Gå videre til hovedindholdet

Så er tulipanerne på vej

Da jeg i efteråret rodede rundt i det lange bed, var der adskillige løg der led under den operation. Dels gik den sirlige plan fløjten, dels var der da et par løg, der fik et hak af spaden - collateral damage, kan man vel kalde det. Men, men - en del tulipaner har da overlevet og flere er kommet til!


Årets nyhed er de hvide tulipaner, Purissima, i det nye, firkantede bed. De har en fin råhvid farve med lidt limegrønne strejf. De blomstrerede lidt før jeg ventede det - måske er dette hjørne lidt lunere end resten af haven, beskyttet for vestenvinden?
Indtil videre er det den rosa/pink Cosmopolitan, der er kommet først i det store bed. Den lilla Purple Prince er lige i hælene...og den burde faktisk have været den første. Men alt med farve er velkommen lige nu, så det er helt ok. Alligevel kan man jo godt være lidt bekymret for om de lidt ranglede Cosmopolitan kan klare det, hvis der nu skulle blive almindeligt aprilvejr med kraftige regnbyger og blæst?
Under alle omstændigheder skal der nok suppleres lidt op med nye løg til afteråret, der må godt komme mere knald på. Men det forudsætter at jeg kan lade være med at rode rundt i bedet. De hvide Snow Walley, som kommer senere i dette bed, kunne jeg godt være fristet til at flytte til det firkantede... Men måske skal de lige have lov til at komme frem og vise hvad de kan på deres nuværende plads, inden der rokeres rundt!
Som altid er de trofaste Toronto et kært indslag. Farven stikker lidt af i forhold til resten af haven, men da de ikke blander sig med de andre løg, kan jeg godt leve med det! Kasserne de står i, har været dækket af gran i denne vinter, og jeg har valgt at lade det ligge, og lade tulipanerne vokse op iemllem det. Det har fungeret fint, og har dækket de bare pletter, så det vil blive gentaget næste år tror jeg.

Kommentarer

  1. Hvilke kasser er det du har dine tulipaner i?
    Jeg har rådyr helt oppe på trappen, og de skyer ingen midler for at æde alle tulipaner inden de er 5 cm høje. Men med flytbare kasser er det måske en mulighed.

    SvarSlet
  2. Hej Mille :)
    Det er kapillærkasser også kaldes vandingskasser, så de er ikke specielt mobile. Men tulipaner kan du jo plante i snart sagt hvad som helst, så det lyder som om det kunne være en god ide at sætte dem i krukker eller lignende, som er til at flytte på. Måske kunne du dække dem af med noget - feks net eller fiberdug? Jeg har et år haft fiberdug over mine og de havde det lunt og godt derinde under, så de faktisk var 14 dage tidligere fremme!
    Sommerlige hilsner fra Henrik Havehjerne

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Kvædeflæsk

Så er det vist på tide med et indlæg! Eksamenslæsning, hold i ryggen og andre gode undskyldninger har holdt mig fra tasterne - men nok om det! I mellemtiden er det for alvor blevet efterår (vinter?) og vi trækker os mere og mere ind i varmen og tørvejret med vores sysler. Og hvad kan være bedre end søde sager af havens frugter?


Nu er det nemlig tid til at få noget ud af årets høst af kvæder. Vores lille kvæde-espaliet har i år kvitteret med 10 store, smukke, velduftende citrongule frugter - mere end rigeligt til vores forbrug. Nu er der jo altid et vist spild: sneglene har fået sat sine spor, det samme har fuglene, ligesom en tur på jorden også udløser stød, som må skæres bort. Men der er skal ikke så meget frugt til... 
Første batch gået til kvædegele, hældt direkte på flade glas. Når kvædemassen ikke får lov at tørre, bliver den i stedet til en dejlig gele perfekt til ost eller bare direkte på godt brød. I år prøvede jeg at findele de kogte kvædestykker med håndmikseren (succes!) i s…

Kvæder og kvædebrød

Har altid elsket kvæder...også lang tid før jeg vidste hvad det var for noget. Kan huske hvordan jeg som barn stoppede et ganske bestemt sted på ruten hjem fra skole. For her var der et helt bed med japanske kvæder som sendte sin fine duft ud over fortovet og indfangede mig der.

Senere har jeg startet julen med at stå ved den tyrkiske grønthandler og nøje udvælge mig de største og flotteste kvæder, som i flere uger har fået lov at dufte i stuen fra et fad på bordet. Og så opdagede jeg at man jo kunne lave lækre spiselige ting af de forunderlige, gule frugter: Marmelade, gele og kvædebrød.

Kvæden er et lidt "busket" træ som i foråret kan vise en overdådighed af blomster (der er forskellige farver afhængig af sorten). Frugterne minder om gule æbler eller pærer i formen (igen afhængig af sorten) og er ofte dækket af et fint dunet lag.


















Man kan som sagt lave dejlige sager af kvæder. Kvædebrød er ret genialt, for her udnytter man både duften, smagen, farven og kvædens store indhol…

Endnu en pergola

Jeg har jo helt glemt at vise min nyeste(!) pergola frem!  Det er en fin, mindre udgave af "spiseplads-pergolaen", med nogenlunde samme konstruktionsprincip. Det er en let overdækning, som skal dele den bagerste del af haven op som et selvstændigt rum, og danne et lille, nyt haverum ud for udgangen til haven.


Det har hele tiden været ønsket, at det kunne blive skabt en lille niche hvor man kunne sidde lidt i læ og nyde morgensolen. Der har været diverse midlertidige installationer, men nu er rummet kommet på plads. Det er et skønt sted at sidde og der er noget særligt hyggeligt ved at sidde under et "tag" - også selv om det blot er nogle skyggegivende lameller.




På bagsiden er arbejdsbordet blevet integreret så der nu er at godt og solidt sted at stå og rode med potter eller lege værksted. Pladen kan fortsat tages af og sættes på bukke hvis der brug for mere albuerum - eller en opdækning til østersparty i haven!


Nu skal den blot få lov at blive lidt vejrbidt og få …