Gå videre til hovedindholdet

Min første Klokkeranke!

Må sende en tak til Claus Dalby, for uden hans beskrivelser og videoer om såning af Klokkeranke var det nok (heller) ikke blevet til noget i år. Forud lå adskillige mislykkede forsøg og adskillige tabte kroner, flere år i træk.


Vi taler om Klokkeranke 'Alba', Cobaea scandens. Første gang jeg så den var vist på et havebesøg hos Tante Grøn. Hun havde dem lystigt kravlende op ad et par jernstativer i nogle store kar. Smukke var de (som så meget andet hos Tanten).

"Sådan nogle vil jeg også have", tænkte jeg. Og så var banen kridtet op til et par år med bitterhed og tænders gnissel. Skidtet ville ikke spire!

Det viste sig at udfordringen var endnu større end jeg troede, fordi jeg valgte den hvide sort  (jeg fandt nemlig siden ud af, at den skulle være en anelse sværrere at få til at spire end den blå/lilla type... Ja, dum og naiv kan man være!).

Efter et par mislykkede forsøg begyndte jeg at læse på lektien og rent faktisk høre efter hvad Dalby-manden sagde i hans videoer. Så begyndte der at ske noget - et par spirer kom frem! Dem lykkedes det mig så at få tage livet af ved at sætte dem i tørvepotter. For derefter at lade dem tørre ud i en pludselig forårssol..

På den igen. Denne gang med særlig opmærksomhed på evt. årsager til mine kvaler: Tjek på datoen på frøpakken - friske frø, ikke gemt bagerst på hylden hos planteskolen fra sidste år! Dække spirebakken med film så der kunne holdes på fugtigheden. Og varme. Overraskende meget varme - leveret af en pænt lun radiator. Og så tålmodighed - ikke noget med at kratte i jorden og forsøge at pille frøkapsler af de små spirer, der endelig kiggede frem.

Succes! Spiringsprocenten i sidste batch endte på noget nær 100!
De klarede overgangen til et permanent udeliv, selv om foråret pludselig blev meget køligt, vådt og gråt. Måske var der også et par nætter hvor vi var nede omkring frysepunktet - ikke godt for de små stakler.
Deres vækst stod således i stampe i en del uger og jeg var ved at indstille mig på endnu et nederlag. Stedet er måske heller ikke optimalt - der trækker lidt kølige vinde her (men det gør det jo altid her så tæt på vandet). De ville nok foretrække en dejlig lun sydvendt mur - men sådan én var ikke lige ledig!

Men så dukkede de der mærkelige knopper op! Så ville det måske alligevel ende med en blomstring?
Langsomt begyndte selve blomsten at titte frem - en ret eksotisk en af slagsen i denne have, som ikke er begavet med så mange blomsterhoveder i den kaliber.

Det er en blomst som man bare må beundre for de mange store klokker, der holder i mange dage og er lige så flotte indeni som udenpå.

Nu har vi så fornøjelsen af frøstanden - (der er vel næsten tale om en frugt?). Den er ligeså imponerende med sin størrelse og tyngde.

Jeg har ikke hørt om nogen, der er lykkedes med at kunne høste spiredygtige frø. Det skulle vist hænge sammen med vores kølige klima - de når vist ikke at modne? Nogen der har prøvet - med succes?

Claus Dalby har flere indlæg om Klokkeranke og såning af denne, men her i hvert fald et indlæg hvor han giver "opskriften":
www.clausdalby.dk/operation-klokkeranke

Kommentarer

  1. Min første frø til Klokkeranken fik jeg fra Rose med bloggen" Min haves flora og dyreliv" hun skrev også til mig at man skulle plante frøene i et mælkarton da de fik lange rødder. Det har jeg siden gjort og altid haft held med dem.
    Dejligt at det til sidst lykkedes efter at have set Hr. Dabys video. Klokkeranken er en meget smuk plante og den bliver bare ved med at blomstre lige til frosten kommer.
    Hels og Lykke med frøsamlingen, det burde kunne lade sig gøre.
    Rigtig god weekend fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda
      Jeg vil da prøve at samle frøene så! Hvis man selv kan høste frøene, så er der da meget at spare og meget bedre odds for at få planter ud af det! :)

      Slet
  2. Hvor flot beskrevet, en sand fornøjelse at læse, og stort TILLYYYE med resultatet:-) Jeg såede et brev lilla, for første gang i år, hver og et frø er kommet op, jeg satte halvdelen ude, og den anden halvdel i drivhus, begge hold sået direkte i den store og blivende krukke, jeg vidste ikke at de var besværlige;-) og skal love for de har en grokraft uden lige, den ude med det smukkeste rødlige løv, den står også vindomsust,,,,,,meeeeeennnn ingen af den har blomstret eller vist tegn på at ville:-( men selve plante er så lækker at jeg gladelig gør det om igen, også håbe på blomster:-)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Dalby havde åbenbart heller ikke haft besvær med at få frøene til at spire, så nogle mennesker kan bare det dér! Men det er da underligt at der ikke er kommet blomster, hvis de ellers har vokset så godt? Selve planten ser ikke ud af meget hos mig...faktisk lidt sølle. Så det er lidt underligt at den så alligevel blomstrer. Held og lykke med projektet næste år :)

      Slet
  3. Hej Henrik
    Jeg har for nogle år siden prøvet at tage frø af klokkeranke - se evt. her: http://baghavelaagen.blogspot.dk/2011/11/fr-fra-klokkeranke.html, men jeg må med skam bekende, at jeg aldrig fik sået dem. Jeg ved ikke om de "hjemmelavede" frø er sværere at få til at lykkes, men det kunne være dejligt at høre om nogen har haft held med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lene
      Tak for tippet - kunne se ud som om der skulle kunne blive en anseelig frøhøst ud af sådan nogle frøkapsler! Både Linda og Rose har åbenbart kunnet få de "hjemmeavlede" til at spire, så det skal da prøves næste år.

      Slet
  4. Jeg har også erfaret at klokkerankefrøene skal stå varmt for at spire. Mine, hvide, står f eks altid i en vestvendt vindueskarm få meter fra en brændeovn. Og man kan godt få sine 'hjemmelavede' frø til at spire, blot er spireprocenten noget lavere. Til gengæld får man mange frø fra frøkapslerne så man kan så løs. Jeg sår flere frø i en potte, så kan jeg bare tynde ud hvis der bliver trængsel. Hvis det kniber med blomstringen, giver jeg mine lidt komposteret hønse - eller hestegødning; det hjælper hver gang. I år blomstrede de noget senere men er stadig i fuld gang derude i pergolaen.
    God weekend :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Rose
      Jeg tror at mine klokkeranker har set lidt pjevsede ud pga manglende gødning. Eksperimenterede med at holde al kunstgødning ude af haven i år, så lidt mere "krudt" kunne nok have gjort gavn...fik nok ikke doseret rigtigt. Dejligt at høre at frøene kan bruges og spire med held - føler mig pludselig som en mægtig rig mand :)

      Slet
  5. Henrik , eller skift over til den hvide staude udgaven af klokkeranken Cobaea Pringle som kommer år efter år
    den du og Claus dalby sår hver år er Cobaea scandens.
    Jeg har selv Cobaea Pringle og den klarer sig selv . Desværre fås den ikke i blå udgave
    Tror Thyboesmindeplanteskole har nogle til salg (ikke via weebsite)

    SvarSlet
    Svar
    1. Se jeg er jo ret doven anlagt, så sådan et tip er bestemt værd at tage med! Har googlet lidt billeder og efter hvad jeg kan se ligner den scandens på en prik - blot med lidt mindre "hoved" hvor kronbladene har fæste? Skyder den fra bunden hvert år eller hvordan?

      Slet
  6. Jep................og meget nemmere at have med at gøre
    Dog skal man tænke på at den skyder fra rødder og er en klatre , Hvilket den i go og blød jord kan lave rodudløber og være Invasive

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah ok - der måtte jo være en hage et sted! Har fået stor respekt for rodudløbere, men når man ved det, kan man jo tage sine forholdsregler. :)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…