mandag den 25. april 2016

Et rabarberdrivhus

Der er ikke plads til den store køkkenhave på vores grund. Vi producerer dog lidt eget grønt - bla. lidt rabarber. Det er nemlig netop sådan en lille ting som kan sprede stor glæde. Måske fordi det er noget af det første der kan høstes, og vi er så grådige efter den slags her i de første forårsmåneder?



Men kan man få rabarberne til at give noget ENDNU TIDLIGERE?! Jeg har lavet et lille forsøg med at sætte dem i deres eget lille rabarber-drivhus. Det ser ud til at have sat lidt ekstra fut i dem!

Til venstre: En plastkasse bliver placeret over den spæde rabarber d. 19. marts. Den er klodset lidt op med nogle småsten så luften kan cirkulere lidt. Og et par sten ovenpå for at blæsten ikke skal tage den!

Til højre: D. 9. april er der kommet gang i væksten. Man kan se der er lidt lunere luft inde i boksen.



Til venstre: D. 22 april. En lille kube af rabarber! Jeg tænker, at nu må den slippes fri, ellers vil jeg tro bladene begynder at tage skade af være klemt op mod plastik-"ruden".

Til højre: Den befriede rabarber! Ser ud til egentlig at kunne høstes af nu...men venter lige en uges tid, så den kan få en chance for at opbygge noget smag. Men eksperimentet vurderer jeg til at være en succes.

Man kan købe fine lerklokker som man kan drive rababer frem i - men det her er da en nem og billig løsning! Nogen der har erfaring med lerpotterne?



torsdag den 21. april 2016

Have-kirurgi

Jeg gider ikke luge. Og jeg gider ikke se på jord, når jeg kan få blomstrendende planter i stedet. Derfor står væksterne ganske tæt her hos mig og til dels også i flere lag. Det kan jo give udfordringer når man skal flytte lidt på tingene.



For nogle år siden fik jeg en staudespade - du ved, sådan en spade med et smalt blad, som man nemmere kan stikke ned i junglen af grønt, når man ønsker at flytte en staude. Den er rigtig god, men man skal stadig kunne vippe med den for at få plante og rodklump vristet fri. Under denne operation kan naboplanterne nemt komme til at lide overlast.


Derfor ønskede jeg mig på et tidspunkt en pælespade! Det er sådan en anordning med 2 blade, der stikkes ned i jorden, drejes lidt rundt, klemmes sammen med en saksebevægelse og som så løfter en "prop" af jord op.

Den er - som navnet antyder - beregnet til at grave huller til pæle. Men den er faktisk også ganske fiks til at liste ned omkring en staude eller et fejlplaceret løg og så med kirurgisk præcision få hentet hele molevitten op og væk.


Det er ikke helt uden anstrengelser, bla fordi pælespaden er lavet af massivt jern/stål og vejer GODT til. Men jeg er blevet rigtigt glad for den når jeg udfører HAVEKIRURGI!

søndag den 17. april 2016

Renovering af den lille haves hus - 1. etape

Dette er en haveblog, og derfor er fokus selvfølgelig på...ja haven. Men haven hører jo til et hus. Og huset har en historie og en arkitektur, som selvfølgelig har betydning for hvordan haven ser ud. I disse dage gennemgår huset en tiltrængt renovering, hvor der kommer nyt strå på den ene side af taget, ny skorstenspibe, frontspicet bliver rettet op og der kommer ny zink på. Så i dette indlæg kommer der altså meget mursten og meget lidt have. Så er du advaret!



FØR: Huset er fra 1857 og er oprindeligt en skole. Det forklarer det markante parti der markerer hoveddøren: Et frontespice. Dette er lidt usædvanligt bredt og stort. Man lavede den slags partier i facaden for at sikre at brændende strå ikke skulle falde ned og blokere udgangen, hvis der skulle opstå brand. Gennem tiden er overdelen blevet lappet og repareret på sådan en måde at det fine profil er gået tabt. 

EFTER: Efter mureren har været igang: Frontespicet har fået sin barokke og mere elegante afslutning tilbage, omend i en mere forenklet udgave. Det klæder virkelig indgangspartiet, at det er blevet forhøjet en 3-4 skifter!

Der er brugt blødstrøgne sten i det karakteristiske, smalle "tyske" format som er kendetegnende for byggeriet her på egnen på den tid.



EFTER: Den nye skorstenspibe gør underværker! Der er kommet den fine aftrapning på som hører den vestslesviske stil til, og så er den lidt smallere og er placeret i den rigtige højde i forhold til rygningen. Bliver superflot når det nye strå kommer på! Der skal lyngrygning på igen, som det eksisterende.

Nu er huset pakket ind som en tidlig julegave. Muren skal repareres langs kanten inden de nye strå kan komme på. Især gavlen trænger til en omgang. Der bliver også lavet en rigtig god løsning på afvanding af taget omkring frontspicet og ikke mindst kommer der en fin afslutning på murkronen. Vi glæder os!

Du kan se mere om renoveringen her:



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...