Gå videre til hovedindholdet

Sten ved sten ved sten ved sten

Jeg stammer ikke. Men det er sådan det foregår når man lægger pigstensbelægning. Igen og igen vendes og drejes hver eneste sten og igen forsøger man at finde det helt rigtige placering til netop DENNE stump bjerg. Igen og igen bankes den på plads til den er i rette højde. Og så kan man gå videre til næste.


Stenene er leveret af vognmand fra en grusgrav, hentet 20 meter nede i jorden hvor du finder sten der er rundede...men ikke runde. De er formet af landskabets bevægelser gennem tusind af år, afstrømning af isvand, indfanget i is igen, skurret rundt med en langsomhed som vores hjerner næsten ikke kan fatte. Til sidst er de så endt i dette lag i netop denne grusgrav, hentet af netop denne vognmand og læsset af i netop denne indkørsel. 1.5 ton. 
Og så går man ellers i gang. En sten ad gangen. Og pludselig ligger der 1 meter. Så 2 og så mange.

Hvorfor så dette besvær? Jo, den slags belægning hører ligesom med til sådan et hus! Det er nok den væsentligste forklaring. Men dernæst tjener den et praktisk formål: Stråtag har ikke tagrender! Ja, jeg ved godt at på Sjælland og andre udkanter bruger man at sætte en trækasse under og lægge en tagrende heri. Men så får man jo netop ikke de skarpe kanter som stråene giver og du ser jo slet ikke hvor fantastisk strå er som materiale til at lede vandet, fra tagryg og helt til det slipper det sidste strås ende som en tung dråbe.

Men resultatet af dette vandplaskeri er jo at vand og mudder sjaskes op på murværket. Og det kan muren ikke lide - den skal helst holdes så tør som muligt. Ved at lægge pigssten rammer dråberne en rund overflade, og spredes i en kaskade af vand i alle retninger. Nogle vil ramme muren, men mange vil ikke. Rammer det en plan flade vil der ikke ske samme spredning og en større mængde vand vil sjaske muren til. Statistisk set.

Belægningen skal have fald væk fra muren. Var dette en restaureringsopgave var stenene blevet sat med større fald. Det er det ikke, så vi nøjes med det ret kraftige fald hele belægningen har i forvejen. Og det er rigeligt.

Bar jord skal skal man selvfølgelig ikke have op ad muren. Det bliver jo til mudderplask. Men vi havde jo betonsten..kunne det ikke være godt nok? Jo, det er det næstbedste. Men beton indeholder syre som også plaskes op ad muren - ikke godt.

Så vi lægger sten. Og lægger sten.

...og så fandt vi i øvrigt resterne af lyn-aflederen!





Kommentarer

  1. Hvor er det flot! Det er da den helt rigtige løsning til det smukke hus med det smukke tag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Frede, det pynter gevaldigt i hvert fald :-)

      Slet
  2. Svar
    1. Tak Lone - er rigtig godt tilfreds så langt... :-)

      Slet
  3. Det bliver rigtig smukt... men har jeg ret i at du har et godt stykke arbejde foran dig endnu....

    SvarSlet
    Svar
    1. I skrivende stund mangler der kun 5%... så kommer det lidt puslerier med den omkringliggende belægning og så fordelingen af stenmel...men det skrider godt frem (men lige nu mangler jeg faktisk sten...!)

      Slet
  4. Hej Henrik.Er bare vild med pigsten...........og det helt rigtige valg til dit hus.
    Er selv så småt igang med en lille sti i haven.Men mangler nogle flere sten.
    Fortsat god arbejdslyst med stenene Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette, synes også de passer godt. Men nu mangler jeg faktisk også lidt sten - tro det eller ej! Held og lykke med dit sti-projekt :-)

      Slet
  5. Henrik! Dette er sagt i den bedste ånd; Du er simpelthen en helt igennem fantastisk nørd!
    Elsker sådan nogle indlæg. Underholdende og lærerigt. Fedt og tak for det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. He he, tak Karina! Man (jeg gør i hvert fald) bliver lidt grebet af det når man går i krig med sådant et relativt nyt område som belægning er for mig ;-)

      Slet
  6. Varje sten är är noggrant utvald och lagd med omsorg och det blir ju så snyggt!
    Grattis till fint arbete!
    /Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, jeg prøver at gøre mig umage og lægge hver en sten omhyggeligt. :-)

      Slet
  7. Det ser eddermame godt ud....så er det sagt....og sikke et arbejde! Respekt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Esther :-) Indrømmet: det har været et stort arbejde! Men nu er det ovre og man kan glæde sig over resultatet.

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…