Gå videre til hovedindholdet

Jardins del Laberint d'Horta - del 2

Havestile har det med at krydse både tid og landegrænser. Nu viser jeg mere af den landskabelige del af Jardins del Laberint d'Horta, og som du vil se er det utroligt hvordan næsten alle de klassiske elementer i den romantiske, landskabelige havestil kan findes på dette ene sted. Tag med på 2. runde!


Vi begynder hvor vi sluttede første del, ved det store bassin. Ud for dette finder du det første af en række sceniske elementer, tablauer om man vil. Denne "grotte" markerer overgangen mellem den nyklassistiske have og den romantiske, landskabelige del. Herfra zig-zagger et stiforløb ned af terrænnet indtil man står ved hovedhuset igen.
På vores vej ned ad stien er det første vi møder et "vandfald" hvor klippestykker er arrangeret så vandet kan plaske - dryppe - strømme så meget som muligt.
På det første stykke af stien er der sikret rigeligt med siddepladser, hvor man kan sidde i skyggen og se sollyset flimre mellem trækronerne og ramme busketet og store partier med skærmliljer, vedbend og andre "grønne" skyggetålende planter.
Bedene er indrammet af buskbom og med stier, der lægger sig på tværs i en fast rytme langs stiforløbet.
På den anden side af bedene er der en sti med et mere naturligt forløb og langs den dukker endnu et element op: en "bæk" der strømmer forbi, kantet af bregner og planter der hører skovbunden til.
Vi passerer et underligt hus, bygget ind i skrænten. Her bor der en landarbejder. Eller...det er i hvert fald den illusion, man har ønsket at skabe. For der har naturligvis aldrig boet nogen her - det er en attrap ligesom alle de andre follies. (Egentlig er det lidt perverst, at man betragtede en fattig arbejderbolig som et romantisk indslag...især når man tænker på hvordan de RIGTIGE landarbejdere har haft det på det tidspunkt!).
Så fortsætter vi ad stien, der ændrer en smule karakter og pludselig er en romersk, ceremoniel begravelsesvej, komplet med gravsten og det hele. Falske naturligvis, for det hele er jo en iscenesættelse, en kulisse.
Nu kan man vælge at følge en del af stien ned i et forsænket området. Et kringlet forløb, så det først til sidst afsløres at man står foran eneboerens hytte. Den slags var ret typiske for den romantiske have - i denne have har man efter sigende haft en figur siddende for at gøre illusionen komplet - og en smule uhyggelig.
Så er vi ved at være ved vejs ende og træder ud af den romantiske have og ind i det der tidligere var et "asiatisk" anlæg. Nu er det eneste eksotiske en lotusdam.
Et af de oprindelige dele er den kinesiske port - "kineserier" var stadig højeste mode i de første år af havens levetid.
Vi kaster et blik op mod hovedhuset mens vi forlader haven - eller den park og picnicområde den bliver brugt til nu. Huset er underligt beskedent i forhold til haven og designet i en mærkelig blanding af landlig spansk og arabisk/maurisk stil. Huset ser MEGET forfaldendt ud - det er tydeligt at kræfterne til bevaring bruges på haven. Og her trænger der efterhånden også til en kærlig hånd hist og her.

Men bestemt et besøg værd, især fordi anlægget er opbygget af så arketypiske elementer. Håber du nød turen!

Hvad:
Jardins del Laberint d'Horta

Hvor:
Passeig dels Castanyers, 1, 08035 Barcelona, Spanien

Du kan se 1. del ved at klikke her.

Kommentarer

  1. Kære Henrik. Tak for den sidste del af den guidet tur igennem denne park. Lidt sjovt at det bliver brugt de forskellige stilarter i parken, måske fordi grundlæggeren ønskede at vise at han var en verdensmand på mange områder. Det må have et signalværdig i forhold til andre at man kan indrette dele af en have f.eks. japansk inspireret, for import af planter mm derfra må virkelig haft kostet kasse. I det hele taget må det have det kostet mange penge at lave et anlæg af den art. Der er været brugt meget billig arbejdskraft, men sådan jeg kan forstå er anlægget meget stort så der må have været megen ressourcer i den.
    Men rigtig spændende og endnu engang tak
    Kh.
    Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten, havens forskellige stilarter er jo nok også udtryk for at haven er gammel og er blevet udviklet/udvidet/afviklet gennem generationer. Moden skifter jo lidt og nye ideer kommer til - heldigvis! :)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

VI SATSER DAHLIAKNOLDENE

Det er en årlig krise. Dahliaerne er klappet sammen efter den første frost, og nu starter kapløbet om at få sikret knoldene på bedste vis, så de kan give glæde næste år igen. Her plejer det så at handle om at få gravet knoldene op, tørret og renset af, for så at pakke dem ind i aviser og slæbe dem op på loftet. Men ikke i år. Jeg satser det hele - og lader knoldene blive i jorden.

Hvorfor så det? Det er selvfølgelig meget nemmere. Og det er den væsentligste grund. Men det er også en kalkuleret risiko, for jeg tror selvfølgelig på, at det nok skal lykkes. Det er der flere grunde til:

1. Jeg har fundet en god placering bag carporten, stik syd og delvist under udhænget. Her er dahlierne lykkedes på bedste vis i nogle år nu. Risikoen for at det hele bundfryser mener jeg er mindst her.
2. Her langs fundamentet er der masser af grus i jorden og det er meget veldrænet. Knoldene vil ikke stå og soppe i vand, selv om vi skulle få et vådt vinterhalvår.
3. Jeg gør lidt ekstra for at sikre knolde…

Kvædeflæsk

Så er det vist på tide med et indlæg! Eksamenslæsning, hold i ryggen og andre gode undskyldninger har holdt mig fra tasterne - men nok om det! I mellemtiden er det for alvor blevet efterår (vinter?) og vi trækker os mere og mere ind i varmen og tørvejret med vores sysler. Og hvad kan være bedre end søde sager af havens frugter?


Nu er det nemlig tid til at få noget ud af årets høst af kvæder. Vores lille kvæde-espaliet har i år kvitteret med 10 store, smukke, velduftende citrongule frugter - mere end rigeligt til vores forbrug. Nu er der jo altid et vist spild: sneglene har fået sat sine spor, det samme har fuglene, ligesom en tur på jorden også udløser stød, som må skæres bort. Men der er skal ikke så meget frugt til... 
Første batch gået til kvædegele, hældt direkte på flade glas. Når kvædemassen ikke får lov at tørre, bliver den i stedet til en dejlig gele perfekt til ost eller bare direkte på godt brød. I år prøvede jeg at findele de kogte kvædestykker med håndmikseren (succes!) i s…

Fredensborg Slots orangeri

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot.


Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop.
Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament. Ikke …