Gå videre til hovedindholdet

Tulipanerne og Den Store Løgplan

Bliver det som man har planlagt? Se det er jo det spændende med at sætte løg! 
Sidste år lavede jeg - for en gang skyld - en plan for hvordan der skulle sættes tulipanløg i staudebedet. Her forsøgte jeg at tage hensyn til blomstringstid, højde, placering og selvfølgelig farve. Det skal jo bla. også tilpasses til de stauder der bliver naboer, så tulipanerne ikke bliver dækket helt inden de når at blomstre.


Foreløbigt er det faktisk gået rigtigt fint - der er en vis tilfredsstillelse ved at se de blomstrende, farvestrålende tulipaner for sit indre øje, når man lægger løgene i bar og sort jord - og så opleve hvordan billederne pludselig bliver til virkelighed! (Du kan læse om løglægningen her)


Har valgt en frisk kombination af lilla, rosa/pink og hvid/lime - hvorfor spare på farven når vi endelig kan få lidt knald på? Sorterne er også valgt så blomstringen forskydes lidt: Først kommer de lilla Purple Prince - tidlig, ikke så høj plante, der bedre kan modstå det lidt barske vejr der kan være i tidlig forår. Lige herefter følger den rosa/pink Cosmopolitan, der er lidt højere og derfor først nu er ved at være klar til at folde sig ud. Sidst, men ikke mindst, den hvide/lime farvede Snow Walley, der stadig gemmer på sine kronblade.





Igen er nogle af de degenererede blå/lilla Blue Perrot dukket op i en forpjusket, rød udgave. Det er hermed konstateret at de kun holder form og farve i en enkelt sæson. Herefter falder de tilbage til et mere oprindeligt sæt gener. (Godt vi mennesker er mere stabile på det punkt, træls hvis vi skulle til at gå på knoerne igen...). Den slags autonome tulipaner tolereres selvfølgelig ikke i dette bed, så de bliver øjeblikkeligt hevet op og sendt på tålt ophold i bedet under æbletræet. Her pynter de da også ved at titte frem mellem hortensiaerne. 


Den Store Løgplan:

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…