Gå videre til hovedindholdet

Årets æbletræbeskæring

Endnu et tegn på at foråret er lige om hjørnet: Den årlige beskæring af æbletræet er blevet foretaget denne weekend. Svoger har trådt til med kyndigt håndelag og trænet blik for hvad der kan blive og hvad der bør ryge af.

Æbletræet før beskæring






Egentlig startede forberedelserne allerede i sensommeren, hvor grene der var "i vejen" blev dødsmærket - med en snor. Snip, snip og et par intensive træk med saven - og væk var de!
Æbletræet efter beskæring


Efter sådan en tur minder træet lidt om et nyklippet får: det ser ret afpillet og bart ud. Men det må til i en lille have som denne og med et træ som har været hårdt ramt af kræftknuder. Det vil om et par måneder strutte af velvære og voksekraft og man vil hurtigt have glemt det lidt ynkelige syn man ser nu.
Efter alle vanrisene er væk og der er ryddet ud i grenene ser træet lidt bart ud


Afklippet er nu samlet i en nydelig bunke, klar til grenpladsen. Men nogle af skuddene har jeg sparet og hevet indendøre så de kan blive drevet til at give nogle grønne blade her i alt det grå. Nu skal træet derude bare se at følge trop og sætte en masse blomster og blade!
Driver-liv...æblegrene taget ind i varmen

Mens vi venter...æblegrene og tulipaner kan give lidt forårsstemning

Kommentarer

  1. Så deilig å få hjelp til beskjæringen:) Nå blir det nok flott til sommeren og avling til høsten - og kanskje epleblomster inne på bordet?
    Jeg har bare nye og små epletrær i hagen min. Det stikker knapt en gren over snøen så beskjæring er ikke å tenke på enda. Men måke snø kan og bør jeg nok tenke på... Sukk!

    SvarSlet
  2. Hej Gerd
    Her er det noget mildere vejr og solen har skinnet i dag som på en forårsdag så ingen sne her (dejligt!). Meeeen der er nu et stykke tid til varmen kommer! Mine espaliertræer er også kun nogle få år gamle, men de har også fået en tur med beskærersaksen for at holde formen.

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…