Gå videre til hovedindholdet

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!


Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere sæsoner leveret selvsåede planter en masse. Sådan lige på grænsen til irriterende mange i fugerne i terrassen og også i pigstenene.

Og her opdagede jeg så, at det faktisk så ret godt ud med dem der. Og som bonus kunne de blomstrende hoveder nydes indefra gennem vinduerne. Så nu har jeg simpelthen sået dem direkte i belægningen - for at være sikker på at få planter nok. Og det må man sige der er! De overvintrede planter fra sidste år er hevet op - det er min erfaring at de nye klarer sig mindst lige så godt, og de er mindre grove i det. De gamle har fået et otium i min "skærehave" (mere om den en anden dag).

Nu må jeg så væbne mig med lidt tålmodighed indtil blomstringen, for indtil da ser det blot ud som om ukrudtet har fået fripas i belægningen. Selv om jeg er temmelig tolerant, er det ikke tilfældet, og det prikker til min stolthed, at det ser så rodet ud. Men så må jeg prøve at forklare hvad det går ud på...

Der er efterhånden godt med dildplanter i stykket, men for en sikkerheds skyld bliver der sprinklet frø ud i et par uger endnu. Men så er løbet også ved at være kørt, hvis der skal nå at komme skærme på.

Uf, hvor tiden går stærkt!


Kommentarer

  1. Bare totalt NICE! Supersmukt med de 2 skærmplanter langs husmuren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Glæder mig som et lille barn! Det bliver SÅ godt! :-)

      Slet
  2. Det er så skønt, når planterne selv viser vej og meget venligt af dilden at finde sit rette element, når nu du ikke kunne :-) Så er det, at man tænker,
    at naturen er vidunderlig og lever med et rodet udseende for at høste belønningen senere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er jo altid klogt at fange de hints planterne selv giver om hvad der bedst trives hvor. Selvom vejen derhen kan byde på mange skuffelser :-)
      Nu må man bare håbe at det med dild og jordtræthed ikke kommer til at gælde i dette tilfælde... for jeg har tænkt mig at gentage dette mange gange endnu.

      Slet
  3. En rigtig dejlig kombi med de to sammen. Hvis jeg har haft en smule held med dild, er der altid gået lus i dem!! Så ingen dild til mig, som erstatning bruger jeg bronzefennikel. Den vil dog nok være lidt voldsom i din belægning og med dit dild- og kæmpejernurt held, skal du da endelig fortsætte med successen. Så smukt ser det ud. :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har også overvejet bronzefennikel - også for at få en mere permanent løsning. Men den bliver jo ganske rigtig lidt voldsom, jo nærmest en hel busk. Så jeg nøjes med dilden så længe den vil gro!

      Slet
  4. Det er da bare en skøn sommerkombi du har der. Jeg finder også altid små planter mellem fliserne der kan flyttes hen i et bed eller bare blive hvor de fandt en plads.

    SvarSlet
  5. Hej Henrik. Dejligt at hilse på dig ved Cph-Garden,s åbning . Vidunderligt at få ansigt
    på . Rigtig god sommer.
    Venligst Grethe fra HAVELIV

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

VI SATSER DAHLIAKNOLDENE

Det er en årlig krise. Dahliaerne er klappet sammen efter den første frost, og nu starter kapløbet om at få sikret knoldene på bedste vis, så de kan give glæde næste år igen. Her plejer det så at handle om at få gravet knoldene op, tørret og renset af, for så at pakke dem ind i aviser og slæbe dem op på loftet. Men ikke i år. Jeg satser det hele - og lader knoldene blive i jorden.

Hvorfor så det? Det er selvfølgelig meget nemmere. Og det er den væsentligste grund. Men det er også en kalkuleret risiko, for jeg tror selvfølgelig på, at det nok skal lykkes. Det er der flere grunde til:

1. Jeg har fundet en god placering bag carporten, stik syd og delvist under udhænget. Her er dahlierne lykkedes på bedste vis i nogle år nu. Risikoen for at det hele bundfryser mener jeg er mindst her.
2. Her langs fundamentet er der masser af grus i jorden og det er meget veldrænet. Knoldene vil ikke stå og soppe i vand, selv om vi skulle få et vådt vinterhalvår.
3. Jeg gør lidt ekstra for at sikre knolde…

Kvædeflæsk

Så er det vist på tide med et indlæg! Eksamenslæsning, hold i ryggen og andre gode undskyldninger har holdt mig fra tasterne - men nok om det! I mellemtiden er det for alvor blevet efterår (vinter?) og vi trækker os mere og mere ind i varmen og tørvejret med vores sysler. Og hvad kan være bedre end søde sager af havens frugter?


Nu er det nemlig tid til at få noget ud af årets høst af kvæder. Vores lille kvæde-espaliet har i år kvitteret med 10 store, smukke, velduftende citrongule frugter - mere end rigeligt til vores forbrug. Nu er der jo altid et vist spild: sneglene har fået sat sine spor, det samme har fuglene, ligesom en tur på jorden også udløser stød, som må skæres bort. Men der er skal ikke så meget frugt til... 
Første batch gået til kvædegele, hældt direkte på flade glas. Når kvædemassen ikke får lov at tørre, bliver den i stedet til en dejlig gele perfekt til ost eller bare direkte på godt brød. I år prøvede jeg at findele de kogte kvædestykker med håndmikseren (succes!) i s…

Fredensborg Slots orangeri

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot.


Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop.
Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament. Ikke …