Gå videre til hovedindholdet

Moesgård, alle tiders landskab

Overskriften på dette indlæg var også titlen på et seminar jeg deltog i sidste fredag. Det hører til sjældenhederne, at jeg gør den slags, men det her lød så interesant, at jeg måtte med. Udgangspunktet var den nye museumsbygning ved Moesgård ved Århus, og de overvejelser man havde gjort sig i projektet om hvordan man bygger videre på et kulturlandskab, som indholder så mange kulturhistoriske spor og som landskabeligt også har en unik kvalitet. Og hvad man så gør fremadrettet, når man skal afveje bevaringsinteresser mod en aktiv brug af landskabet.




Kristine Jensen har været landskabsarkitekt på projektet og hun var også arrangør af seminaret. Og så var hun min lærer på Arkitektskolen i sin tid og min vejleder til mit afgangprojekt! Hendes projekter er ofte enkle og skåret ind til benet - og netop derfor stærke i sit udtryk. Jeg har tidligere vist hendes blomstrende oval til Århus Festuge i 2014 - Park Paseo.


Området omkring Moesgård har i over 100 år været et yndet udfluktsmål for byens borgere - også længe inden herregården Moesgård blev omdannet til museum. Her er man taget ud for at bade, gå tur i skoven og få kaffe og frokost på Skovmøllen. Det har med andre ord været betragtet som en del byens grønne rum og kommunen ejer da også nu en god del af Marselisskoven.

Herregårdslandskabet omkring Moesgård er relativt uberørt, hvilket især skyldes en landskabsfredning - den såkaldte Fulden-fredning. Du kan læse mere om fredningen her: Fulden og Moesgaard

En af de ting der er til diskussion er: Skal man fælde alleen og plante en ny? Den er oprindeligt dimensioneret til at herskabet og gæster kunne få en passende ankomst til gården i karet. Men det harmonerer dårligt med moderne køretøjer - herunder tusistbusser - i begge kørselsretninger. Træerne har desuden nået en alder hvor tiden de har levet, overstiger den tid de har tilbage... Retfærdiggør det en fælding? Eller skal tiden bare gå sin gang?


Der har været gjort mange overvejelser om hvordan den nye bygning kunne placeres og lægges ind i landskabet. Det er et stort volumen, uanset hvordan man griber det an, vil det være et markant indslag i landskabet. Grebet med at lægge det ned i bakken er lykkedes rigtigt godt - ikke kun fordi det visuelt synes mindre, det understreger også landskabets forløb.

Det store græstag gør hele fladen til et sted for ophold og leg (du kan godt se en lækker kælkebakke, ikke?). Men det fungerer også som en udsigtsplatform, som nu gør det store landskab tilgængeligt. Fantastisk udsyn over skovene, skråninger og bugten!

Det er helt bevidst, at arealerne omkring museet er udlagt som grøn græseng. Inden man påbegyndte byggeriet, blev der foretaget en omfattende registrering af planter og græsser, med henblik på at kunne reetablere arealerne igen med samme flora og med samme vedligeholdsstrategi som omkring Moesgaard i øvrigt. Det blev også diskuteret: Skal sådan et rekreativ område tilbyde flere funktioner? Eller skal man tvært imod begynde at tænke i at presse nogle brugere væk for at skåne arealerne? Feks. mountainbikes, heste - eller noget helt andet vi slet ikke kender endnu.

Befolkningstallet stiger i Århus og byen fortættes - man ønsker ikke at byen skal udvide sig ud af, men i stedet skal der bygges højere, tættere og inddrages "tomme" arealer indenfor byzonen. Det er jo umiddelbart godt i forhold til at bevare området omkring Moesgaard og holde det fri for nyt byggeri. Men det vil paradoksalt nok gøre brugen af området mere intensiv, for det vil bla. være her byens borgere vil søge hen for at bruge stedet som rekreativt rum. Skal man gøre tilgængeligheden større med mere parkering, flere busforbindelser, bredere veje og bedre cykelstier? Eller skal man netop undlade at gøre noget, så det hæmmer benyttelsen, at det er så besværligt at komme til?


Så er der jo hele diskussionen om hvilket natursyn man skal anlægge til sådan et rekreativt rum, som er så fyldt af kulturhistoriske lag. I de områder der er omfattet af fredningen lægges der op til en fastholdelse af det eksisterende. Man bruger og plejer området på en måde så det ligner et landskab omkring en "rigtig", fungerende herregård. Nogle ser gerne, at naturen i højere grad fik lov at passe sig selv - også selv om det betyder, at de elementer, der kræver menneskelig indblanding for at beholde deres udtryk, vil gå i opløsning.

Parken skal få lov at falde hen og vokse vildt, allé-træerne skal falde hvor de falder - når de falder. Andre vil tvært imod stramme de landskabelige træk op, der også har en arkitektonisk værdi endnu tydeligere op - og bygge videre på dem. Feks forstærke allerne, forlænge dem og plante nyt - som man har gjort langs vejen op til det nye museum. Rydde en passage i skoven, så der (igen) etableres et kig fra hovedbygningen på Moesgaard helt ud til bugten. Kristine Jensen er fortaler for det sidste - og jeg er enig. Sådan et landskab er resultatet af kontinuerlige til- og fravalg, og dem der batter, er dem der tegner landskabet eller kulturhistorien tydeligere op!

Jeg fik lidt ny energi på arkitekt-batterierne ovenpå denne dag og det var fedt! Og tiltrængt :-)

Kommentarer

  1. Det lyder som et skønt udflugtsmål, det er over 35 år siden at jeg har været ved Moesgaard, så der er nok sket et eller andet siden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lidt... ;-)
      Museet er rykket helt ud af de gamle herregårdsbygninger, som nu helt er overtaget af Aarhus Universitet - Institut for Kultur og Samfund (bla arkæologi og antropologi)

      Slet
  2. Vi besøgte Moesgaard sidste år for at se den kinesiske udstilling og nød virkelig at udforske museet og området omkring det. At åbne op for et kig ud til bugten virker ret oplagt efter min mening.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fik aldrig set den udstilling, ærgeligt nok.
      Dejligt område, specielt turen ned til vandet er rigtig fin - og det er det kig der kunne være så flot!

      Slet
  3. Jeg så også den kinesiske udstilling. Jeg var meget optaget af den måde, hvorpå museumsbygningen smyger sig ind i landskabet. Jeg synes også, det indvendige er godt lavet, navnlig rammerne omkring gravballemanden.

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Det et rigtigt fint museum, med nogle anvendelige rum. Ligesom AROS er det et venligt og uformelt sted

      Slet
  4. Tak for postet om Moesgaard, og ja; en kile i beplantningen fra hovedbygningen og ud til vandet vil være det eneste rigtige.
    Forsøgte forgæves at melde mig til det arrangement, den dag vi fik nyhedsbrevet om det fra DL. Men da var der allerede fuldt booket og lukket for flere tilmeldinger. Jeg har en del ubesvarede spørgsmål omkring museumsanlægget, jeg gerne havde vendt med de rette folk. Men det må blive en anden gang.

    bh
    Kjels

    SvarSlet
    Svar
    1. Ærgerligt at du ikke kom med, der var ganske rigtigt fuldt hus. Du kan vel rette dine spørgsmål direkte til museet og/eller tegnestuerne?

      Slet
    2. ;-), ha ha. - Henrik, du ved det er bedre at tale sammen om den slags, face to face!?

      Slet
    3. Det kan nogle gange være klogt... ;-)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…