Gå videre til hovedindholdet

Højdespringere

Når man bliver en undermåler i forhold til en grøn sag.
Juni er virkelig måneden hvor man gang på gang forundres over den voksekraft og vitalitet der pludselig griber de stauder, der for et øjeblik siden var helt usynlige og måske kun afslørede deres eksistens med de visne pinde fra sidste års vækst.

Nu er det ikke mit erklærede mål at avle rekordvækster - den slags overlader jeg til andre. Men det har dog været en bevidst strategi at vælge planter, der kunne lade mig nyde horisonten indefra huset om vinteren i brændeovnens varme, men samtidig skærme af og danne et mindre, tættere rum om sommeren. 

Til det formål er højdespringerne geniale, for selv om de rager godt op i vejret, danner de kun et let filter, sagtens lader øjet følge landskabet udenfor.

Lad os præsentere holdet:



Fingerbøl, DigitalisEn af mine favoritter! (Men svær af fotografere i vestenvind...) Har i år sikret mig en rimelig bestand af selvsåede planter, så næste års blomstring skulle være sikret. Der skulle nu findes en flerårig sort, som jeg overvejer at anskaffe mig - vil være en del nemmere.


Kvan, Angelica archangelica. 2 af havens eksemplarer er nu i sit 2. år hvor blomstringen sætter ind efter at planten, med imponerende hast har skudt i vejret til en højde over 2 meter, foldet de enorme blade ud og nu sat kronen på værket med de smukke, smukke frøstande. Det er ved at være sidste udkald hvis du vil bruge stænglerne...venter du meget længere bliver de trædede. Du læse opskrifter med kvan her: havehjernen/KVAN


Lægebaldrian, Valeriana officinalis. Lette skyer af hvide blomster, der kan konkurrere med dem på sommerhimlen. Ved ikke helt om jeg bryder mig om duften, men skærmene bidrager i hvert fald til den så moderne grøftekantstemning.


Violfrøstjerne Elin, Thalictrum 'Elin'. Absolut havens showstopper. Den skuffer aldrig og fanger altid gæsters opmærksomhed med sine små pletter i luften af fine lyserøde blomster. De er knap sprunget ud endnu, så vi er nok heller ikke oppe på den fulde højde - selv om den nu har rundet de 2,5 meter. En forunderlig vækst - ikke mindst at den formår at holde sig oprejst uden støtte i den stride vind herude ved kysten. Sorten er steril - måske derfor den ikke er så udbredt.


Gulerod, Daucus. Det vilde indslag! Sat sidste år i potten som rester af køkkenaffald. Toppen af guleroden kan vokse videre og danner 2. år disse fine blomsterskærme inden den sætter frø. Har du køkkenhave kan du jo overveje at lade et par rødder stå?


Kæmpejernurt, Verbena bonariensis. I år har den overvintret og derfor fået et forspring, så den allerede nu er kommet godt i vejret og så småt har sat de fine buketter af lilla-violette blomsterklaser. På billedet ses desuden brombær, der her i haven tæmmes i potte og bindes til sit klatrestativ så den også kommer i vejret. Imellem: dahlia, bagved: Blåregn.


Stokrose, Alcea rosea. Godt på vej over de 2 meter, men regner da med at den mindst bliver 0,5 meter højere. Hører til sådant et gammelt hus, men vælter rundt og må som regel bindes op så snart der kommer en dag med østenvind (det er vi bare ikke gearede til her!). Denne er en selvsået plante, som er noget højere end de "gamle".

Det var det meste af holdet - har du også højdespringere i din have?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…