Gå videre til hovedindholdet

NOMA's nordiske landskabsbede

Når man er kåret til en af verden bedste restauranter får man mange gæster. Også gæster som ikke skal spise på stedet, men bare lige se hvordan der ser ud. Gennem vinduerne. Måske kan man få et glimt af folk, der sidder og spiser de der rå rejer og levende myrer og alt det andet mærkelige man har hørt om (ja, jeg har ikke haft fornøjelsen af at spise der selv - fik ikke prøvet det i tide inden stjernerne dryssede ned over stedet). Når man hedder NOMA løser man den udfordring på meget elegant vis: Man sætter ikke hegn op for at holde vindueskiggerne på afstand eller blænder ruderne. Nej, man laver da en have!


Med hjælp fra tegnestuen POLYFORM har de fået anlagt nogle bede foran det gamle pakhus der rummer restauranten. Det er selvfølgelig bede der repræsenterer den nordiske natur - eller i hvert fald en stilliseret udgave af den.

Her på kanten af Københavns Havn og som del af et offentligt rum, må man tage visse hensyn, og man har valgt planter, der kan tåle lidt af hvert, og som ikke kræver den store pasning.

(Som man kan se er der en forbipasserende, der liiiige skal se ind af vinduet).

Selvfølgelig giver bedene også gæsterne inde i restauranten noget kønt at kigge på, men mon ikke de er mere optaget af deres medspisende og det der kommer på tallerkenen end i at nyde udsigten?


Som en særlig gimmick (og i øvrigt meget effektivt i forhold til at skabe diskretionsafstand til vinduerne!) har NOMA opstillet 2 bistader som en del af "haven". Honningen skulle efter sigende blive brugt i køkkenet.

Man kan undre sig over at det er muligt for bierne at finde føde nok - bedene i sig selv er jo ikke nok i hvert fald. Men bierne kommer jo vidt omkring, så det er faktisk muligt - selv inde i store byer - at holde bier, for de finder parkerne, vejtræerne, altanerne, ukrudtet og alle de andre blomstrende planter, der trods alt lever i byen.

Det er en ret surrealistisk oplevelse at se de hundredevis af flittige bier, suse ud og ind og i øvrigt opføre sig som om de stod i en fynsk landsbyhave og ikke her midt på stenbroen!

Engelsk græs, græsser og forskellige trædebregner. Stumper af vulkanske sten. Grus. Det er hovedingredienserne i bedene, der er skåret ud af betonen i geometriske former.

Hvor:
Restaurant NOMA
Strandgade 93, 1401 København K

Rådgiver:
POLYFORM



Kommentarer

  1. Interessant, og smart gjort med bede for det værste kiggeri, sidder stadig og undre mig over bierne, men du siger jo det kan lade sig gøre, så det tror jeg på:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mht. bierne så jeg engang en udsendelse, hvor en gut havde bistader på et tag midt i London. Det fik han flere kg honning ud af, så det er åbenbart muligt!

      Slet
  2. Henrivende `hjernefotos´ Henrik, og en fortjent omtale af de herrer i Polyform, Jonas og Thomas, - selv om jeg godt ved at det ikke kun er dem, der sidder med blyanten.

    Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om projektet!? - er klar over det er indstillet til fornemme priser, og jeg kan heller ikke helt lade være at trække på smilebåndet, fordi det minder mig så meget om 60er og 70´er-stenbedene i parcelhushaverne...de der miniputlandskaber med importerede sandsten, tufsten og lavasten og masser af sjældne sedumurter!?
    Hvis man photoshopper en fiskekutter eller to ind på betonfliserne foran Noma, - ja så har man pludselig noget der ligner både Færøerne og Island i miniformat.
    Og det har vel også sin berettigelse, selvom jeg ikke tror der har været humor med i panlægningen?

    tak for synet og for din seneste kommentar om monsteret på min blog. - den sidder lige i skabet!

    Kjeld

    SvarSlet
  3. Det er skønt med en grøn klat i betonlandskabet og den hjælper nok også NOMAS kunder til at finde døren. Det ser ud som om de har forstørret landskabet som af sig selv skyder frem imellem sprækkerne i betonen på havnen. Jeg er mest til den del der er grøn, får simpelthen lyst til at trække de spredte græstotter imellem lavastenene op, men de vokser muligvis til:-)
    Herligt med et par bistader midt i det hele.

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

INDTRYK FRA FORMLAND SPRING 2019

Til og med søndag 03.02.2019 er der Formland messe i Herning. Jeg var med på en kigger og vil gerne dele nogle af de indtryk jeg fik med jer. Jeg har desværre fået et stressøje, så jeg har meget svært ved at læse, skrive og redigere billeder i øjeblikket (kan heller ikke se om de er i fokus...), så I får smidt en stak fotos lige hovedet uden yderligere kommentarer. 
Værsgo!


















Fredensborg Slots orangeri

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot.


Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop.
Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament. Ikke …

VI SATSER DAHLIAKNOLDENE

Det er en årlig krise. Dahliaerne er klappet sammen efter den første frost, og nu starter kapløbet om at få sikret knoldene på bedste vis, så de kan give glæde næste år igen. Her plejer det så at handle om at få gravet knoldene op, tørret og renset af, for så at pakke dem ind i aviser og slæbe dem op på loftet. Men ikke i år. Jeg satser det hele - og lader knoldene blive i jorden.

Hvorfor så det? Det er selvfølgelig meget nemmere. Og det er den væsentligste grund. Men det er også en kalkuleret risiko, for jeg tror selvfølgelig på, at det nok skal lykkes. Det er der flere grunde til:

1. Jeg har fundet en god placering bag carporten, stik syd og delvist under udhænget. Her er dahlierne lykkedes på bedste vis i nogle år nu. Risikoen for at det hele bundfryser mener jeg er mindst her.
2. Her langs fundamentet er der masser af grus i jorden og det er meget veldrænet. Knoldene vil ikke stå og soppe i vand, selv om vi skulle få et vådt vinterhalvår.
3. Jeg gør lidt ekstra for at sikre knolde…