Gå videre til hovedindholdet

Juni-haven - så blev man så klog!

Forsommer. Lune vinde, blå himmel, flygtige byger, svirende insekter, dufte i luften og masser, masser af blomster. Juni!


Det lange bed er vokset til og jeg må nok indse at vi skal igennem endnu en række planteflytninger til efteråret. Planterne begynder at skygge for hinanden og der er ganske enkelt ikke plads til alle. Må nok også indse at jeg må begrænse mig lidt og lade de enkelte sorter få sin dedikerede plads i bedet. Jeg ville jo ellers gerne at alle optrådte flere steder, så der kom så mange forskellige oplevelser af struktur og farve som muligt for hver "sektion" i bedet. Men det fungerer ikke - det bliver for rodet og giver ikke de bedste betingelser til væksterne.


Da jeg anlagde bedet var min største frygt nok, at det kom til at ligne de gamle landbo-haver...du ved, med totter at stauder stående som øer i bar jord. Jeg ville gerne have en tæt frodighed, der kunne give lidt intimitet i forhold til det store landskab lige på den anden side af hegnet.


Men mon ikke der er en mellemvej? I hvert fald kan jeg konstatere at de partier hvor en enkelt plante får lov at spille hovedrollen fungerer bedst, så det vil jeg bygge videre på. Med deraf følgende omrokeringer...men den tid den glæde! Nu gælder det bare om at nyde alt hvad haven har at byde på af livsbekræftende vækst!


Kommentarer

  1. Jeg står lidt med samme problem. Har simpelthen fået stoppet for meget forskelligt ind og kan snart ikke finde hoved og hale i rodet. Alt er viklet ind i hinanden så jeg er i færd med at skille det hele ad, finde nye pladser og plante i grupper, så planterne kan vokse optimalt.

    SvarSlet
  2. Det er det med patchwork beplantninger, de er meget udskældte, så vi "lærer" at nu skal vi plante naturligt, i drifts og med 3 planter her og så igen 5 der af den samme, men det fungere bare ikke i den lille have. Enten skal du/vi acceptere at vi skal begrænse os til måske kun 8 forskellige, eller også må vi leve med rodet og glæde os over alle de planter vi elsker, også selvom det ikke altid lige passer sammen.Jeg synes nu forøvrigt det ser frodigt og skønt ud på billede, og så har du jo lidt at lave til efteråret og glæde dig til det nye udseende til næste år.
    Henrik

    SvarSlet
  3. Jeg må bare gå til den og sanere med hård hånd… også selv om det betyder at jeg går ”old school” og finder patchworket frem!

    SvarSlet
  4. Hvor er det et aktuelt emne at diskutere...mingling eller blogging! og Henrik og Karina beskriver jo hele problematikken med al tydelighed; 2, 3 og 5 i grupper og gentagelser af dem fungerer ikke i den lille have eller det lille bed. Det er jo kun et stykke af et langt bed i så fald. Eller man kan vælge at lave om og begynde forfra hvert efterår.

    Sjovt at man aldrig vil acceptere det samme antal forskellige blomster i en og samme buket som man er i stand til at få hamret ned i et staudebed!

    go dag og fornøjelse resten af sommeren
    Kjeld

    SvarSlet
  5. Nu starter jeg med at få samling på de enkelte sorter og så - som Karina - se på hvor de vil kunne have de bedste betingelser. Og ja, nyde den blomstrende sommer mens den er her!

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…