Gå videre til hovedindholdet

Porsesnaps - kongen af kryddersnapse.

Der findes folk der ikke bryder sig om snaps. Det er sandt! Og så findes der dem der kan lide/drikke/nedsvælge NOGLE snapse. Porsesnapsen er en sådan snaps, der gerne tolereres af de fleste. Hvorfor mon? Den smager af noget, har en blød, rund fylde med nogle smagsnuancer der kan minde lidt hen ad lakrids, tobak og i den boldgade. Den er på ingen måde neutral, men kan sagtens træde i baggrunden når den blandes med andre smage. Derfor indgår den også i mange dram/bjesk opskrifter, fordi den giver en behagelig dybde til snapsen. Den går til det meste, lige fra sildemaden til stegtflæsk eller en godt lagret ost. Den er med andre ord genial!

Heldigvis er den også meget nem at lave - det forudsætter selvfølgelig at du har adgang til planten. Den vokser på heder, sumpede områder og i åbne krat. Og så vokser den også i min have: jeg har ganske enket købt en plante i planteskolen så nu er jeg helt selvforsynende, for det er ganske lidt man skal bruge. Porsen er en lille busk der er nem at kende på de pagajformede blade med de let takkede kanter. Hvis du er i tvivl gnider du bare lidt på et blad: de er smækfyldte med æteriske olier, som dækker dine fingre i fedtet, men velduftende, grønbrun olie. Nogle bruger raklerne i foråret. Har jeg ikke prøvet, for jeg er lidt varsom med at lege med store mænder pollen af hensyn til allergi.
Man kan lave en "færdig" snaps, men som sædvanlig laver jeg en essens, som så fortyndes efter lagring. Meget nemmere at styre smagen på den måde. Til en halv flaske essens bruger jeg: ½ flaske Brøndum Klar og en god håndfuld blade. Op i et glas med det hele, lad det trække i 5-7 dage, filtrer, og så gælder det om at lade essensen stå og lagre. Man kan godt drikke den på dette tidspunkt, men smagen bliver bedre hvis du venter mindst en måned.

Blandingsforholdet er ca. 1:6 - men det afhænger selvfølgelig af smag og behag!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…