Gå videre til hovedindholdet

Strandmalurt i bægeret

Det er sommer og alt må godt være lidt enkelt og nemt - også når det gælder mad og drikke. Samtidigt er det jo skønt når man kan bruge de ting som naturen stiller til rådighed netop nu, hvor sommersæsonen nok er ved at toppe.

Det gælder feks. snaps af Strandmalurt som i øjeblikket står og lyser i strandengene med sine stålgrå blade og kviste nogle hundrede meter fra vores have. En underlig voksagtig plante der ikke gør meget væsen af sig, men som er ret effektfuld i snaps. Og her behøver vi ikke lade den trække i måneder inden vi kan nyde resultatet - nej, vi taler blot timer, du!

Du behøver blot en enkelt kvist til en ½ flaske Brøndum Klar (det er som altid det jeg bruger til snaps). Lad det trække. Nu kan du så regulere smagen alt efter hvor længe de lader den stå. Efter 12 timer er den drikkeklar, men efter 24 timer er den mere blød og afrundet i smagen med flere nuancer. Herefter vinder den til gengæld ikke ved at trække yderligere - efter min smag.

Farven er let grønlig og bliver også mere grøn ved længere trækketid. Den skal som udgangspunkt ikke fortyndes og er en glimrende følgesvend til sommerens lette retter. Faktisk bør du sikre dig at den er drukket inden sommeren er ovre, for den vinder ikke ved lagring, tvært imod.

Den KAN lagres - men da bør du lave en lidt stærkere essens på flere stilke. Over tid vil den miste den fine grønne farve og gå over i ravgule toner i stedet. Men som sagt: nyd den hellere som den er NU! En lille advarsel: nogle siger de oplever lidt ubehag af denne snaps...det har jeg ikke selv oplevet og er nok tilbøjelig til at mene, at det nok kunne have noget at gøre med de mængder snaps man har indtaget... Velbekomme!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…