Gå videre til hovedindholdet

Kniplingehaven ved Drøhses hus

En kniplingehave…hvordan skulle sådan én se ud? I Tønder har de en have anlagt over temaet kniplinger. Når det lige skulle være dét, der skulle være det styrende for designet, så skyldes det, at haven er en baggård til Drøhses Hus – et smukt, gammelt barokhus fra 1672. Huset rummer i dag en stor samling og udstilling af kniplinger. (Skulle der være én der ikke lige ved hvad en knipling er, så er det et tyndt og fint stykke stof, der er lavet ved at binde tynde, tynde tråde sammen med bitte små knuder så det danner et fintmasket net. Man kan så lave knuderne så der opstår større eller mindre huller eller små løkker og lave mønstre ved at variere tykkelsen af tråden).


Haven har fået en belægning af røde, sekskantede teglfliser. Nogle fliser har fået en kant af hvid glasering, mens andre er helt dækkede. Til sammen danner de det, der svarer til tylbunden i et stykke kniplingestof og det LIGNER faktisk en knipling rigtigt godt når man ser belægningen lidt oppefra!

I en Tønderknipling indgår der også kunstfærdige motiver – de er her repræsenteret af små bede, bl.a. fyldt med Sankthansurt, lavendler ellerr kantet med buskbom og udfyldt med små roser. Ved første øjekast kan de virke fejlplacerede som de er anbragt der, drysset lidt rundt midt i det hele. Men når man først har billedet af en knipling i baghoved giver klart mening: du står nu og betragter borten på et udsnit af en kæmpe forstørrelse af en knipling!

Selve haverummet er som sagt en baggård. Og som i mange baggårde har man måske ikke den kønneste udsigt til sine naboer. Det er der arbejdet meget bevidst med her – og det er også nødvendigt… For det første har man valgt at opsætte et galvaniseret hegn på gårdens langsider hvorpå der vokser klatrende vedbend. På den måde bliver væggene mere ensartede og grønne. Langs væggene er der desuden plantet græsser og nogle rønnetræer, som på sigt vil sløre indsynet til naboerne mere og mere og fortætte rummet yderligere.

I bunden af gården har man opstillet et smukt galvaniseret espaliet, der gentager sekskantmønstret fra belægningen (her set ind mod museet). Det danner et fint filter mod udsigten til det grimme baghus. Bagerst i haven er der blevet plads til et skur camoufleret af et lamelhegn og et frodigt skyggebed med blandt andet liljer og hostaer.

Der er også blevet plads til en dejlig solskinsplads med et par cafeborde, hvor man i denne sommer har kunnet få serveret kaffe og kage fra cafeen inde ved siden af. Herfra kan man nyde den stille rislen fra et bassin, der også indgår i kniplingemønstret og gentager den sekskantede form.


Haven er et rigtigt godt eksempel på et lille, fortættet haverum og der er masser af inspiration til den lille have – ikke mindst hvordan man kan sløre omgivelser man ikke er herre over. Den viser i øvrigt også at vi måske nogle gange skulle give afkald på den meget funktionelle tilgang til haver som vi ellers har her i norden. Vi ville nok samle beplantningen i større bede så man kan ”komme til” og de kom til at fylde noget, i stedet for de små bede drysset ud over den store flade. Man kan diskutere om temaet måske er brugt lidt for bogstaveligt… Men jeg kunne faktisk godt se et anlæg som dette være en fantastisk ”nem” byhave, som alligevel vil være fuldt af blomster, dufte, sol og skygge. Sin egen lille verden.

Hvor: Drøhses Hus, Museum Sønderjyllandhttp://www.museum-sonderjylland.dk

Hvem: Landskabsarkitekt Nils Junggreen Havehttp://www.nielsjunggreenhave.dk/

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

INDTRYK FRA FORMLAND SPRING 2019

Til og med søndag 03.02.2019 er der Formland messe i Herning. Jeg var med på en kigger og vil gerne dele nogle af de indtryk jeg fik med jer. Jeg har desværre fået et stressøje, så jeg har meget svært ved at læse, skrive og redigere billeder i øjeblikket (kan heller ikke se om de er i fokus...), så I får smidt en stak fotos lige hovedet uden yderligere kommentarer. 
Værsgo!


















Fredensborg Slots orangeri

Danmark er jo ret koldt og klamt en stor del af året, så det må altså være en kæmpegave, at kunne trække sig ind i et væksthus (eller paradehus - eller orangeri...kært barn har mange navne!). Det handler under alle omstændigheder om lys og varme - og det kan både jeg og planterne godt savne af og til. Så er det jo dejligt at man kan få lov til at besøge et rigtigt flot og stort et af slagsen: Orangeriet ved Fredensborg Slot.


Orangeriet hedder sådan på grund af farven. Ej, det er gas! Men de varme okkerfarvede vægge i selve paradehuset får da lige temperaturen til at stige et par grader, ikk? Fløjdøre gør det muligt at få et langt kik på langs af huset - her set op mod den lille shop.
Et stort spejlbassin gør statelige bygninger endnu mere statelige! Huset er en nyfortolkning af tidligere tiders paradehuse, og den murede del ud mod potageren tjener samme funktion i dag: (vinter)opbevaring af citrontræer, skærmliljer, geranier, kaktus og lignende vækster med sydlandsk temperament. Ikke …

VI SATSER DAHLIAKNOLDENE

Det er en årlig krise. Dahliaerne er klappet sammen efter den første frost, og nu starter kapløbet om at få sikret knoldene på bedste vis, så de kan give glæde næste år igen. Her plejer det så at handle om at få gravet knoldene op, tørret og renset af, for så at pakke dem ind i aviser og slæbe dem op på loftet. Men ikke i år. Jeg satser det hele - og lader knoldene blive i jorden.

Hvorfor så det? Det er selvfølgelig meget nemmere. Og det er den væsentligste grund. Men det er også en kalkuleret risiko, for jeg tror selvfølgelig på, at det nok skal lykkes. Det er der flere grunde til:

1. Jeg har fundet en god placering bag carporten, stik syd og delvist under udhænget. Her er dahlierne lykkedes på bedste vis i nogle år nu. Risikoen for at det hele bundfryser mener jeg er mindst her.
2. Her langs fundamentet er der masser af grus i jorden og det er meget veldrænet. Knoldene vil ikke stå og soppe i vand, selv om vi skulle få et vådt vinterhalvår.
3. Jeg gør lidt ekstra for at sikre knolde…