onsdag den 30. april 2014

Har du en plantepind?

..Nej? Det skal du da have!
For nogen tid siden anmeldte jeg dette haveredskab på HAVEFOLKET. Og det lyder jo næsten fjollet at sådan en lille dims kan gå hen og blive næsten uundværlig. Men tænk, sådan er det faktisk! Og der dukker hele tiden nye anvendelsesmuligheder op.


Kender du feks. det, at din fine vimpel, som har blafret smukt i forårsluften, måske også er blevet rusket grundigt af selv samme luft, når den er i sit mere stramtandede hjørne? Endda så meget at den har slået knuder på sig selv? Hvad gør man så? Griber din plantepind naturligvis! Den er perfekt til at lirke knuderne op igen - og vupti! - så kan din have igen nyde godt af en festlig vimpel i din flagstang!

Du kan læse min anmeldelse på HAVEFOLKET af plantepinden ved at klikke her.


søndag den 27. april 2014

Asparges = forår!

Første høst af asparges er altid forbundet med stor nydelse. Ikke kun fordi de smager godt (de smager faktisk FANTASTISK!), men også fordi jeg altid forbinder det med sol og sommer, lune aftner på terrassen, grillduft i luften og kølig hvidvin.

Vi er der ikke helt endnu - men man kunne bestemt godt have troet vi var en måned længere fremme hvis vi dømmer ud fra vejret denne weekend. Så sæt tænder i foråret!




lørdag den 26. april 2014

Rabarber med kvan

Dagens kulinariske punktum:

Rabarberkompot med kvan! Nu står kvanen allerede i 1 meters højde og rabarberne har produceret masser af røde smagfulde stængler. I dag har de begge fundet vej til vores dessert, rabarber//kvankompot med is. En rigtig forårsret med den lidt syrlige smag af rabarber, efterfulgt at den fine, parfumerede smag fra kvanen og så rundet af med den fede vanilieis. Som altid overrasker duften af kvanen - den har i dag hængt længe, længe i luften fra planten hvor jeg har hentet dagens stængel.


Rabarberkompot med kvan:
4 store stængler rabarber
1 frisk stængel kvan (ca. 10 cm)
1 dl vand
ca. 1/2 dl sukker
1 tsk vanillesukker

Jævnes efter behov... Kvanen neutraliserer til dels rabarbernes syre, men man kan tilsætte lidt ekstra non-oxal efter behov.



torsdag den 24. april 2014

Spirefabrikken

Alt spirer og gror så det er en lyst...eller NÆSTEN alt: Tid til status på frøsåningen!

Synes jeg lagde godt ud med at være tidligt på færde og godt forberedt. Men skal vi ikke bare konstatere at der er kommet lidt forskellige resultater ud af det?



Staudevalmue: Kæmpe succes! Masser af planter der nu har fået VIP behandling med egen plastkasse med lysarmatur.

Klokkeranke: Har godt hørt at det skulle være nogle genstridige krabater, og de vil i hvert fald ikke lystre og spire her hos mig. Har sået i 2 omgange, og jeg medgiver at fejlen var helt på min side da 1. såning ikke lykkedes: De stakkels frø blev sat på kuldebehandling sammen med Kæmpe verbena, og det kunne de formentlig ikke lide. 2. såning blev foretaget efter at have afspillet Dalby's videoanvisning trin for trin (og tog endda forklæde på for at gøre det HELT rigtigt). Det kom der 1 sølle spire ud af. Og den blev selvfølgelig tørlagt og døde i løbet af påskeferien. Har en pakke frø mere, men tror næsten ikke engang jeg gider forsøge...

Kæmpe verbena: 1. såning gav 4 spirer ud af ca. 20... 2. såning ser det ud til der var bedre bonus! Pladen fuld om man så må sige.



Kvan: Intet tegn på liv. Frøene er fra forrige år, og jeg har læst at de helst skal bruges samme sæson. Heldigvis er der dukket mindst 1 lille selvsået plante op, så det kan jo redde bestanden.

Kæmpe Skælhoved: Har jeg jo haft store forventninger til. Og langt om længe dukkede der små spirer op. Hurra! For så at tørre ud her i påskens varme. Æv! Skærer mig dybt i hjertet at de få dage overladt til sig selv var nok til at tage livet fra dem. MULIGVIS er der nogle stykker der overlever...

Solhat: Enkelte spirer er på vej!

Fladbælg: Også her er der liv!



Fingerbøl: Alle bortgået under "Den Store Påsketørke"...

Hvad har vi lært?:
- Gider ikke tørvepotter. De har haft en tendens til at mugne og tørrer hurtigere ud.
- Arrangementet med den store plastkasse og lysarmatur har fungeret super! Nu kommer den ud at stå (måske med låg på) som et lille drivhus.
- Pas på med vandingen (altså det med at vande for meget)
- Pas på med vandingen (altså det med at fylde godt op i spirekassens vandbeholder og så tage på påskeferie i en rekordvarm periode).



mandag den 21. april 2014

Karolinelund Byhave

Var det noget med en bid af det gamle tivoli i Aalborg? 
Jeg er jo gammel Aalborgdreng, og som sådan har jeg arbejdet flere somre i det nu nedlagte tivoli, Karolinelund. Her tjente jeg en skilling som rutschebanefører i et par sæsoner, men havde selvfølgelig lagt mange spareskillinger i haven før da - enten på forlystelserne eller på is og spillemaskiner!

Tivoliet har lukket og slukket for flere år siden, og mens byrådet nu grubler over hvad området skal bruges til i fremtiden, har man ryddet alle forlystelserne væk, åbnet området som en offentlig park under de gamle træer og givet plads til en række midlertidige projekter. Her er feks en mountain bike bane, en tangopavillion og ikke mindst: Byhaver!

























Haverne er udlagt i indhegnede zoner, hvor byens borgere kan forsøge sig som havedyrkere i hver sit lille bed. Lodderne er primært anlagt som højbede - det gør det jo også nemt at adskille lodderne. Hvert lod er på 3x3 meter plus en sti på 1 m2 - ikke meget plads, men hvis den udnyttes rigtigt kan man høste et rimeligt udbytte.

























Der er mange tilgange og ambitionsniveauer kan man se. Stilen er en blanding af kolonihavestemning, dyrkningseksperimenter og Christiania-æstetik. Personligt vil jeg nok selv have svært ved helt at se bort fra hvordan ting tager sig ud og kun fokusere på udbyttet: jeg synes bare ikke at plastik og gamle bildæk er særligt smukke at se på. Men det er netop en del af præmissen her, at man er fælles om projektet på godt og ondt, samt at offentligheden kigger med og har en mening om det man laver.


















































Pt. er alle lodder optaget og det er som sagt en midlertidig ordning, som formelt set udløber maj 2015...så man skal nok være mere end heldig for at få en "bid af kagen"! Men skulle du have lyst til at læse mere om byhaverne, kan du læse om dem på projektets hjemmeside: http://www.karolinelundbyhave.dk/


fredag den 18. april 2014

Brolækker...

Egentlig var det ikke lige brolægning, der var på tapetet i denne påske ferie.
Men, men, men...det har irriteret mig at en del af terrassen har været udformet som en "rampe" op til redskabsskuret. Det har bevirket at denne del af ikke rigtigt kunne bruges til noget (men først og fremmest har det irriteret øjet!). Nu skulle det være - væk med belægningen af herregårdssten - eller rettere af med den, væk med en god del af sandet under - og så på med belægningen igen. Easy peasy...

Kostede altså en del rygsmerter. Kan lige så godt tilstå: det er ikke en slags jeg laver til hverdag, og det kan mærkes! Det er faktisk også første gang jeg har lagt belægning, så det gjorde det jo ekstra spændende. Ikke mindst da herregårdstenene er kantet af en pigstensbelægning, som kræver lidt ekstra finesse for at ligge rigtigt.

Resultatet er blevet ret fint (ville nok ikke have klaret en svendeprøve, men som første forsøg er jeg godt tilfreds!)

Nu kan jeg så nyde resultatet. Skal bare lige finde en løsning til afslutningen ind mod skuret...må komme senere!
Først af med belægningen og derefter afrettet underlaget.
Så er herregårdsstenene på plads igen.
Pigstensbelægningen er færdig - ret sjovt projekt.

torsdag den 17. april 2014

Gæk, gæk, gæk

Påske og tid til gækkerier.
Fik i tide høstet nogle vintergækker og lagt i pres (Camilla Plums bog om køkkenhaven viste sig egnet).

Fik også - med stor, barnlig fornøjelse - klippet gækkebreve og sent afsted. Det er rigtig nok længe siden jeg har fået det gjort, men nu skulle det være! Og det lykkedes. Men jeg blev gættet. Faktisk med det samme. Men havde nu heller ikke gjort store forsøg på at være anonym...

Du kan læse mere om gækkebreve her på Linda's blog Casa Asti.

Rigtig god påske til Jer alle!



tirsdag den 15. april 2014

Tulipanerne og Den Store Løgplan

Bliver det som man har planlagt? Se det er jo det spændende med at sætte løg! 
Sidste år lavede jeg - for en gang skyld - en plan for hvordan der skulle sættes tulipanløg i staudebedet. Her forsøgte jeg at tage hensyn til blomstringstid, højde, placering og selvfølgelig farve. Det skal jo bla. også tilpasses til de stauder der bliver naboer, så tulipanerne ikke bliver dækket helt inden de når at blomstre.


Foreløbigt er det faktisk gået rigtigt fint - der er en vis tilfredsstillelse ved at se de blomstrende, farvestrålende tulipaner for sit indre øje, når man lægger løgene i bar og sort jord - og så opleve hvordan billederne pludselig bliver til virkelighed! (Du kan læse om løglægningen her)


Har valgt en frisk kombination af lilla, rosa/pink og hvid/lime - hvorfor spare på farven når vi endelig kan få lidt knald på? Sorterne er også valgt så blomstringen forskydes lidt: Først kommer de lilla Purple Prince - tidlig, ikke så høj plante, der bedre kan modstå det lidt barske vejr der kan være i tidlig forår. Lige herefter følger den rosa/pink Cosmopolitan, der er lidt højere og derfor først nu er ved at være klar til at folde sig ud. Sidst, men ikke mindst, den hvide/lime farvede Snow Walley, der stadig gemmer på sine kronblade.





Igen er nogle af de degenererede blå/lilla Blue Perrot dukket op i en forpjusket, rød udgave. Det er hermed konstateret at de kun holder form og farve i en enkelt sæson. Herefter falder de tilbage til et mere oprindeligt sæt gener. (Godt vi mennesker er mere stabile på det punkt, træls hvis vi skulle til at gå på knoerne igen...). Den slags autonome tulipaner tolereres selvfølgelig ikke i dette bed, så de bliver øjeblikkeligt hevet op og sendt på tålt ophold i bedet under æbletræet. Her pynter de da også ved at titte frem mellem hortensiaerne. 


Den Store Løgplan:

søndag den 13. april 2014

Årets påskesnaps 2014

Endnu engang er det blevet tid til en sæsonbestemt snaps - denne gang selvfølgelig påskesnapsen. Som sædvanlig bruger jeg essenser til den slags, da det er meget nemmere at styre, når man skal komponere en smag.


I år har jeg gerne villet have en frisk, "grøn" smag - er det ikke meget passende for påsken i år?

Opskriften følger her:

6 dele dild
4 dele citron/ingefær
2 dele enebær
1 dele kvan
2 dele citrontimian
8 dele Brøndum klar (evt. mere)



torsdag den 10. april 2014

Kæmpejernurten har fået et ekstra liv


Husker i denne her? Kæmpeverbena...
Vi har meget at takke den milde vinter for! F.eks. at det har været skånsomt for en række planter, som ellers ville have svært ved at klare mosten.


En af dem er Kæmpejernurt, Verbena bonariensis, som jeg har haft stående i en potte vinteren over. Klippet ned og dækket med blade, pakket ind i fiberdug og placeret i haveskuret - så ja, jeg har taget alle forholdsregler! Nu er der bonus! Har smugkigget lidt og sørme om ikke der er små bitte skud på vej! Hurra! Nu skal jeg bare styre min tålmodighed, så jeg ikke får den pakket ud for tidligt - den er rykket ud på terrassen, men stadig pakket fint ind. Men altså hvor jeg glæder mig til at kunne nyde dens elegante, ranke blomsterstande igen!


tirsdag den 8. april 2014

De første tulipaner

Så er der kommet gang i tulipanerne igen! 
Det er de tulipaner jeg satte i plantesækkene efter at dahliaerne var taget op. Frygtede de var gået til under "stormfloden" (havde problemer med stående vand i plantekasserne, som du kan læse om her), men de har klaret det fint. Faktisk er de eneste med skader nogle som nåede at tørre ud... det med vand er en svær balancekunst her i foråret synes jeg!

Det er tulipanen Toronto, en lav tidlig sort, som udmærker sig ved at blomstre med flere hoveder - det øger jo succesraten betragteligt. Sådan så det ud da de blev sat i efteråret.

Men nøj hvor jeg glæder mig til de andre tulipaner følger trop! De er lige ved at være der...



torsdag den 3. april 2014

Lyng og græsser


Smukke farver sådan en dag sent i marts, ikke? Vi er på Rømø, ved feriecentret, der nu går under navnet Enjoy Resorts Rømø. Et godt eksempel på en flot indpasset beplantning! 

Når man bygger huse og andre anlæg nu om dage, så skal der mere til end bare et enkelt spadestik. Der bliver virkelig gravet ud og flyttet jord i lange baner. Dermed raseres det meste af den eksisterende beplantning også – selvom den måske kunne ”genbruges”. Men tit giver det også god mening at gentænke omgivelserne når der er blevet tilføjet nye bygninger eller anlæg. Både for at få en passende ramme og funktion til det nye, men også for at danne overgang til det eksisterende rundt om.
Her er det især godt at se, når man får taget udgangspunkt i lokale plantetyper og landskabsformer når der skal vælges beplantninger og skabes nye udenomsarealer. Og det har man gjort meget fint her på Enjoy Resorts Rømø. Rømø er kendetegnet ved nogle meget markante klitdannelser ud mod Vesterhavet, med et forland med laaaaaaange og breeeeeede sandstrande. Her er det marehalm, græsser og en lang række salttålende pionerplanter, der dominerer. Bag dette landskab ligger store lyngklædte hedelandskaber, nogle med meget fugtige vådområder.


Beplantningen omkring Enjoy Resorts Rømø er sammensat af disse typer beplantning. Ikke fordi man direkte har flyttet landskabet ind...men man har lavet en fortolkning af det med "rigtige" haveplanter, der er noget mere avancerede og eksotiske end deres "naturlige" fætre! Det er især prydgræsser og lyng der får lov at dominere, og det gør selvfølgelig at det også tager lidt tid at få beplantningen tæt og sammenhængende. Men et fint valgt - også i forhold til det til tider barske klima her. Og så ser det godt ud året rundt, som man kan se! Som det næsten hører til den slags byggerier, har man også skullet gennem en konkurs og en lang periode uden megen aktivitet – heldigvis har man ikke rørt beplantningen i den periode men holdt den nogenlunde intakt.


Billederne yder ikke farverne retfærdighed, for det var noget overskyet da jeg sidst var på besøg. Men det viser vist meget godt hvad effekten er? I forhold til meget andet i ferielandet er det ret vellykket synes jeg. Den landskabelige bearbejdning af golfbanen, som er en del af samme projekt, lader mere tilbage at ønske…men den tager vi en anden dag.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...