Gå videre til hovedindholdet

Johannes Larsen i Kerteminde

Årets sommer har budt på lidt af hvert rent vejrmæssigt, men ind imellem har det jo været ganske flot. En af sommerferien bedre dage førte mig forbi Johannes Larsen museet i Kerteminde. Det var første gang jeg besøgte stedet, men det bliver ikke den sidste. Skøn, skøn sommeroplevelse!


Johannes Larsen var maler - og en af de mest markante blandt Fynbomalerne, der i 1900 årene dannede en pendant til Skagensmalernes koloni i Skagen. Ejendommen her huser hans atelier, bolig, nogle småbygninger, en ny udstillingsfløj, et "kaffehus", drivhuse og en pavillon. Det hele pakket ind i en have med et afslappet sommerhus-præg.

Det hele er blevet bygget om og til igennem mange år, og der har ikke været en tydelig plan bag - andet end at friholde en næsten parkagtig kerne med grønne plæner og spredte bede og fritstående, lidt eksotiske træer. Herfra er der flotte kik ud over Kerteminde Bugt og Storebælt, som man kan nyde fra siddepladser rundt omkring. Men man skal jo også indenfor, og fra den fine loggia er der adgang til den bolig/atelier Hr. Larsen og frue fik tegnet af arkitekt Ulrik Plesner, som mange nok kender fra hans arbejder i Skagen.

Stemningen er uhøjtidelig og hyggelig, og tonen slås bla. an af denne fornøjelige samling haveredskaber.


Det tidligere vaskehus og bryggeri er nu indrettet til et rummeligt kaffehus med lækre sandwich og kager. Er vejret til det kan man nyde maden udenfor og det er jo en særlig fornøjelse sådan en sommerdag!

I forlængelse af villaen finder man det ene væksthus - som bla. rummer en masse pelargonier. (Jo tak, jeg vil gerne have et drivhus...)
Det andet væksthus er placeret op ad loggiaens bagmur.
Museets nye udstillingsbygning gør sig ingen anstrengelser for at falde i med de øvrige bygningers Bedre Byggeskik. Men den falder alligevel godt ind i omgivelserne blandt de store gamle træer og rummer nogle gode udstillingsrum. Under mit besøg rummede de bla. en fantastisk udstilling af Thomas Kluge - se den hvis du kan!
Haven rummer også dette fine lysthus. Det fiffige ved det er, at der under det er en vinkælder, som man kommer ned i fra den modsatte side - snedigt!
I den fjerne ende af haven finder man dette, lidt oversete rum, omsluttet af en høj bøgehæk. Sådan en hæk gør sig bedst når den står helt knivskarp, men som så meget andet i haven virkede den en smule forsømt. Ikke i forfald, men der trænger til en let opstramning - haven og dens træer er jo nu vokset så langt fra udgangspunktet, at havens plan godt må gentænkes. Modsat bygninger kan det levende jo ikke fastfryses i et bestemt udtryk.
Hvor:
Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14
5300 Kerteminde

Web:
www.johanneslarsenmuseet.dk

Kommentarer

  1. Tak for rundvisningen - jeg føler mig bestemt fristet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme - sikker på du vil nyde det!

      Slet
  2. Det er bestemt et sted jeg vil huske at besøge, næste gang jeg er på rundtur på fyn. Der ser dejligt ud :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bestemt et dejligt sted - og så følger der jo god kunst med oven i købet!

      Slet
  3. Jeg er født og opvokset ikke langt der fra, men kom der først da min yngste søn for 15 år siden ønskede at se det, fordi han havde hørt om det i skolen.
    Desværre var jeg ikke haveinteresseret den gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor sjovt!
      Selv om du ikke var haveinteresseret er du nok blevet præget alligevel...vi påvirkes jo af alt vi ser :o)

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…