Gå videre til hovedindholdet

Vinter og spejlbassin

I sommer fik jeg lavet et lille spejlbassin (det kan du se her: Et nyt spejlbassin). Jeg lovede dengang, at vende tilbage til det løbende, så det gør jeg nu!




Det er jo ikke fordi der er meget at vise på denne tid. Det gustne foto fanger stemningen meget godt...

Men jeg har været ret spændt på hvordan bassinet ville arte sig når det blev frostvejr. Det ved vi nu! Og det arter sig fint - heldigvis. Det er jo ikke så dybt, så selv når det bundfryser (som det har været nu), så presser det ikke synderligt meget på siderne. Med andre ord: kanterne ligger hvor de skal! Dugen skal også stå sin prøve - bliver den mør af frosten? Men det ved vi først til foråret. 



Nu kan jeg så glæde mig over at studere den store isklump i bassinet. Ligeså facinerende vandfladen er om sommeren, ligeså spændende er det at fordybe sig i hvordan iskrystallerne dannes. Se hvordan tusindvis af små luftbobler er blevet fanget i isen og danner en solid masse af "have-champagne". 

Blade og andet er blevet fixeret i isen - næsten som insekter i rav - og på den måde får man næsten følelsen af at tiden er gået i stå.


Men det er den ikke. Isen tør og fryser og forandrer sig fra time til time. Nu må vi se om en længere varmeperiode kan gøre det af med isklumpen. Men indtil nu har den holdt stand, selv med direkte sol. 


Skål i "have-champagne" og godt nytår - mens vi venter på varmen.

Kommentarer

  1. Sådan noget is er jo den rene kunst! Jeg så godt dine isbilleder på Instagram, men jeg vidste ikke at de stammede fra jeres spejlbassin. Tænk at det er ligeså fint om vinteren som om sommeren ...

    SvarSlet
  2. Ihh hvor er det smukt. Jeg er vild med sådanne isbilleder og vinter - ja det er jo lige mig. Vi har ikke været heldige at få sne her hos os, men man kan jo stadig være heldig.
    Mange hilsner fra Susan

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…