Kniplingehaven ved Drøhses hus

En kniplingehave…hvordan skulle sådan én se ud? I Tønder har de en have anlagt over temaet kniplinger. Når det lige skulle være dét, der skulle være det styrende for designet, så skyldes det, at haven er en baggård til Drøhses Hus – et smukt, gammelt barokhus fra 1672. Huset rummer i dag en stor samling og udstilling af kniplinger. (Skulle der være én der ikke lige ved hvad en knipling er, så er det et tyndt og fint stykke stof, der er lavet ved at binde tynde, tynde tråde sammen med bitte små knuder så det danner et fintmasket net. Man kan så lave knuderne så der opstår større eller mindre huller eller små løkker og lave mønstre ved at variere tykkelsen af tråden).

Haven har fået en belægning af røde, sekskantede teglfliser. Nogle fliser har fået en kant af hvid glasering, mens andre er helt dækkede. Til sammen danner de det, der svarer til tylbunden i et stykke kniplingestof og det LIGNER faktisk en knipling rigtigt godt når man ser belægningen lidt oppefra!

I en Tønderknipling indgår der også kunstfærdige motiver – de er her repræsenteret af små bede, bl.a. fyldt med Sankthansurt, lavendler ellerr kantet med buskbom og udfyldt med små roser. Ved første øjekast kan de virke fejlplacerede som de er anbragt der, drysset lidt rundt midt i det hele. Men når man først har billedet af en knipling i baghoved giver klart mening: du står nu og betragter borten på et udsnit af en kæmpe forstørrelse af en knipling!

Selve haverummet er som sagt en baggård. Og som i mange baggårde har man måske ikke den kønneste udsigt til sine naboer. Det er der arbejdet meget bevidst med her – og det er også nødvendigt… For det første har man valgt at opsætte et galvaniseret hegn på gårdens langsider hvorpå der vokser klatrende vedbend. På den måde bliver væggene mere ensartede og grønne. Langs væggene er der desuden plantet græsser og nogle rønnetræer, som på sigt vil sløre indsynet til naboerne mere og mere og fortætte rummet yderligere.

I bunden af gården har man opstillet et smukt galvaniseret espaliet, der gentager sekskantmønstret fra belægningen (her set ind mod museet). Det danner et fint filter mod udsigten til det grimme baghus. Bagerst i haven er der blevet plads til et skur camoufleret af et lamelhegn og et frodigt skyggebed med blandt andet liljer og hostaer.

Der er også blevet plads til en dejlig solskinsplads med et par cafeborde, hvor man i denne sommer har kunnet få serveret kaffe og kage fra cafeen inde ved siden af. Herfra kan man nyde den stille rislen fra et bassin, der også indgår i kniplingemønstret og gentager den sekskantede form.

Haven er et rigtigt godt eksempel på et lille, fortættet haverum og der er masser af inspiration til den lille have – ikke mindst hvordan man kan sløre omgivelser man ikke er herre over. Den viser i øvrigt også at vi måske nogle gange skulle give afkald på den meget funktionelle tilgang til haver som vi ellers har her i norden. Vi ville nok samle beplantningen i større bede så man kan ”komme til” og de kom til at fylde noget, i stedet for de små bede drysset ud over den store flade. Man kan diskutere om temaet måske er brugt lidt for bogstaveligt… Men jeg kunne faktisk godt se et anlæg som dette være en fantastisk ”nem” byhave, som alligevel vil være fuldt af blomster, dufte, sol og skygge. Sin egen lille verden.

Hvor: Drøhses Hus, Museum Sønderjylland, http://www.museum-sonderjylland.dk

Hvem: Landskabsarkitekt Nils Junggreen Have, http://www.nielsjunggreenhave.dk/