Gå videre til hovedindholdet

Efterår på Mariebjerg Kirkegård

Vidste du, at et af de 10 mest betydningsfulde arkitekturværker i Danmark er et HAVEANLÆG? Det blev afgjort, da man formulerede den danske kulturkanon og placerede Mariebjerg Kirkegård på listen. Var forbi en søndag eftermiddag her i november med mit kamera.



Anlægget er tegnet af en af Danmarks største landskabsarkitekter, G. N. Brandt og har inspireret til masser af andre kirkegårde rundt om i landet, ja såmænd også udenfor landets grænser. Det er ved første øjekast en kirkegård som så mange andre. Men dét, der adskiller den er, at den fra start af er anlagt med en overordnet struktur af alleér og stier, der danner ramme om en række meget forskellige haverum, hver med sine egne karakteristika.

Nogle af de oprindelige alleer er nu nedlagt som adgangsveje og ligger i stedet tilbage som lidt mystiske grønne rum - uden egentlig funktion. Men måske smukkere og stærkere end før?
Rammerne af alleer og hække blev anlagt fra start af i årene fra 1926-1936 og danner nu velvoksne vægge i anlægget. Visse af træerne har allerede udlevet deres tid og er blevet erstattet. Andre - som alleen af stynede hvidpil - har nået en alder hvor de ser ud som om de har stået på dette sted altid...måske tusind år.
Det der har gjort netop denne kirkegård til et forbillede er, at man fra start gav rum til mange forskellige former for begravelse. Og det har siden gjort, at kirkegården hele tiden har kunnet imødekomme ønsker om hvordan man har villet blive stedt til hvile. Her et rum med kistefællesgrave - altså kistebegravelse uden sin egen "matrikel". Meget smukt og stemningsfuldt med de gamle træer og de præcise, skårne kvadrater af buskbom.
Et helt andet rum: en af urnedalene. En naturafdeling hvor den naturlige flora ikke må forstyrres af planter til at markere gravstedet. Det er kun tilladt at sætte en enkel sten. I det hele taget er der nedlagt en lang række servitutter som regulerer hvordan de enkelte rum må udsmykkes og benyttes.
Der er masser af kontraster på denne kirkegård: Fra grave mellem gamle træer og skovbund, kun markeret af simple egekors. Til stramt styrede og omhyggeligt klippede buskbomhække om gamle og til dels sløjfede gravsteder. Begge bliver på sit nuværende stade, egentlig vedligeholdt efter samme koncept: At den begravedes indentitet viskes ud over tid. I det ene rum rådner korset og smuldrer væk; i det andet vokser hækken op og slører mere og mere hvem der ligger - eller har ligget - i de enkelte gravsteder.
Børnegravene. Et "tomt" rum med nedlagte sten til markering af gravene og et stort, solitært træ, der breder grenene beskyttende ud over græsfelterne. Rummet er rammet ind af blomstrende buske, og under disse er der anonyme grave.

En anderledes måde at lave fællesgrave på: èt stort fælles gravsted tilplantet med Kæmpestenbræk og gravstenene placeret rundt i kanten.

God kulisse til en horrorfilm, ikk? Familiegrave i en let gotisk stil, nu omsluttet af "skov" og skovbund. Meget udansk i mangel af bedre ord. Og ret spooky hvis du spørger mig...

Store, klippede bøgecirkler i den sydlige del af anlægget. Illustrerer meget godt den kontrast der går igennem hele kirkegården mellem det organiske fritvoksende og det stramt styrede geometriske.

Smukke gamle takshække. Ikke underligt at taks er brugt meget på kirkegårde, for ingen plante kan som den repræsentere evigheden og uforanderlighed med sin eviggrønne farve og langsomme vækst. Og med sin giftighed er der endnu en relation til dødsriget...

Modernistisk kapel tegnet af Frits Schlegel. Smukt og enkelt.

Hvor: Mariebjerg Kirkegård, Mariebjergvej 1, Gentofte

Åbningstid: Fra solopgang til solnedgang. Kirkegården bruges som park - til jogging, hundeluftning, romantiske gåture og skovture med picnickurven.



Kommentarer

  1. Det ser flot ud. Selv om jeg ikke bor mange kilometer derfra og at G.N. Brandt er en stor inspirationskilde og at jeg holder ret meget af kirkegårde, så har jeg aldrig været inde på kirkegården, men har tænkt på det så mange gange.
    Det er interessant at se det næstsidste billede som ligner et sted fra Brandts egen have på Ørnekulsvej, prøv at se mit gamle indlæg, hvis du har lyst http://countryliv.blogspot.dk/search?q=brandts+have

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth
      Tak for tippet om dit indlæg - super flotte billeder!
      Ja, der er flere ligheder med hans egen have. Det viser jo megt fint, at der er nogle greb, som man kan gøre brug af, både når man arbejder i den helt store skala (som et kirkegårdsanlæg på flere hektarer) og i en privat villahave. Man kan skabe masser af stærke rumlige oplevelser. Uden at det behøver at blive trangt og overlæsset af den grund. Havde samme oplevelse i Claus Dalbys have: helt anderledes romantisk og frodigt, men rammer af hække, stier, allétræer og styrede kik giver en ro, så indholdet kan sprælle eller spilles ned, være klippet og stramt eller naturgrund og "vildtvoksende" - og stadig fungere.

      Slet
  2. Tak for et dejligt indlæg, Henrik...til alle der er vilde med Brandt, og til alle der kan se det geniale og synes om mandens havesyn.
    Kjeld

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme! Tror Hr. Brandt har mange fans - også selv om man ikke ved hvem han er ;-)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…