Gå videre til hovedindholdet

Om at hente himlen ned - spejlbassiner

Sådanne kolde og blæsende dage, som vi har haft i den seneste tid kan bedst tilbringes indendøre. Jeg har bla. bladret igennem mine billeder og blev fanget af de spejlbassiner jeg er stødt på i de seneste år. De kan jo noget ganske særligt, nemlig reflektere omgivelserne - og ikke mindst: Hente himlen ned!



Strengt taget er dette ikke et spejlbassin, men et springvand. Bevægelse i vandet ødelægger reflektionerne, men jeg tænker faktisk at dette er meget smukkere som det står her uden sprøjteriet og i stedet kan gengive den smukke trappe og rammen af gamle takshække. Vi er i Barcelona i Parc del Laberint d'Horta

Samme idé i en moderne udgave. Dette er også et springvand: der er dyser over hele pladsen, der kan forvande den til et stort badeland. Men også her synes jeg det er stærkest når vandspejlet fra "pølen" bare får lov at stå alene. "Krystallen", Nykredit på Kalvebod Brygge, København.


Samme form og tanke, men denne gang udført som et "rigtigt" spejlbassin. Det ligger i Claus Dalbys have i Århus og ses normalt med den fine tempel-pavillion i baggrunden. Her kommer bassinet virkelig til sin ret, både som spejl for bygningen, men også som en luftig pause i de tætbeplantede haverum.

Igen samme form og tanke, nu blot udført i meget større skala. Jeg synes især det er flot hvordan cirkelslaget gentager formen fra det store palmehus. Vi er ved væksthusene i Botanisk Have, København

Der er bare noget fascinerende ved spejlinger! Selv om væksthuset her ikke er specielt spændende at se på i sig selv, så får man alligevel lyst til at sætte sig på en bænk netop her (hvis der var en) og bare sidde og kigge. Besynderligt, ikke? Hus og bassin ligger Fredensborg Slotshave, Fredensborg.

Super flot eksempel på fantastiske bassiner i et elegant anlæg hos Heides Planteskole i Thisted. De er lavet helt enkelt af jernrammer og bassinfolie, og jeg har lovet mig selv at sådan nogle (nå ja, i hvert fald ét) vil jeg også have når jeg får en mere rummelig have!

Fru Pedersen har også et spejlbassin i sin have i Vemb. Det spiller jo fint op til jernpavillionen - og så kan man jo også udnytte vandets egenskaber på anden måde, nemlig ved at lade ting flyde rundt i bassinet som feks glaskuglerne her.

Igen: dette er egentlig et springvand, men det er så tilpas stort, at det fungerer som spejlbassin også. Og så er springvendet i øvrigt ikke altid tændt. Anlægget er lidt over et år gammelt, og del at en fornyelse af området foran og adgangen til Statens Museum for Kunst i København. Det er tegnet af Polyform Arkitekter og det fine ved sådan et bassin i denne sammenhæng er, at kanten også fungerer som en kæmpemæssig bænk. Der er allerede mange gæster der har nydt lidt tid i solen med fødderne i vandet - det har givet meget mere liv til haveanlægget end det lidt kedelige parterre der var før. Selv de farvestrålende stole har det med at vandre op i bassinet på mystisk vis...

Endnu et bassin, der også er bygget op med en kant. Her er der ikke en stram geometri, men i stedet et organisk forløb. Det er vist kendt af de fleste og ligger i Anne Just´s have i Hune. Jeg har været forelsket i det bassin siden første gang jeg så det til en forelæsning på Arkitekskolen, og kærligheden er ikke blevet mindre efter jeg har set det i virkeligheden. Som alt andet i den have er det mageløst!

Et eksempel på bassiner i en mindre skala  men bestemt ikke mindre effektfulde! Jernkarrene (nok nærmere Corten stål...) er placeret i det "mørke" haverum i Kjeld Slots Ellipsehaver, omgivet af formklippede blodbøg og andre mørkbladede vækster. Jeg pusler lidt med tanken om at få lidt vand i haven på samme vis - med et kar eller to.

Vi slutter i den lidt småskøre ende. I Barcelona ved Parc de la Ciutadella finder du denne skulptur til ære for Picasso. Det er en absurd sammenstilling af gamle møbler, lukket inde i en glaskasse og placeret i et bassin. Dels viser dette igen, at der er noget dragende og eventyrligt ved ting der spejler sig, men eksemplet viser også hvordan man kan bruge et spejlbassin til at skabe afstand - noget man skal omkring eller uden om. Og det kan jo også være en fin effekt i en have!

Har du et spejlbassin i din have?



Kommentarer

  1. Kære Henrik.
    Nej ikke endnu, men jeg har en aftale med vores smed at han skal lave et og det skal være firkantet. Jeg skal bare have fundet det rigtige mål ikke for lille eller ikke for stort. Oprindelig havde jeg tænkt rundt men min byder mere ind til det firkantede.
    Så jeg skal bare rundt og sætte af måle, vurderer og sikkert engang til den samme øvelse.
    god fredag til dig
    Kh.
    Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten
      Det er nemlig helt rigtigt: det er ikke helt enkelt at ramme den rigtige størrelse! Formen kan man nemmere afgøre i forhold til det rum det skal være i, men det må hverken blive for stort eller for lille. Og så skal man måske også skele lidt til hvor nemt det skal være at vedligeholde... Glæder mig til at høre og se hvad du finder ud af!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  2. Det står højt på ønskesedlen - bare et lille rundt ét a la Fru Pedersens - og jeg ved lige, hvor det skal være! Du har godt nok fundet nogle fine eksemplarer, jeg savner dog noget grønt at spejle - ud over himlens blå - i det moderne bassin. Vandet kommer ikke helt til sin ret, når det udelukkende spejler beton.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Frede
      Ja, det moderne hos Nykredit virker lidt goldt i forhold til de andre. På den anden side: Tænk hvor meget glæde man kan have af bare sådan en stor vandpyt?! Nogle gange kan helt enkle ting gøre en stor forskel :-)
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  3. Jeg har et lille et, vundet i en konkurrence ved Havefolket. Det er udmærket, og jeg er glad for det.
    Jeg havde planer om et større, men det bliver for dyrt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth
      Kan godt huske at du vandt fotokonkurrencen! Men jeg måtte lige ind på din blog for at se hvordan bassinet endte op - smart ide med at sætte det på en fælg! Var også lige inde og se på Zinkbakkens hjemmeside og de er da bestemt ikke helt billige. De ser dog også meget gennemførte ud.
      Jeg synes eksemplet fra Heides Planteskole virker overkommeligt prismæssigt hvis man skal have et lidt større bassin. Men hvor holdbart det er ved jeg ikke?
      I hvert fald: tillykke med sejren og din fine gevinst!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  4. Jeg planlægger et, efter jeg har set hvor fint det kan laves i små haver så er jeg også med på den :o) man bliver jo helt overbevist når man ser dine smukke billeder. Jeg er kun nået til processen der hedder rundt eller firkantet. Dalbys er jo smukt i den runde form men lige nu hælder jeg mest til det firkantede. Det kommer jo også meget an på hvor det skal være i haven.
    uper godt indlæg du har lavet Henrik.
    Masser af havehilsner fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda
      Der er mange muligheder når det gælder de mindre bassiner. Jeg har feks kig på de dér store spande og kar man kan få i byggemarkederne - tænker man må kunne lave noget med dem hvis de bliver gravet ned? Men kanten skal man jo så gøre noget ved... Fortsat god planlægnings/udtænkningsproces!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  5. Et smukt og inspirerende indlæg. Alligevel tvivler jeg stærkt på, at vi nogensinde kommer til at anskaffe et spejlbassin. For det første synes jeg ikke, det passer ind i vores have, og for det andet synes jeg, sådan et bassin skal stå knivskarpt med rent vand for at fungere, og her blæser det med blade og småkviste hele tiden. Heldigvis behøver alle haver ikke at være ens.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie,
      Man bør klart gøre sig overvejelser som dig inden man anskaffer sig et bassin bla i forhold til om placeringen kan give problemer med nedfaldne blade og i forhold til om man i så fald kan leve med det. Det har jo også sin eget romantiske charme...det har algesuppe til gengæld ikke :-)
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  6. Ja det har jeg og jeg elsker det. Det med havedamme er ikke lige mig, men jeg har ønsket mig et spejlbassin siden jeg var ganske ung. Min inspiration kom oprindelig fra bassinet foran Gentofte rådhus, siden var det fra Heides planteskole som jeg så i Claus Dalbys bog "Havedrømme" og vi tog vi drog afsted og fik en snak med ham om opskriften. I 2011 lavede jeg et indlæg om hvordan det blev bygget og det er der virkelig mange der har læst:)
    Nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger ;))) men efter min mening er der forskel på at have vand i haven som man kan spejle sig i og et spejlbassin og jeg er fuldstændig enig med Marie i at et spejlbassin skal stå skarpt og uden alle mulige dikkedarer og det er den store udfordring i et lavt spejlbassin. Det skal fejes og renses, for det pludrer jo til og ting flyver ned i og så er det ikke så kønt. Alligevel er bassinet på dit første billede virkelig smukt - sikkert fordi det er så dybt og al pludderet er bundfældet så man får et fantastisk spejl. Også spejlbassinet i Fredensborg og ved Botanisk have står fantastisk smukt.
    Jeg synes at alle skal have vand i haven under en eller anden form - spejl eller dam eller bare et kar - det er en fornøjelse og fuglene elsker det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth
      Måtte naturligvis også læse dit indlæg om dit bassin efter Heide-metoden! Det ser jo superflot ud og var da et spændende projekt må man sige! Det jeg besøgte Heide var rammerne altså forede med bassinfolie, så jeg tror der kommet en utæthed, som man har reddet på den måde. Det må vi få opklaret ved næste besøg!
      En sort bund giver jo klart den bedste spejling, og det er ganske rigtigt en udfordring med "pludder" og snask i sådan et bassin. Tænker det måske er en ekstra udfordring i lave bassiner, hvor man nemmere kan se bunden?

      Bassinet på det første billede var faktisk ikke særligt dybt (15-20 cm). Men vandet var helt klart og rent, så enten var det netop blevet renset eller - og tror jeg sagtens kunne være tilfældet - så har man hældt en skvæt kemi i baljen...
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  7. Jeg synes mageløst er det helt rigtige ord at bruge om Anne Justs have. Alt i denne have er smukt og bærer præg af at være skabt af 2 kunstnere. Vi hat ikke et spejlbassin i haven, men vi har et par ret store fuglebade, og jeg synes altid, de er fulde af blade og andet. Jeg er bange for, at et spejlbassin vil være ret arbejdskrævende at holde ren.
    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elna
      Haven i Hune ER fantastisk! Der er vist ingen tvivl om at fornøjelsen med et spejlbassin skal vejes op imod besværet. Så nogle gange må man bare vælge noget fra - og mht. spejlbassiner klarer man sig jo også godt uden :-)
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  8. Jeg synes spejlbassiner er umådelig smukke, men jeg har forlængst indset, at det er der ikke plads til her i haven. I stedet regner jeg med at få plads til en "balje med vand"...når forhaven er blevet omlagt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Esther
      Lidt har også ret! Jeg går med samme tanker som dig og tror man kan opnå lidt af samme effekt som ved store bassiner. Det synes jeg Kjeld Slots jernkar viser meget godt.
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  9. Kære Henrik.
    Sikke et skønt indlæg, hvor jeg også griner lidt af det, der står mellem linjerne. Jeg er dybt fascineret af vand i haven, og har nok altid været det. Dog er barndommens kærlighed til foliebassiner med guldfisk a la 80'erne dalet en hel del;0)
    Jeg må indrømme at jeg kan blive helt svimmel af smukke bassiner med og uden spejlinger....og så er vilde drømme om svømmesøer i haven jo HELT skønne! Må indrømme, at jeg værdsætter at vand i haven ikke skal ligne "rigtige" søer...for mig er de præcise former, som tydeligt vedkender at de er menneskeskabte, de smukkeste. Derfor er jeg også begejstret for det du viser.
    Her har jeg pt kun små vandspejle og to kvadratiske bassiner, der iltes med små springvand...elsker ikke bare synet af vand, men også lyden af dem. Men men men ...jeg har planer om andet...mangler bare en billig smed ;0)
    Mange hilsner fra Katinka

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katinka
      Jeg har tidligere sværmet meget for havedamme og "naturlige" bassiner. Men det er ikke naturligt med sådan et vandhul i et hjørne af haven, så jeg er også efterhånden mere orienteret mod mere skapttegnede udgaver. Glæder mig til at følge hvad dit projekt kan ende ud med, når du finder den rigtige smed.
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  10. Lige siden jeg for snart mange år siden sad med en kop kaffe efter en lang arbejdsdag og kiggede på himlen i et spejlbassin, har jeg ønsket mig et. Det må dog blive et pensionistprojekt. Pasningen af et spejlbassin passer ikke ind i rytmen med en sommerhushave. I mellemtiden smutter jeg forbi nogle af de steder, du viser i Kbh. Lidt har også ret :-)
    God søndag
    Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte
      Det fantastiske med spejlbassiner er netop at man fortaber sig i det der kommer frem på overfladen. Underligt, ikke? Men man kan jo sidde der og stirre i timevis! Klogt ikke at indbygge for meget bøvl i sin sommerhushave - det kender jeg alt til. Men drømme kan man jo altid... ;-)
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  11. Kære Henrik. Så fandt jeg din side igen:-) Mit have bassin/ spejlbassin er skabt med sort afdæknings folie (det der bruges til at ensilere med) Med det formål at skabe spejleffekten. Desuden har jeg lavet 2 cirkulære bede i selv den del af haven i forhold til at skabe cirkler i det firekantede.. Håber det giver mening det jeg skriver.. Jeg synes altså at du skulle komme en søndag og få kaffe, du er jo lige i nærheden, er sikker på at det ville være berigende for begge parter, for her er plads og planer :-) Kærligst Merete

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Merete
      Velkommen tilbage! Jo, jeg tror godt jeg ved hvad du mener. Men det kan være svært at beskrive haver med ord - derfor er en blog jo også så god, for der kan man også vise billeder :-)
      Jeg vil da gerne komme forbi ved lejlighed, det kan som du siger bestemt være berigende!
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
    2. ... i øvrigt et super godt tip at bruge afdækningsfolie til bassinbund. Jeg kender ikke priserne på det, men gætter på det er noget billigere end bassinfolie! Og så fås det jo i kæmpemål og er ret stærkt. God ide!

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…