Gå videre til hovedindholdet

Spis et juletræ

I disse dage stråler glansen fra grantræer rundt omkring i de danske hjem. Pyntede med hjerter, kræmmerhuse og lys bringer de glæde og julehygge med deres eviggrønne farve og duft fra skoven. De kan faktisk også bringe glæde på spisebordet og det har jeg forsøgt mig med i år. 


Til årets julemiddag kom der gransirup på ris a la mande'n - og de 2 dele klæder hinanden vældig godt. Siruppen er let grønlig og har en let harpikssmag, der går godt til det søde køkken. Du skal bruge de spæde skud af gran - usprøjtede selvfølgelig - og de indsamles typisk sidst i maj. Jeg var lige i sidste øjeblik med at høste mine, men det gik!

Du skal bruge:
3 dele granskud
2 dele vand
2 dele sukker
økologisk citron efter smag (½ til 1 liter vædske)

Brig vand, sukker og skud i kog. Lad simre i 15 min. Nu kan du enten tage det af varmen, hælde på glas med citron øverst og lade det trække - evt. helt her til jul. Men fisk citronen op efter et par dage.

Eller du kan lade det trække et døgn, si skud og citron fra og indkoge siruppen yderligere. Velbekomme!


Kommentarer

  1. 'Først skal træet vises, siden skal det spises'. Det lyder spændende at spise juletræet, men jeg har godt nok svært ved at forestille mig smagen! Af mange grunde bliver det nok ikke det, jeg kaster mig ud i, men sjovt at se og læse om!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Frede
      Smagen er slet ikke så underlig som den lyder! Mon ikke det skyldes det store sukkerindhold? :-)
      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…