Gå videre til hovedindholdet

Forårsluft til stærekasserne

Forårskådheden er ved at indfinde sig. I hvert fald er fuglene begyndt at pludre rundt omkring i buskene og solsorten varmer stemmen op om morgenen - jeg synes bestemt, jeg kan høre, at der er lagt op til seriøs flirteri. Og næste step kan som bekendt være yngelpleje...(man har vel set et par afsnit af "De unge mødre" eller to...). Så derfor er det også en fin forårssyssel at gøre redekasserne rene, så de er klar til indflytning!


Her på matriklen har vi nogle stærekasser. Vi må jo støtte op om den lokale turistattraktion, Sort Sol, og dette er så vores bidrag til at holde bestanden oppe. Der skal nu en del flere kasser til for at kunne danne bare én af de smukke sværme - men lad nu det ligge...
De nyeste er ret smarte: der kan fronten vippes op, så man kan komme til at rense ud. De gamle skal skrues helt fra hinanden (så det sker ikke).


Den ene er endda så avanceret, at man kan åbne den og se ind i kassen gennem en glasrude. Jeg har dog aldrig kunnet nænne det af frygt for at stresse den lille familie derinde...

Der er ikke fordi stærene gør meget ud af indretningen og redebygning i forhold til andre fugle. Men det går jo også ganske raskt med sådan et kuld unger - de er jo kæmpestore i løbet af få uger. I øvrigt gør man klogt i at vende kasserne VÆK fra havebordet/ hængekøjen/ vasketøjet, for de er ret renlige og tager al "klatteriet" inde fra kassen med sig ud - og dumper det straks der er kommet ud af hullet!

Så disse redekasser på Amager Boulevard - får jeg engang sådant et hegn skal der da helt klart smækkes en række kasser op som her!

Kommentarer

  1. Det er godt nok smart man kan åbne der foran og vupti så er der gjort rent. Det minder mig om at jeg da lige må kigge i mit fuglehus om det trænger til at få forårs rengjort :o)
    Hilsner fra Linda

    SvarSlet
  2. Man skulle jo mene at det fra naturen var indrettet sådan, at fuglene SELV sørgede for at få gjort rent i reden... Men man kan da godt hjælpe dem lidt og måske spare dem for nogle parasitter, sygdomme eller hvad ved jeg :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…