrum sammen: Rundkørsler, vejrabatter, de små semiprivate zoner omkring opgange, gågader osv osv. Der er jo masser af muligheder for at gøre disse rum "grønne", men ofte ender de i grå betonbelægning, asfalt eller i bedste fald græs - klippet græs! Den slags rum har jeg gjort mig nogle tanker om i mit indlæg, som du i øjeblikket kan læse på HAVEFOLKET! Du kan læse med HER

Lige nu sidder jeg og bliver helt nostalgisk når jeg kigger sommerens fotos igennem (de skal navngives og sorteres...på et tidspunkt). Et af sommerminderne var en bonus-oplevelse ved et besøg hos Marianne Folling, Tidens Stauder Design, Rønnede: Claus Pedersen fra Munkhus.com gav mini-kursus i dekorationer og kranse med udgangspunkt i havens overflod af sensommerblomstrende stauder og græsser. Claus' hovedbudskab denne dag var: brug hvad du har og leg med det! Man kan finde materialer alle steder; både i haven og i naturen - man skal bare have øje for det. Og så turde bruge det. For det er nok de færreste hjem, der lige har den helt rette plads til sådanne overdådige arrangementer, som han endte op med her. Men mindre kan jo gøre det. Claus viste så også hvordan det samme arrangement  både kunne fungere i vase/urne OG som borddekoration (her vil de fleste kunne være med, for der er da jævnligt fester og begivenheder hvor sådan en r..fuld blomster på bordet vil være passend

Må sende en tak til Claus Dalby, for uden hans beskrivelser og videoer om såning af Klokkeranke var det nok (heller) ikke blevet til noget i år. Forud lå adskillige mislykkede forsøg og adskillige tabte kroner, flere år i træk. Vi taler om Klokkeranke 'Alba', Cobaea scandens . Første gang jeg så den var vist på et havebesøg hos Tante Grøn. Hun havde dem lystigt kravlende op ad et par jernstativer i nogle store kar. Smukke var de (som så meget andet hos Tanten). "Sådan nogle vil jeg også have", tænkte jeg. Og så var banen kridtet op til et par år med bitterhed og tænders gnissel. Skidtet ville ikke spire! Det viste sig at udfordringen var endnu større end jeg troede , fordi jeg valgte den hvide sort  (jeg fandt nemlig siden ud af, at den skulle være en anelse sværrere at få til at spire end den blå/lilla type... Ja, dum og naiv kan man være!). Efter et par mislykkede forsøg begyndte jeg at læse på lektien og rent faktisk høre efter hvad Dalby-manden sagde

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot. Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop. Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament

Jordbær er noget af det bedste! Der er intet der kan vække minder om sommer som dem. Men alt har jo en ende - også sommeren. Det betyder også, at de sidste bær har svært ved at modnes rigtigt. Men så kan man jo bruge dem grønne i stedet! De smager ikke meget af sommer...men kan bruges lidt a la syltede agurker. Man kan nippe dem, men jeg lader blot blomsten sidde - det ser bedre ud synes jeg, og har ingen betydning for smagen. Skyl dem grundigt og læg dem i Atamon-skyllede glas sammen med buketter af skærmdild og hæld den varme lage over - luk straks glasset. Lad trække i en lille uges tid inden de er klar til prøvesmagning. Grønne jordbær Dildskærme Lage: 1 del eddike (jeg bruger ½ lagereddike, ½ hvidvinseddike) 1 del vand 1 del sukker Efter smag: sennepskorn hel sort peber laurbærblade (fjernes inden lages hældes på glasset)

Som lovet genbesøger vi nu Fredensborg Slotshave. Denne gang går jeg køkkenvejen og viser lidt fra mit besøg i juli måned i potageren - køkkenhaven. Det føles som et særligt privilegie at blive lukket gennem lågen ind til de sirligt holdte bede. Bede, med det ydmyge formål, at levere den grønne del af kosten til den kongelige familie...eller i hvert fald noget af kosten. Og ikke nok med det - der hentes også blomster og grønt til at fylde vaser og lignede på bordene på slottene...eller i hvert fald nogle af blomsterne. Bedene er store, så man kan godt fornemme at haven ikke kun er til pynt - der skal produceres noget her! Hver bed er kvadratisk i form og er ikke nødvendigvis kun dedikeret til én kultur. Den æstetiske effekt er vægtet højt mht. til farve, mønstre og strukturer. En muret væg adskiller potageren og parken. Opad denne vokser espalierede frugttrær - vist mest pærer? En låger åbner ud mod fra parken. Herfra går en akse gennem potageren ned til orangeriet. Det me

Sommeren er vist ovre for i år. Luften er blevet en anden og dagene er blevet markant kortere. Og det bliver kun værre... Men man kan da glædes over at der stadig er gang i det derude. Feks. mine kinesiske Sankthansurt, som har klaret sig fint. også på trods af de larver der gnaskede i dem i foråret. Den selvsåede ruccolas blomster er løbende blevet fjernet for at begrænse frøsætningen. Men nu lader jeg dem sidde en tid, for de er da smukke? Sidste år samlede jeg planterne i det store bed i større grupper af samme slags. Effekten er rigtig fin på bla. Sankhansurten, som gør sig i store flokke. Mine dahlia har skuffet i år! Lagde ellers godt ud med at få dem drevet fint frem i foråret (de blev plantet i potter i år). Men det er kun 2 af dem der har blomstret - og det kun sparsomt. Jeg har ikke gødet hele sommeren, for jeg har læst at det får planterne til blot at skyde masser af blade - men ingen blomster. Ved ikke om jeg tror på den længere. I hvert fald har jeg givet dem

Havestile har det med at krydse både tid og landegrænser. Nu viser jeg mere af den landskabelige del af  Jardins del Laberint d'Horta , og som du vil se er det utroligt hvordan næsten alle de klassiske elementer i den romantiske, landskabelige havestil kan findes på dette ene sted. Tag med på 2. runde! Vi begynder hvor vi sluttede første del, ved det store bassin. Ud for dette finder du det første af en række sceniske elementer, tablauer om man vil. Denne "grotte" markerer overgangen mellem den nyklassistiske have og den romantiske, landskabelige del. Herfra zig-zagger et stiforløb ned af terrænnet indtil man står ved hovedhuset igen. På vores vej ned ad stien er det første vi møder et "vandfald" hvor klippestykker er arrangeret så vandet kan plaske - dryppe - strømme så meget som muligt. På det første stykke af stien er der sikret rigeligt med siddepladser, hvor man kan sidde i skyggen og se sollyset flimre mellem trækronerne og ramme busketet og