torsdag den 29. september 2016

Ny brolægning - nu piller jeg den op!

Her i sommer har vi fået lavet en vældigt fin pigstenbelægning langs fronten af huset. Den har nu udstået sin prøvetid, og den ser ud til at ligge fint. Det samme gør stenmelet i fugerne - der har næsten ikke skullet fyldes efter. Flot arbejde! Så nu piller vi den op igen.





HVAD!? tænker du måske? Det kan jeg godt forstå, men jeg har hele tiden ønsket at stenbelægningen skulle tilføres noget levende. Mine erfaringer med beplantningen langs husmuren, før den nye belægning, er så gode at jeg vil plante noget igen. Dog ikke op ad muren og dog ikke i hele facadens længde. Jeg begrænser mig til lavendler - hvor der før var Hasselurt, Stokrose, Kærmindesøster... og lavendler.



Jeg ser for mig, at der med en fast rytme, skal stå en blomstrende lavendeltue, formet som en kuppel, midt i belægningen. Planterne er købt for nogen tid siden og valget faldt på HIDCOTE GIANT. Med det milde kystklima her, har den en chance for at være stedsegrøn og den bliver rimelig stor, med lange aks med blomsterstande op til 10 cm. Kunne det ikke blive smukt mod stenene og den rå mur?



Vi kan konstatere, at håndværket har været i orden da belæningen blev lavet: Det var ikke uden udfordringer, at lirke en sten op så de små lavendler kunne komme i jorden og nå at etablere sig inden efteråret for alvor tager fat. Det føles lidt som et overgreb, at bryde den belægning op vi så møjsommeligt har lagt, men jeg trøster mig med, at vi vil kunne reparere den hvis lavendelprojektet kuldsejler.



Men kom nu lavendler - bevis at min tanke holder!



mandag den 26. september 2016

På HAVEFOLKET: PARKEN VED GISSELFELD KLOSTER

De fleste kender nok Gisselfeld Kloster for det uendeligt smukke Paradehus. Men omkring godset er der også en meget smuk park , som fortjener et besøg. Det er et fint anlæg, en romantisk landskabshave, som indbyder til styrede kig og iscenesatte tableauer.






onsdag den 21. september 2016

Et nyt spejlbassin

Jeg har længe været meget optaget af spejlbassiner og hvad vand og reflektioner kan tilføre en have. Nu opstod der så en for at få netop sådant et i forbindelse med at vi har ændret lidt på terrassen og anlagt nye bede. Det ene blev i stedet delvist til et lavt bassin og her kan du se hvordan det blev til!



 
Bassinet, som det så ud da det netop var færdigt - spejleffekten er super! Både for at spejle himlen, men også de planter der kommer i det smalle bed langs med bassinkanten. Bænken foran bliver en ny ynglingsplads tror jeg.

Udgangspunktet er kanten af herregårdssten, der er taget op af terrassen. Her er de lagt op i en prøveopstilling. Siden er de blevet monteret med fliseklæber - undtaget øverste lag omkring bassinet. Det vender jeg tilbage til.

Bassinet bliver foret med insilagefolie. Vi havde noget liggende fra afdækningen på loftet da stråtaget blev skiftet. Det er sort, det er kraftigt, det er STORE stykker - og det var gratis. Fliserne blev omhyggeligt fejet, så der ikke kom sten og andet der potentielt kunne lave hul i dugen senere.

Et rigeligt stort stykke af plasten blev bredt ud over hullet. Herefter blev der fyldt vand på. Vandet presser folien mod underlaget, og den blev forsigtigt strakt ud og rettet pænt til i kanten undervejs.

Det er ikke et særligt stort bassin - omkring 125 liter kan det rumme.

Vi lagde lidt sten på kanten undervejs for at dugen ikke skulle klaske ned i vandet af vinden. Hjørnerne er foldet på bedste julegavemanér...det gælder især om at få det så skarpt som muligt, helt ind i hjørnerne.

Til sidst: Kanten lægges på. Vi forsøger med bare at lade den ligge løst på.Viser det sig at der bliver skubbet for meget til dem, så må de få en klat fliseklæber. Men det er nu dejligt at kunne skifte plasten, hurtigt og nemt.
Det hele er jo lidt af et eksperiment - måske gider jeg slet ikke det med vand, hvis der er for meget bøvl med det: skidt i vandet, alger, udtørring osv. Så jeg har ikke villet gøre store konstruktive indgreb - det skulle være nemt at prøve af. Prisen for det er at vandspejlet er vandret...som vand nu engang er! Men det er terrassen jo ikke - den er der jo et godt fald på. Så der stikker altså et par cm af plasten op over vandkanten altid i den ene ende. Sådan er det bare. Men da bassinet sjældent vil være helt fyldt op alligevel, spiller det ikke den store rolle.

Når vandet når overkanten af plasten, siver det blot under stenene. Jeg har indtil nu kun efterfyldt 1 gang - efter hedebølgen her i sensommeren, så jeg tror der som regel vil være nogenlunde balance med det vejr vi har i Danmark...

Nu bliver det spændende hvordan forsøget går - jeg er især spændt på hvodan alge-situationen udvikler sig!
 
 

fredag den 16. september 2016

1,5 nyt bed

De 1,5 nye bede er nu etableret efter de sædvanlige mængder af blod, sved og tårer. Der er ikke meget, der går lige så enkelt som det er tænkt. Slet ikke når pladsen er trang; så ender man med at flytte på sten, jord og sand mange gange, fordi man lige må igennem nogle midlertidige placeringer ind imellem. Men der er jo kun 1 vej - fremad! Derfor er der nu nye bede i haven. YES! (Så mangler der bare nogle planter...)





Designet endte jo med, at jeg lavede 2 kopier af det firkantede bed jeg lavede forrige år. Det blev så kun til 1,5 bed, for det ene blev delvist transmogriffet til et spejlbassin (mere om det en anden dag). Proceduren var på denne måde prøvet før, så jeg kunne til dels bare trække på erfaringerne fra sidst.

Vi tilstræber at bruge de materialer vi har, så udgangspunktet har igen været at bruge de sten vi piller op af terrassen til at sætte en kant om bedet. Med de dimensioner jeg har valgt går antallet næsten op...med lidt ekstra til lidt andre projekter!




Terrassen er lagt i rigeligt med sand, så det har vi gravet bort inden der er fyldt nyt plantemuld i. Op til "udgravningen" havde der været flere dage med regn, hvilket egentlig var en god ting: så var sandet fugtigt og faldt ikke sammen - terrassen skal jo nødig undermineres ved at sandet er væk under den.

En af udfordringerne ved denne have er jorden: Tung lerjord og et kompakt rent lerlag allerede 50 cm nede. Når jeg siger kompakt, så mener jeg KOMPAKT! Det er næsten som et støbt gulv, så det siger sig selv der skal nyt jord på. Og at det faktisk er ret fint med sandlaget omkring bedet til at give tiltrængt dræn.
Nu mangler der bare det sjove - at fylde bedene med planter!



torsdag den 15. september 2016

På HAVEFOLKET: BESØG I EN KÅLGÅRD

Flere steder på Rømø har jeg studset over nogle underlige små diger ved nogle af øens gamle huse. Det viser sig, at det er spor af gamle køkkenhaver - ja, egentlig egentlig haver i det hele taget, for det har ofte også været her man har dyrket blomster. 

For nyligt var jeg i Nymindegab, og på det lokale museum har de en herlig rekontruktion af en sådan have - en kålgård. Fantastisk inspirerende måde at lave en køkkenhave på! Jeg knipsede naturligvis nogle fotos og har lavet et indlæg på HAVEFOLKET om mit besøg.


Du kan læse om kålgården i Nymindegab her



 
 

søndag den 11. september 2016

Ny plan for havens indretning

Hvad er en have? Eller rettere: hvad skal en have være? For mig er det et sted, hvor man kan slappe af, slikke sol, spise og lave forskelligt praktisk arbejde. Altsammen omgivet af blomster, træer og buske, som giver skiftende oplevelser året igennem med dufte, farver og former. Set i det lys har det længe været et ønske, at inddrage noget mere af den belagte terrasse for at omdanne det til bede. Men da det er i lille have må de ikke blive for avancerede, for store eller ligge i vejen for færdsel og brug af haven i øvrigt.


Jeg har derfor skitseret og skitseret. Målt op og lavet prøveopstillinger. Rettet og korrigeret. Tænkt om. Lavet om. Hoppet tilbage til gamle ideer. Skitseret og skitseret. Igen og igen. Hvorfor f..... skulle det nu være så svært!?

Først og fremmest er det svært, fordi det er et lille rum. Og en god del af arealet er reelt færdselsareal. Dernæst er der en udsigt som skal bevares. Og så er der ikke megen hjælp at hente i husets facade... jeg har forsøgt at finde en rytme eller et møster jeg kunne lægge mig op ad, men det blev lidt krampagtigt. Huset vinduer er fordelt hen ad facaden med en møggreb - de hopper derhen ad som Kong Volmers ...

Hvad er det så endt med? Haven deles fremover op i 3 rum:

1) 2 nye bede etableres midt i haven og synlige fra stuen. Firkantede kopier af det bed, der blev etableret ved æbletræet for et par år siden. Med et lille tvist... I sidste øjeblik besluttede vi at lave et forsøg med et spejlbassin i det ene bed. Bliver vi trætte af det, plantes det til i stedet.

2) Jeg vil bygge en pergola ud fra døren til soveværelset. Den skal opdele haven i flere rum og dæmpe vinden fra vest. Pergolaen bliver en konstruktion der skal rumme flere funktioner: på den side der vender mod æbletræet og vandhanen skal arbejdsbordet bo. (Det gør det allerede i vores prøveopstilling). Til den modsatte side bliver der en niche til en bænk.

3) Spiseplads og grill er samlet mod øst op ad carporten. Her falder de sidste stråler om aftenen og der er adgang til strøm. På sigt vil vi sætte en dør i det sidste vindue, så vi får adgang til haven fra stuen og køkkenet direkte hertil. Planen er at bygge en skygge- og lægivende konstruktion så parasolen kan komme på pension. Den slags er bare besværlige i strid vestenvind, så et fast listetag vil blive godt.

Første skridt ER taget: stenene er pillet op og kanterne er sat til bedene og jord er købt og skovlet på plads. Nu mangler bare planteringen :-) - Kryds lige fingre for at det klapper, ikk?

fredag den 9. september 2016

På HAVEFOLKET: DEN GRØNNE AMBASSADE I AARHUS

For nogle måneder siden var jeg på rundtur i Aarhus og faldt over en sær bygning midt i byen. En noget fremmed form og af ganske anderledes materialer end man ellers ser "på stenbroen". Det viste sig at være en pavillion, som bliver beboet af noget så fint som en AMBASSADE! Ja, såmænd! Det er Den Grønne Ambassade, der er tale om, og den kan du læse mere om i min artikel på HAVEFOLKET.


Hop til artiklen her.



onsdag den 7. september 2016

Landskabskunst ved Blåvand

Hvor er det dejligt, når man får en oplevelse, som er meget bedre end det man som udgangspunkt regnede med! Sådan én fik jeg i weekenden, hvor jeg var et smut i Blåvand. Egentlig var det fyrtårnet, der var målet. Men det kom jeg slet ikke op i, for der var noget der var mindst lige så spændende udenfor. Der er nemlig udstillingen "Wadden Tide"!



Wadden Tide er en del af Vadehavs-festivalen. 12 værker af landskabskunst er udstillet, lavet af kunstnere fra hele verden. De har tænkt værkerne til stedet og de fleste tager udgangspunkt den unikke placering, nemlig på stranden og i klitterne nedenfor fyret ved Blåvand. Flere har mere eller mindre direkte referencer til Vadehavet.

Jeg elsker den slags kunst, hvor den spiller op til natur og landskabet omkring den. Og især da hvor naturen eller naturfænomener er en del af værket.

F.eks. værket WIND SIGNS in G Major, hvor Anna Schimkat har opstillet en række bundter kloakrør på stranden som store skulpturer. Flotte grafisk mod sandet og himlen, men de bliver først rigtigt interessante når vinden (og den er der jo en del af på vestkysten) bliver fanget i slidser i rørene, så de pludselig fungerer som "fløjter". Hvor enkelt og hvor effektfuldt - både stedet og skalaen bliver understeget.

Et andet værk, Birds, af Alice & David Bertizzolo, leger med måden vores hjerner opfatter ting og placerer dem i en logisk sammenhæng. På afstand ser det ud som om store flokke af havfugle har slået sig ned i klitterne. Vi tænker: hvide former med krop og hals + hav + stort antal + strand + samlet formation = havfugle! Men når man kommer tættere på ser man, at det er noget ganske andet: Hundredevis af de vandkander fra IKEA, som mange af os har stående derhjemme! Sjovt og faktisk ret flot.

Stichting landscapstheater en meer har lavet en kæmpe installation på stranden, Dancing with Nature, hvor grå bolde (de der kommer i fitnesscentre vil kende dem...jeg kender dem kun fra billeder...) er fanget i kugleformede bure, næsten som kæmpe rangler. Globerne fanges af vinden eller trilles/skubbes af tilskuerne, og danner foranderlige formationer og spor i sandet, der igen viskes ud af vinden.

Og der er meget mere - og du kan se det hele ganske gratis frem til den 2. oktober!


WEB: WADDEN-TIDE


















fredag den 2. september 2016

På HAVEFOLKET: SOMMERHUSET: NÅR HAVEN IKKE ER EN HAVE

Sommeren er ved at gå på hæld, og mange kan se tilbage på dejlige timer tilbragt i sommerhuset. Det er stedet til afslapning og nydelse, og for mange er det lig med det enkle liv. Mange stræber efter noget, de kalder en naturgrund - men er det natur? Her besøger vi en have, som indeholder en række elementer, der både er med til at adskille grunden fra den omgivende natur og samtidig invitere den indenfor.


Læs hele artiklen her på HAVEFOLKET






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...